Stilleben 6

Morgenen er kold. Efteråret hænger klamt i luften under en tung grå himmel. Bag den grønmalede dør med de fire højtsiddende ruder, den som fører ind til fyrkælderen, lugter der skarpere af koks end sædvanlig, fordi fugten er sivet ind gennem kattelemmen og har gjort koksene fugtige. En rå muggen kulde slår op gennem cementgulvet og får hendes tæer i de hvide gummistøvler til at summe. Hun hører, at far åbner den sorte låge i fyret, som er gået ud i løbet af natten. Han hælder koks ind med den lille skovl. Hun står med ryggen til ham og kigger ind i værktøjsrummet ved siden af. Belysningen er dunkel, og konturerne af drejebænk og skruestik og værktøjet, der hænger på plader på væggen, træder kun langsomt frem. Så ser hun den. Katten. Den sidder sammenkrøbet på gulvet ved væggen og ligner et tøjdyr. Hun nærmer sig den langsomt, og ved, at der er noget helt forkert. Den ser ud som om, den hoster, men den sidder helt stille og flytter ikke blikket. Kommer hende ikke i møde, som den plejer. Den gråbrune, stribede pels, der ellers altid skinner i glimtende sølvstænk, stritter underligt mat, og idet hun strækker hånden frem, fornemmer hun på kulden omkring den og allerede før, hun rører den, at den vil føles kold og stiv under hendes hænder. Katten er forvandlet til en ting.