Aften på torvet

”Og du tror, det er løgn,” siger Jim begejstret, ”men hun hedder Mona Rosa. Et tungt bastant navn til en tung, bastant kvinde.” Han ler. ”Det er hende absolut magtpåliggende, at man låser døren efter sig, hvis man kommer sent hjem. Du skulle have set det blik, hun sendte mig, da jeg gik. Hun pegede på døren, drejede håndledet og sendte mig et rigtig hvast blik, som om jeg var en skoledreng, der var på vej ud for at lave ballade.”
Lilja smiler. Hun kan se den italienske Mama for sig: Stram knude i nakken, krum næseryg, sorte øjne og en storblomstret kittel, som er færdig at sprænges af de svulmende former.
”Og hendes strømper er mørkebrune og hænger i ål, ikke sandt?”
”Nej, der må jeg skuffe dig,” siger Jim og ser påtaget højtidelig ud, ”det kunne man tro, men Mona Rosa bærer blanke strømper med en snorlige søm bagpå de svungne lægge. Blot en skam, at de ender i et par udtrådte grå filttøfler.”
Deres latter bobler over, som den Spumante, Jim har skænket i deres glas, og en lille flok mænd, som sidder et stykke borte og tilsyneladende diskuterer noget, der står i avisen, kigger op og smiler. Luften er meget varm i aften. Lilja løfter glasset og holder det mod tindingen for at lette den trykkende fornemmelse.
”Har du hovedpine?” spørger Jim og kigger undersøgende på hende.
”Åh, det er ikke noget. Det trykker bare lidt. Her er frygteligt varmt.”
”Lad os bytte plads,” siger Jim, ”jeg sidder i skygge.”
”Nej, nej, det gør ikke noget.”
”Jeg insisterer,” siger Jim og rejser sig, ”kom nu.”
De bytter plads, og det letter i hvert fald at undgå sollysets skarphed i øjnene. Nu er det Jim, der sidder og kniber øjnene sammen. Det gør hans smilerynker skarpere og længere.

De sidder lidt i tavshed og lytter til mursejlernes pippen. Fuglene flyver lavt, de forsvinder af og til ind gennem nogle små huller øverst under taget på den høje bygning, hvor fortovscafeen har til huse. Familierne er kommet ud på gaderne nu. Her holder man åbenbart en gammel tradition i hævd, som Lilja ikke har bemærket i Firenze: Både forældre og børn går aftentur i deres fineste klæder. De små piger er iført lyserøde, hvide eller gule kniplingskjoler, drengene har mørke bukser og vandkæmmet hår, og de voksne ser ud som om de er på vej til fest.
”Tror du, de har unger?” Jim nikker op mod svalerne.
”Det kunne se ud til det,” siger Lilja, ”men jeg har ikke begreb skabt om, hvornår de yngler.”
”Heller ikke jeg.” Siger Jim.
”Har du altid dit kamera med rundt?” Jims spejlreflekskamera ligger på bordet mellem dem. Jim smiler og klapper kameraet.
”Når jeg rejser, ja. Og du har garanteret pen og papir i tasken?”
Lilja ler: ”Du har fuldstændig ret. Også i aften, men jeg regner ikke med at få skrevet noget nu. Jeg mener – det er en ensom beskæftigelse. Jeg kan sjældent skrive, når jeg er i selskab med nogen.”
”Lad dig ikke genere af mig,” siger Jim, ”jeg skal sidde helt stille og ikke sige en lyd, når inspirationen kommer over dig.”
”Ha,” siger Lilja, ”det er to procent inspiration og otteoghalvfems procent hårdt arbejde. Kræver du inspiration for at kunne fotografere?”
”Det sker, at den indfinder sig af sig selv. Men næh, egentlig ikke. Det er vel ikke inspiration, det handler om. Det er noget med, at jeg ser et muligt motiv – det dukker pludselig frem – og så skyder jeg en masse billeder fra forskellige vinkler. Sådan samler jeg materialet – og når jeg så kommer hjem i mørkekammeret, så begynder sorteringsarbejdet. Der bliver kasseret mere, end der bliver brugt.”
”Det samme her.”

”Må jeg tage et billede af dig?” Jim rejser sig, og løfter kameraet.
”Hvorfor i alverden vil du det?” Lilja bemærker en lille skarphed i sin egen stemme og bliver sig pinligt bevidst, at hun i det samme purrer op i håret. ”Et rejseminde, eller er det til officielt brug? ”Lilja Schwartz på druk i Toscana.” ”
”Lilja Schwartz!” Udbryder Jim og sænker kameraet. ”Jamen, så ved jeg da godt, hvem du er. Jeg læste din rejsebog fra New York, inden jeg tog til USA.”
Lilja trækker på skuldrene. ”Jeg hadede New York. Det er du vel ikke i tvivl om efter at have læst bogen. Men min forlægger syntes godt om den. Han mente, det var forfriskende at høre en modgående mening. Rejsebøger er jo næsten altid positive. Overordnet set i hvert fald.”
”Lilja Schwartz. Mig en ære!” siger Jim og bukker med påtaget respekt. ”Jeg vil meget gerne have lov at tage dit billede – til rent privat brug. Det lover jeg.”
”Nå, ja.” Lilja smiler og sætter sig til rette i stolen. ”Men udelad drikkevarerne, okay?”
”Stoler du ikke på mig?” Jim går ned i knæ, ser gennem kameraet. Han virker pludselig fjern og professionel. Blødheden er gået af ham, mens han indstiller kameraet og finder den bedste vinkel. Han tager tre- fire billeder hurtigt efter hinanden.
”Du er meget fotogen.” siger han, idet han sætter sig igen. ”Jeg har vist også set et par billeder af dig i tidens løb, men der virkede du mørkere.”
”Solen lysner mit hår.” siger hun.
”Men jeg syntes nok, du virkede bekendt. Og så kendte jeg dig altså.”
”Det er nok så meget sagt. Tror du ikke?” Lilja bliver pludselig lidt træt af denne interesse for hendes kendte ansigt. Hendes stemmes skarphed er udtalt nu. Det banker i hendes ene tinding.
”Jo, det er det vel nok.”
Jim sidder tavs lidt. Han trækker en krøllet pakke Camel op af skjortelommen og byder hende en, som han tænder med en tung sølvfarvet lighter. Lilja bemærker, at han bærer en sølvkæde om sit højre håndled. De ryger lidt uden at tale sammen. I det fjerne begynder en tuba at spille.

”Hør,” siger Jim, ”jeg beklager, hvis jeg fornærmede dig. Jeg prøvede ikke at antyde nogen særlig forbindelse mellem os. Jeg mente bare, at jeg kender dig, som man nu kender de kendte. Altså, jeg har bemærket dig i medierne nogle gange. Jeg har ikke læst andre af dine bøger.”
”Det er i orden.” Lilja smiler til ham. ”Det kan bare være lidt trættende altid at blive genkendt – og at andre mennesker altid tror, det er noget særligt at være kendt. I øvrigt er jeg vist ikke så kendt endda. Kun hos et snævert litterært publikum. Så jeg har altid denne fornemmelse af ”stor ståhej for ingenting.” ”
”Shakespeare, ikke?”
”Jo, Shakespeare.”
”I virkeligheden ved jeg ikke rigtig noget om dig.”
”Hvad vil du vide?”
”Hvorfor er du blevet forfatter?”
”Rejseskribent.” Retter Lilja ham.
”Okay, så rejseskribent. Er det ikke også forfatterskab?”
”Det er en særlig form for skribentvirksomhed." svarer Lydia tøvende og leder efter ordene. ”Det er jo mere en form for dokumentarisme. Subjektiv dokumentarisme i mit tilfælde. Jeg forsøgte mig med noveller i starten, men det forekom mig svært at følge op på den succes, som min debutsamling afstedkom. Måske kan jeg bedre skrive, når jeg har en virkelighed at læne mig op ad. Så skrev jeg et par rejseartikler til et dagblad, og de blev så godt modtaget, at jeg besluttede at gå videre ad den vej.”
”Hvorfor går det så ikke?”
”Hvad mener du?”
”Du sagde tidligere, at det ikke gik så godt med skriveriet for tiden.”
”Åh, sagde jeg det?” Lilja tømmer sit glas. ”Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg mangler en ny indfaldsvinkel, tror jeg. Der er så mange, der har skrevet om Italien. Og selv holder jeg for meget af både landet og indbyggerne. Jeg skriver altså lovsange for øjeblikket, og det er gjort før. Jeg ville gerne igen skrive subjektivt – altså om mine personlige oplevelser på rejsen, men..”
”Men?”
”Det jeg har lyst til at skrive, kan jeg ikke skrive om.”
”Hvorfor ikke?”
”Af mange grunde. Det er som om jeg skal være villig til at satse alt, hvis jeg vil skrive, som jeg føler, jeg burde.”
”Satse hvad?”
”Nu går du lovlig tæt på.” siger Lilja og smiler afvæbnende til Jim. Han læner sig lidt frem og ser alvorligt på hende:
”Hvad med din familie – har du familie? Du har ingen ring på.”
Lilja udstøder en svag latter.
”Jeg er vokset ud af den.” svarer hun – og tilføjer: ”Jo, jeg er gift. Det er tyve år siden nu. Godt og vel.”
”Hvordan har han det med dine rejser?” Spørger Jim og flytter sig i stolen, så han kan lægge det ene ben over det andet uden at ramme bordet. Han rammer det alligevel, og den lyse boblende vin vugger i de høje glas.
”Hvordan skulle han have det? Det har vi aldrig diskuteret. Okay, tror jeg. Det indgår jo i mit arbejde. Desuden rejser han også af og til for sig selv. Vi rejser sjældent sammen.”
”Jeg har også været gift.” siger Jim, og ser tænksomt ud over torvet. Han fæstner blikket på en due, som med små rykvise bevægelser afsøger fliserne for noget spiseligt. ”Annie havde det svært med at jeg rejste så meget.”
”Jeg troede, du havde fast arbejde på en avis førhen.”
”Derfor var der stadig en del rejseaktivitet. I øvrigt mødte jeg Annie kort tid før, jeg sagde op på avisen, og da havde jeg allerede planlagt en rejse til Kathmandu – det tidligere hippieparadis. Har du været der?”
”Nej, aldrig.”
Jim smiler og vender sig mod hende. ”Jeg mødte nogle ret interessante mennesker. Der var en gammel højt agtet Llama, som hver dag sad på en sten og skuede ud over byen. Han var en meget venlig mand, viste det sig. Nå, jeg kom altså i snak med ham en dag – det viste sig til min overraskelse, at han talte glimrende engelsk. Han havde en universitetsuddannelse, men nu sad han altså svøbt i et klæde og tilbragte timer med at se ud over bjergene. Jeg spurgte ham, om han aldrig blev træt af det, og fik lyst til at vende tilbage til bylivet. Ved du, hvad han svarede?”
Lilja ryster på hovedet.
”Mountainlife – poor life, but happy life. Citylife – only fashion, only fashion!” Jim fordrejer sin stemme.
De ler begge to, men Lilja tænker, at den gamle Llama nok har ret. Det siger hun.
”Han virkede i hvert fald lykkelig,” Siger Jim, ”jeg selv vil nok gerne have lidt variation. Men hvem ved – måske vil en bjergtop på Verdens Tag virke tillokkende om nogle år.”
”Det lyder sandsynligt!” siger Lilja og tænker på Bertil, som næsten permanent er flyttet ind på sit kontor i den ene ende af lejligheden.
”Så hvad bestiller din mand?” Spørger Jim, som om han læste hendes tanker.
”Han er læge. Christen er læge.” Lilja nikker eftertænksomt for sig selv. ”Men det er ikke hans hovedinteresse. Han har en svaghed for historie. Der står flere historiebøger og biografier på hans reoler, end lægebøger.”
”Hmm,” siger Jim, ”en historisk læge.”
Lydia smiler med mundvigene trukket ned. ”Ja, sådan kan man vel godt se på det.”
”Har I børn?”
”En søn – Markus. Han er lige blevet atten, men bor hjemme endnu. Og Sophia på 22. Hvad med dig?”
”Nej, jeg har ingen børn. Annie blev gravid, men mistede barnet, da hun var i tredje måned. Hun mente, det skyldtes stress, fordi jeg ikke var der til at hjælpe hende igennem graviditeten – og fordi hun ikke stolede på mig.”
”Tror du også det?”
”Man har vel aldrig lyst til at påtage sig den form for skyld.” siger Jim ligefremt, og hans blik går igen på vandring over torvet. ”Men nej, det tror jeg ikke. Når man tænker på, hvad nogle gravide kvinder – ikke mindst i den tredje verden – gennemgår. Og de føder fortsat fuldbårne børn. Desuden aborterede Annies mor vist to gange, før det lykkedes hende at gå tiden ud med Annie.”
De sidder tavse et øjeblik. Skyggerne er blevet længere. Himlen blåner.

”Er du sulten?” Siger Jim.
”Ikke meget. Er du? Vi kunne gå hen og se, hvem det er, der spiller – og så kunne vi spise sammen på hotellet. Hvad siger du til det?” Tubaen har fået følgeskab af en større blæsersektion og en tromme lyder taktfast igennem det hele. Det lyder som et militærorkester.
”Okay.” siger Jim og tager kameraet over skulderen.
De går efter lyden. Liljas hovedpine har fortaget sig. De skal ikke gå langt, før de - rundt om et hjørne - er ved at blive løbet over ende af et marcherende orkester i blå uniformer og med gyldne distinktioner på skuldrene. Jim og Lilja kniber sig op ad husmuren som de andre tilskuere, mens orkestret defilerer forbi. Marchrytmen får Lilja til at slå takten med en hånd mod låret, og da orkestret er passeret, og de kan gå videre, afpasses hendes skridt automatisk efter trommens lyd.
”Mærkværdigt tidspunkt på dagen at marchere gennem byen på.” Siger Jim. ”Og så et sted som her – langt uden for lands lov og ret.”
”Jeg tror, det har noget at gøre med den kunstbiennale.” Siger Lilja.
”Alligevel: kunst og militærmusik. Er det ikke en aparte sammensætning?”
Lilja ler. ”Det er det vist. Men de har vel ikke haft andre muligheder. Måske er militærorkestret det eneste orkester i byen. Og italienerne lader nok ikke en chance for at feste gå fra sig.”

De har et stykke at gå til hotellet. Undervejs kommer de over en bro, som strækker sig over et næsten udtørret flodleje. Her standser de og kigger ned. Kun en smal bæk løber stille gennem den skorpede stenede flodbund. En kraftig brise løber pludselig gennem landskabet, blæser håret ned i øjnene på Lilja og får det afsvedne græs på den tørlagte flods bredder til at rasle. De ser begge op mod himlen og opdager, at en tæt bræmme af mørke skyer ruller frem over bjergkammen.
”Tak skal du ellers have,” siger Jim, ”der er vist optræk til uvejr. Det var da også på tide, at få renset luften.” Han lyder helt opstemt.
”Vi må hellere gå til.” Lilja er mindre begejstret. Hun hader tordenvejr. Især de sydlandske tordenvejr, som starter pludseligt og slår ned overalt omkring en med voldsomme lyn og strømme af vand.
Hun småløber hen ad den støvede vej. Jim ler bag hende og strækker ud for at følge med. Mørket sænker sig hastigt omkring dem.
”Er du bange?”
”Jeg hader tordenvejr!” svarer Lilja. Hun hader også, at andre ser hendes frygt. Hun ved godt, det er irrationelt. Men alene bragene hensætter hende i rædsel. Heldigvis siger Jim ikke, at han nok skal passe på hende. I stedet siger han: ”Man skal da også have respekt for den slags. Men jeg tror, vi når det, tror du ikke?”
Han har knap udtalt de sidste ord, før en buldren, som giver genlyd mellem bjergene, når dem. Få sekunder senere flænses himlen af et hvidt lyn.
Jim og Lilja løber videre. Hotellet ligger i udkanten af byen, og her ligger kun få spredte huse langs vejen. Lynene synes at slå ned overalt omkring dem. Ét rammer ned i asfalten nogle få hundrede meter borte og sender en skælven gennem jorden. Lilja jamrer og holder hænderne beskyttende over sit dukkede hoved.
”Kom!” Jim griber hende om skuldrene og trækker hende op ad en indkørsel og ind i en åben garageport. En hund giver sig til at glamme inde i huset, og en vred stemme kalder den til ro. Lilja skælver og fryser, mens sveden løber ned ad hendes hals. Hun ser op på Jim, hvis ansigt oplyses af lynene på gaden. Han ser tilbage på hende og lægger armene om hende. Han holder hende, som man holder et skræmt barn, og hun lægger sit ansigt mod hans skjortebryst. Luften er elektrisk omkring dem, den lugter skarpt af ozon. Jim lugter af læder og frisk græs.
”Pyha,” siger Jim over hendes hoved, ”det var lige op over.”
Lilja vover at kaste et blik ud på vejen. Lynene er aftaget, har bevæget sig videre. Men i det samme falder et par regndråber tungt ned på gruset udenfor garageporten. Jim slipper sit greb om Lilja, men holder hende fortsat under armen, idet han stikker hovedet ud og spejder hen ad gaden.
”Vi er ikke langt fra hotellet,” siger han, ” skal vi prøve at nå derhen, før det rigtig bryder løs med regn?”
Lilja nikker, og de styrter småleende og forpustede hen mod det oplyste hotel, mens regndråberne plasker ned over dem. De er totalt gennemblødte, da de kommer ind i receptionen. Receptionisten, en ung mand i ulastelig blå jakke med blanke knapper, smiler bredt og ryster på hovedet, da han rækker Lilja nøglen til værelset. Jim holder sig diskret i baggrunden.
Hun vender sig og ser på ham. Vandet tapløber fra hans lange hår, og hans skjorte og bukser er mørke af væde. Selv mærker hun, hvordan nederdelen klistrer til hendes ben.
”Du bliver nødt til at komme med op og blive tørret.” siger hun.