Morgenlyset ligger blødt over bakkerne. Plovfurerne i den nyligt pløjede mark bagved skellet ligner bølger i et dybblåt hav. Så mørk er jorden, når den vendes. En rest af nattens lette frost ligger som et skær af glitrende hvidt skum på bølgetoppene. Længere borte, hvor de nærmeste bakker rejser sig mod den lyse himmel, farver morgenstunden mulden rosa, og de endnu nøgne hegn står støvetbrune og hvisker mod den lyserøde grund. Helt ude i horisonten strækker skovene sig i diset blåt og indigo, og netop nu oplyser solen en hvidkalket gavl i skovbrynet. Fuglekoret kvidrer i granernes toppe, og en sagte vind stryger over hendes kind. Hun klapper kærligt en stamme, idet hun træder varsomt over mosset for foden af granen.
Hun indånder luftens kølige renhed. Hun svimler med nakken lagt bagover, ser op i det lyse himmelhvælv, der minder om hans blå øjne. Hun fortaber sin tanke i granernes tunge, let duvende kroner.
Nu vågner endnu en april måned, så omskiftelig som de stemninger, der lader lyset flimre over hans træk, så hun gang på gang frygter, at hun burde have medbragt paraplyen eller være blevet hjemme, så hun aldrig havde mærket luften åndet gennem hans mund eller den elektriske sitren umiddelbart før det blændende lys. Hun fik aldrig tid til at tælle sekunderne mellem lyset og bragene.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar