Stilleben 4

Det tykke bløde tæppe af rødbrune grannåle, der ligger i skyggespillet under de høje graner, duver eftergivende under drengens små nøgne fødder. Andre skikkelser bevæger sig over terrassen langt borte ved huset. Deres stemmer når ham som en sagte mumlen, der glider i ét med lyden af bækkens pludren i det fjerne og granernes sagte hvisken. Drengen tumler fremad over nåletæppet, dejser om og rejser sig igen med en buttet hånd støttet mod en frønnet stamme, hvis ru overflade skraber sig ind i huden. En humlebi svirrer tungt brummende forbi hans ansigt. Den lune brise kæler om hans næsten nøgne krop, hvor den stumpede bluse er krøbet op over maven. Han slipper træet, drejer hovedet efter hunden og slår sig med flad hånd på sin lille mave. Hunden kommer løbende efter ham i let trav, alt imens den holder den buskede hale løftet og snuden i jorden. Den standser og sætter sig skrævende ned for at tisse en tår. Drengen mærker noget trænge sig på. Han planter sine små bløde hæle i nåletæppet, skræver som hunden og letter sig. I det samme mærker han lugten af hund helt tæt på og stram og sødlig i næseborene. Hunden tårner sig op ved hans side, puffer ham omkuld på jorden og slikker ham ren. Det kildrer, og drengen triller leende rundt, så hans bluse og det fine lyse hår bliver fyldt med lange brune grannåle. Hunden snuser i jorden omkring ham. I få forslugne mundfulde får den ryddet op. Drengen rejser sig let svajende på endnu usikre ben. Så griber han fat i hundens stride brune pels og lader den føre sig hen over græsset mod huset.