August

Kumulusskyernes katedraler
tårner sig op bagved skovbrynet

Over det knasende grusblege hjulspor
funkler en guldsmed i rykvise glimt

Brøndkarsekildens kølige klarhed
strømmer krystal om grøntflimrende fingre

Og på den stejle skrænt bag din broders hus
bløder disetblå blåbær magenta
slet skjult under sensommersolplettet bladhang



Regnen kom senere
- hen under aften -
rullende ind på en tordenvogn
I horisonten trak lynene lys
bag smalle gransilhuetter

Duft af fresia

Duft af fresia er perlende og let som boblevand og velopdragne unge kvinders latter fra en svunden tid. Duft af fresia er glat og blød som barmens runding over snøreliv med gyldne bånd og nederdelens slæb mod marmorfliser. Duft af fresia er duft af hospital og lys bag ruden, regn og venterum og trætte smil på puden. Duft af fresia er Romeo og Julie, er duft af fløjl og silkeflor og lyse perler i den mørke krypt, hvor tørvelugt af muld, klam luft og træ, der langsomt smuldrer, driver som en tåge gennem tiden, mild og flygtig kysser kraniers og fingres elfenben og bleger visne rosers sorte blade.

Større end dit værste mareridt

Du har sat dig selv i skyggen
og jeg tænker
du har brug for at gå ind i mørket lidt
for at træffe dine djævle
for at se den skrift på væggen
og forstå du selv er større
end dit værste mareridt

Bækkens diamantlys under solens strålespil
admiralens glødelegeme
mod de tunge brombærgrene
glædens fulde farvespektrum blot ved det
at være til
venter på dig når du vender hjem
fra dér hvor du er ene

Du bærer padder ud

Det regner i aften
en stille silende vårregn
der glimter i lyset
under lampen
da du åbner døren ud
og lukker nattens stilhed ind
jeg ser dig bagfra
som en skygge mod den lyse regn

og det betyder alt og ingenting

du puster røg fra cigaretten ud i natten
frøerne er vågnet
der er to som krydser tærskelen
spættede
imod et spættet tæppe
på dit stuegulv
du vender dig og bøjer dig
og former dine hænder som en skål
du bærer padder ud i natten
og jeg gyser lidt

