Imens jeg vandrer med trin
der er lette og svimle
som lyset
der spiller på bølger
og genskær af bølger
på mure i brudte pasteller
der flyder i spejlinger
over og under en sart akvarel
- en skitse der stirrer op på mig
fra mørket i skyggen af broen
forstår jeg
idet en fane af duer med smældende vinger
svinger sig op imod endeløs himmel:
Der er ingen engle i byen Venedig
kun lyset og lyden og vandet
- og hvem ville bede om andet?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar