Stilleben 3

Birkelunden glimter af sølv fra de flagede hvide stammer, den lette brise stryger hviskende gennem træernes lange hår. Højt over kronerne svimler det blå himmelhvælv, men sneglene, som glider langsomt gennem underskoven med deres hjem på ryggen, mærker kun duften af formuldede blade, ser kun den næste stilk, der skal forceres. Skræpperne danner et skærmende tag over de små. Sollyset filtreres gennem de grønne blade. Under dem stråler alt gyldent og grønt som verden set fra de bundgarnskugler af glas, der ligger i vindueskarmen i huset. Pigen fylder sin grønne verden med sten, der forvandles til huse, hun planerer terrænet i smalle stier, løfter sneglene op og sætter dem ned, så de kan følge de afstukne veje. Forskrækket trækker de deres stilkeøjne til sig, gemmer sig i deres blankpolerede, fint ciselerede fæstninger. Tålmodigt venter hun på, de igen kommer frem og fortsætter deres tyste vandring ad stierne. Lyset falder i gyldne og hvide pletter gennem birkekronernes fine løv og ned over skræpperne, ned over den bløde muld og på en barnehånd, en arm, som nu og da rækker ud fra under det grønne tag og henter en anden sten, stryger forsigtigt over et blad. Alting flimrer og verden er ny og nynner sagte igennem hende og lunden og himlen og mulden og skræpperne. Fuglenes spæde kvidren blander sig i musikken. Med brisen bæres den søde, støvede duft af skovmærker frem mod hende. Hun vejrer med de fine næsebor, mærker en summen i de bøjede ben og skifter stilling. Så børster hun lidt jord af det ene knæ, kradser i et myggestik på anklen og følger en myre med blikket, idet den krydser stien foran den mindste snegl, den med det lyserøde hus på ryggen. Hun sætter sig op på hælene og hører en skarp knasen under den ene fod. Flager af hvidgyldne skaller ligger knust i en masse af klæbrig slim, da hun løfter foden og kigger ned. En gysen går gennem hende som en kulde. Med ét er hun fremmed.