og det betyder alt og ingenting

to frøers gyldne øjne glimter
under regn og lampelys
de søger hjem nu
siger du

og lukker døren

Hannah

Hans kone er berømt. Hun er så berømt, at hun kun går ud for at optræde. Det er i hvert fald sådan, han plejer at udtrykke det. Hun henter ikke mælken, som mælkedrengen afleverer ved døren i opgangen hver morgen klokken seks.
”Der er ingen grund til at vække furore!” siger hun, og kaster nakken tilbage med en verdenstræt lille latter, som blotter hendes hvide strube.
Han plejede at få lyst til at bide i den strube, at tvinge hendes nakke tilbage med et fast greb i hendes mørke lokkede hår, for at se hendes fugtige læber åbne sig mod hans og hendes sorte øjne dugge til i lidenskabelig eftergivenhed.
Når hun går ud, er hun næsten altid dækket bag et par mørke solbriller, der skifter facon efter tidens mode. I år er de skråtstillede og har spidse vinkler som kattens øjne.
Det nytter ikke med de solbriller; alle i kvarteret kender og genkender hende. De hilser, når hun går forbi. Hvem vil ikke gerne hilse på en berømthed? Hun svarer de fleste med et kort nik og et afmålt smil.
Hun vækker ikke furore. Naturligvis sker det, at fremmede mener at genkende hende på gaden eller på en restaurant. De vender øjnene mod hende i en rullende bevægelse og hvisker sammen, men derved bliver det. Selv journalisterne kommer kun pr. invitation.
Alligevel er det ham, der henter mælken ved døren. Der er ingen grund til at diskutere det. Det generer ham ikke. Alle mennesker henter mælken ved døren. Det generer ham heller ikke at rense toilettet, når de tager den ugentlige rengøring. Faktisk nyder han, i det stille, den lette misbilligelse han vækker hos hende, ved ikke at have noget imod det job. Han er et menneske, intet menneskeligt er ham fremmed. Hun vender ansigtet bort med profilen hævet og en lille krølle på næseryggen. Hun finder ham afskyvækkende, uren. I en periode havde de haft en hushjælp, en ældre dame, som passede de ting. Men Hannah kunne, i det lange løb, ikke acceptere en fremmed i sine stuer. Guderne skulle da ellers vide, at de altid havde haft hushjælp i hendes barndomshjem – og det på trods af, at Hannahs mor havde gået hjemme hos børnene.
”Hun forstyrrer mig,” sagde Hannah, ”og hun vimser.”
Måske generede det hende også, at Mogens så jovialt talte med fru Jensen. Herregud, hun var ikke så forskellig fra hans egen mor. Hvorfor skulle de ikke tage en kop kaffe sammen i køkkenet? Men Hannah holdt afstand. Man må opretholde en vis distance. Og til sidst blev frk. Jensen fyret.
Nu ordner de lejligheden sammen en gang om ugen. Sønnen Jacob støvsuger over det hele, Mogens skurer toilettet, og Hannah ifører sig de syrenfarvede gummihandsker, som når halvvejs op til hendes albuer, og vrider en støveklud op i baljen.
”Jeg ville ønske, du ville tage handsker på, når du skal stå med hænderne nede i det der,” siger hun, ”du spreder bakterier over alt.”
Han strammer mundvigene en anelse, og gider ikke fortælle hende, at han naturligvis kender til vand og sæbe. Selv om man er vokset op i proletariatet, kan man faktisk godt have lært at vaske hænder. Til tider forestiller han sig Hannah smurt ind i mudder efter en stroppetur. Tanken er besnærende og pirrer hans sanser. Han vejrer i luften efter et duftspor af hendes sved. Forgæves. Hannah er kølig og omkring hende svæver noter af liljekonvaller og citrusgræs. Han kan ikke længere genkalde sig duften af hendes elskovssved. Hun er holdt op med at transpirere under hans kærtegn. Det hænder, han kan lokke den gammelkendte lyd fra hendes strube, men straks efter ruller hun bort under ham og glider ind i sig selv til et sted, hvor han ikke kan nå hende. Hvem tænker hun på bag øjnenes lukkede låger? Ikke på ham. Det er givet. Han er blot et middel til øjeblikkelig forløsning. Hendes lidenskab er modvillig, selv når hun tager initiativet. Som om hun gør det mere af nødvendighed end af lyst.
Og han selv? Er hans intense forsøg på at vække hendes begær ikke en straf for hendes afstandstagen, hendes stadige nedgørelse af ham, hendes utilfredshed? Føler han ikke selv kun tomhed og en let kvalme, når han trækker gummiet af, binder knuden og på sagte trin lister sig ud på badeværelset, hvor han lader være med at tænde lyset, for at undgå at møde sit eget blik i spejlet?
Nu ser han ind i spejlet i entreen: Bag brilleglassene stirrer hans fremmede øjne lyse og blå imod ham fra det furede ansigt med den skarpe næse, som i årenes løb er blevet stadig mere dominerende. Håret er jerngråt og stridt, jo tak, det er der i det mindste. Han lader en hånd løbe igennem det. Er det ved at blive for langt? Han skærer en grimasse af sig selv. Det skal forestille et smil, men når ikke op i øjnene. Hej Mogens, din gamle sjover, hvordan går det, er det her dagen, som skal forandre resten af dit liv?
Han vender sig fra spejlet, klapper sig på lommerne; har han nøglerne? Så hører han Hannah i slippers i køkkenet, og han ser hende for sig i den sartgule badekåbe, mens hun hælder kaffe i et krus.
”Ja,” hans stemme er morgensprukken og han må klare halsen, ”så tager jeg af sted!”
Han bøjer sig ned og tager sin sorte mappe i den ene hånd, rækker op på stumtjeneren og tager cottoncoaten med den anden. Hannah kommer frem i døren fra køkkenet og læner sig mod karmen. Hun hviler den ene albue på den anden arm, som er lagt beskyttende om hendes mellemgulv.
”Vi ses.” siger hun og nipper til kaffen, som hun balancerer i den frie hånd.
Han er allerede på vej til at tage i dørgrebet, men vender sig og træder de tre skridt hen til hende for at kysse hende rituelt på kinden, som altid er den, hun byder ham. Den er blød og varm af søvnen. Han fanger et strejf af hendes morgenduft; svagt mælkeagtig blandet med citrus. Ingen sved.
Så er han på vej ned ad trapperne i den brede lyse opgang, hvor mælkeflaskerne endnu står urørte foran de fleste døre. Morgensolen stråler lavt og i et skarpt og gyldent lys ind ad vinduerne og skinner mat i det smukt svungne mahognigelænder.
Heks! Tænker han, da han når den sidste trappe. (De bor på tredje.) På det næstsidste trin glider hans sål på det glatte trin (som om hun kunne læse hans tanker), og han slår lænden, da han med en uskøn bevægelse sætter sig på enden. Men måske er det en heks, jeg har brug for! Tanken kommer som et lysglimt, og den pludselige selvindsigt varer så kort, at han end ikke bemærker den svage opadgående bevægelse i sine mundvige, før den er borte igen. Han ømmer sig og må sunde sig et øjeblik, før han kommer op at stå og fortsætter hen ad gangen og ud gennem den tunge indgangsdør. Udenfor drejer han til højre, hvor vinduespudseren i dag har lænet sin stige op ad den forvitrede rødstensmur. Mogens behøver ikke at betænke sig. Han træder ud på kørebanen og går udenom.

Lago di Como

Kranset af mørke løvtræer lå den, under den lysende tusmørkehimmel, som fed, blå silke spændt stramt ud over en sovende kvindes åndende ryg. Svagt sitrende kastedes genskær af himlen tilbage fra kjolen, fandt vej gennem salens vinduespartier, kastede perlemorspytter på dugen og glimtede måneskin i Chardonnay. Aldrig så jeg en sø så blå som Lago di Como den aften i juli, da skønheden flød som svalende bølger over det blanke gulv og dæmpede lyden af tjenerens skridt, da han bragte os maden. Selv vore hviskende stemmer blev blå, som vi sad der i spejlingens dybder.

Hvor bliver fuglene af?

Hvor bliver fuglene af, når de falder? Det tænker jeg ofte på. Kun én gang så jeg en due falde fra den gesims, som den sad på. Flaksende faldt den og landede blødt blandt travle fødder på fliser. En nænsom sjæl tog den op, og dens øjne var fulde af skyer. Hvor bliver fuglene ellers af, når de falder? De siger, at rævene tager dem. Jeg har aldrig set en ræv her i byen, selvom jeg står ved mit vindue i timen, hvor flagermus afløser krager, og nattens skygger svøber sig blå om huse, vejtræer og klippede haver.

Måske flyver fuglene bort, når de falder. Vingerne har de jo.
Allerede.

Øjesten

En blind plet
i dit øjes lys
spreder sig som ringe i vand

spejler bredden
spejler himlen
flimrende og brudt




I mørket på bunden
af denne sø
finder en sten sit leje

Stilleben 13

Han siger ikke, at han savner hende. Han taler om kirsebærtræet. At det er sprunget ud nu. Hun burde vel næsten komme og se det?
Det vil hun gerne, siger hun. Se kirsebærtræet. I blomst.

Stilleben 9

Morgenlyset ligger blødt over bakkerne. Plovfurerne i den nyligt pløjede mark bagved skellet ligner bølger i et dybblåt hav. Så mørk er jorden, når den vendes. En rest af nattens lette frost ligger som et skær af glitrende hvidt skum på bølgetoppene. Længere borte, hvor de nærmeste bakker rejser sig mod den lyse himmel, farver morgenstunden mulden rosa, og de endnu nøgne hegn står støvetbrune og hvisker mod den lyserøde grund. Helt ude i horisonten strækker skovene sig i diset blåt og indigo, og netop nu oplyser solen en hvidkalket gavl i skovbrynet. Fuglekoret kvidrer i granernes toppe, og en sagte vind stryger over hendes kind. Hun klapper kærligt en stamme, idet hun træder varsomt over mosset for foden af granen.
Hun indånder luftens kølige renhed. Hun svimler med nakken lagt bagover, ser op i det lyse himmelhvælv, der minder om hans blå øjne. Hun fortaber sin tanke i granernes tunge, let duvende kroner.
Nu vågner endnu en april måned, så omskiftelig som de stemninger, der lader lyset flimre over hans træk, så hun gang på gang frygter, at hun burde have medbragt paraplyen eller være blevet hjemme, så hun aldrig havde mærket luften åndet gennem hans mund eller den elektriske sitren umiddelbart før det blændende lys. Hun fik aldrig tid til at tælle sekunderne mellem lyset og bragene.

Stilleben 8

Lyden af bassen, som brager ud af de store sorte højttalere, forplanter sig som en rysten op gennem alle møbler. De høje stabler af papirer, hvorfra den skælvende skrift bryder frem som hære af myrer, vakler usikkert under trykket. En opslået bog, der ligger øverst på en stabel af andre indbundne og hæftede værker, glider, for hver rytmisk drønen, en smule længere ud imod kanten, til den omsider falder på gulvet, hvor den smækker siderne sammen.
Han hører den ikke falde. Han sidder med ryggen mod muren, lænet op ad de sindrige sætninger, som han har skrevet der med blyant, med pensel, med blodet, som han ridsede frem af sin arm. Hans øjne er lukkede, han rokker let i takt til musikken og inhalerer dybt af en chillum, som sender en kvalmende sød og krydret duft ud i stuen og fæstner sig i hans fedtede hår, hans jeans og den uldne trøje. Der er dunkelt i rummet. Han har trukket de tunge nikotinfarvede gardiner for, så man ikke kan se op til ham fra gaden. De fremmede kunne komme. Sollyset kunne penetrere hans hjernekiste og slette, hvad han kun kan ane i dette dunkle lysskær, hvori tankerne strålende står frem med deres egen indre glød. Han suger cannabis dybt ned i lungerne, hoster og spytter og hoster igen. Med kun halvt åbne øjne rækker han ud og famler efter telefonen. Han taster et nummer og venter og råber sit navn ind i røret. Så glider hans øjenlåg i, mens han selv glider ned på madrassen og begynder at snorke med åben mund og den rygende chillum i hånden. Nogen taler til ham fra en anden verden.
Kort efter bliver forbindelsen afbrudt.

Stilleben 7

Der hænger en svag, ram lugt af sved og kropslighed i rummet, men over den svæver en umiskendeligt kunstig duft af fyrnåle. Han tager klæderne af og lægger dem pænt sammenfoldet over en stoleryg. Så læner han sig tilbage i sengens puder.
Han er klar. Nu begynder forestillingen. Kvinden, som han nu ser i modlys mod vinduespartiet, affører sig sin kimono og ryster håret. Hendes konturer står tegnet mod det lette gardin. Han ser ufravendt på hende, da hun kryber op over ham og sætter den fantasi i værk, som han har beskrevet. Først senere, da sansningerne bliver så intense, at de kræver hans fulde opmærksomhed, lader han øjnene glide halvt i.
Bagefter er lugten af sved og kropslighed gennemtrængende, og han kan ikke længere mærke duften af fyrnåle. Inden han igen ifører sig klæderne, låner han badet og skyller duftene af sig. Hans korte hår vil være tørt igen, inden han når hjem. Imens han bader, ifører kvinden sig atter sin kimono. Hun tager sedlerne fra natbordet - tæller efter, at han nu også har lagt det ekstra gebyr - og åbner vinduet på klem, så en frisk brise løfter det røde gardin, stryger ind i rummet og letter den tunge luft.
Han er helt rolig og afslappet, og han tænker ikke længere på tæver, da han smilende træder ind ad døren derhjemme og rækker munden frem til de kys, som han forbeholder en anden.

Stilleben 6

Morgenen er kold. Efteråret hænger klamt i luften under en tung grå himmel. Bag den grønmalede dør med de fire højtsiddende ruder, den som fører ind til fyrkælderen, lugter der skarpere af koks end sædvanlig, fordi fugten er sivet ind gennem kattelemmen og har gjort koksene fugtige. En rå muggen kulde slår op gennem cementgulvet og får hendes tæer i de hvide gummistøvler til at summe. Hun hører, at far åbner den sorte låge i fyret, som er gået ud i løbet af natten. Han hælder koks ind med den lille skovl. Hun står med ryggen til ham og kigger ind i værktøjsrummet ved siden af. Belysningen er dunkel, og konturerne af drejebænk og skruestik og værktøjet, der hænger på plader på væggen, træder kun langsomt frem. Så ser hun den. Katten. Den sidder sammenkrøbet på gulvet ved væggen og ligner et tøjdyr. Hun nærmer sig den langsomt, og ved, at der er noget helt forkert. Den ser ud som om, den hoster, men den sidder helt stille og flytter ikke blikket. Kommer hende ikke i møde, som den plejer. Den gråbrune, stribede pels, der ellers altid skinner i glimtende sølvstænk, stritter underligt mat, og idet hun strækker hånden frem, fornemmer hun på kulden omkring den og allerede før, hun rører den, at den vil føles kold og stiv under hendes hænder. Katten er forvandlet til en ting.

Stilleben 5

Døren er ikke låst. Enhver kan gå ind. Her er intet at gemme på. Tristheden siler ud af væggenes skrammede flader, lurer i støvet og i krummerne på gulvet, stiger som en doven lugt fra de henkastede dynger af forvasket snavsetøj.
En halvvissen blomsterbuket på det plettede spisebord hænger tungt åndende ud over kanten af vasen. I køkkenvasken drypper en utæt hane sin længsel ned i en stabel uskyllede tallerkener og fedtede glas.
Hun ligger på ryggen på madrassen på gulvet i stuen. Det ene bare ben er let bøjet, det andet strakt ud. Dynen dækker kun halvt, så man kan se den sorte blondechemise og under den kroppens fine linje, hvor hun strækker den højre arm op over hovedet, imens den anden hviler tværs over brystet. Hun ånder tyst i det dæmpede middagslys, som trænger ind gennem vinduet. Lydene udefra når ikke hendes bevidsthed. Hun sover som et barn med et lidt mut udtryk i ansigtet under det rødgyldne pjuskede hår. Når hun åbner sine blå porcelænsøjne vil hun se lige op i de ord, hun har malet med cyklamen på loftet: Daddy, Daddy, I’ve been bad! Spank me, Daddy, spank me!
Her er ingen gasovn i køkkenet. Til gengæld er de elektriske installationer i uorden. Jorden er giftig og knivene skarpe som tunger. Der er et uendeligt antal muligheder.

Stilleben 4

Det tykke bløde tæppe af rødbrune grannåle, der ligger i skyggespillet under de høje graner, duver eftergivende under drengens små nøgne fødder. Andre skikkelser bevæger sig over terrassen langt borte ved huset. Deres stemmer når ham som en sagte mumlen, der glider i ét med lyden af bækkens pludren i det fjerne og granernes sagte hvisken. Drengen tumler fremad over nåletæppet, dejser om og rejser sig igen med en buttet hånd støttet mod en frønnet stamme, hvis ru overflade skraber sig ind i huden. En humlebi svirrer tungt brummende forbi hans ansigt. Den lune brise kæler om hans næsten nøgne krop, hvor den stumpede bluse er krøbet op over maven. Han slipper træet, drejer hovedet efter hunden og slår sig med flad hånd på sin lille mave. Hunden kommer løbende efter ham i let trav, alt imens den holder den buskede hale løftet og snuden i jorden. Den standser og sætter sig skrævende ned for at tisse en tår. Drengen mærker noget trænge sig på. Han planter sine små bløde hæle i nåletæppet, skræver som hunden og letter sig. I det samme mærker han lugten af hund helt tæt på og stram og sødlig i næseborene. Hunden tårner sig op ved hans side, puffer ham omkuld på jorden og slikker ham ren. Det kildrer, og drengen triller leende rundt, så hans bluse og det fine lyse hår bliver fyldt med lange brune grannåle. Hunden snuser i jorden omkring ham. I få forslugne mundfulde får den ryddet op. Drengen rejser sig let svajende på endnu usikre ben. Så griber han fat i hundens stride brune pels og lader den føre sig hen over græsset mod huset.

Stilleben 3

Birkelunden glimter af sølv fra de flagede hvide stammer, den lette brise stryger hviskende gennem træernes lange hår. Højt over kronerne svimler det blå himmelhvælv, men sneglene, som glider langsomt gennem underskoven med deres hjem på ryggen, mærker kun duften af formuldede blade, ser kun den næste stilk, der skal forceres. Skræpperne danner et skærmende tag over de små. Sollyset filtreres gennem de grønne blade. Under dem stråler alt gyldent og grønt som verden set fra de bundgarnskugler af glas, der ligger i vindueskarmen i huset. Pigen fylder sin grønne verden med sten, der forvandles til huse, hun planerer terrænet i smalle stier, løfter sneglene op og sætter dem ned, så de kan følge de afstukne veje. Forskrækket trækker de deres stilkeøjne til sig, gemmer sig i deres blankpolerede, fint ciselerede fæstninger. Tålmodigt venter hun på, de igen kommer frem og fortsætter deres tyste vandring ad stierne. Lyset falder i gyldne og hvide pletter gennem birkekronernes fine løv og ned over skræpperne, ned over den bløde muld og på en barnehånd, en arm, som nu og da rækker ud fra under det grønne tag og henter en anden sten, stryger forsigtigt over et blad. Alting flimrer og verden er ny og nynner sagte igennem hende og lunden og himlen og mulden og skræpperne. Fuglenes spæde kvidren blander sig i musikken. Med brisen bæres den søde, støvede duft af skovmærker frem mod hende. Hun vejrer med de fine næsebor, mærker en summen i de bøjede ben og skifter stilling. Så børster hun lidt jord af det ene knæ, kradser i et myggestik på anklen og følger en myre med blikket, idet den krydser stien foran den mindste snegl, den med det lyserøde hus på ryggen. Hun sætter sig op på hælene og hører en skarp knasen under den ene fod. Flager af hvidgyldne skaller ligger knust i en masse af klæbrig slim, da hun løfter foden og kigger ned. En gysen går gennem hende som en kulde. Med ét er hun fremmed.

Stilleben 2

Lyset falder i striber ind gennem bambusgardinet og kanter stuepalmens grønne blade med fine linjer af sitrende guld. Mellem alle rum står dørene åbne, som om nogen var ventet her. Der er sat to nye lys i de høje stager. Når mørket falder på, vil hun tænde dem.
Lytter man længe nok, kan man, bag den svage susen af trafikken, høre tiden gå gennem rummet med lette, bittesmå skridt. Alle flader er dækket af bøger eller løsrevne ord og sætninger på hvidt papir. Når hun åbner et vindue, letter de og flakser over gulvet som anskudte fugle.
Hun fanger fuglene ind og holder dem fast i en flygtig dans. Som hun holder de skygger af liv, som drømme og sol og om aftenen lyset fra stagerne kaster på væggene og hendes ansigt. Mellem alle rum holder hun dørene åbne, rede til modtagelse - eller flugt.

Stilleben 1

Der hænger guirlander af spindelvæv under de mørke bjælker i stuen. Sidste sommers fluer et afgået ved døden under en stadig svagere summen mod de små ruder, hvorigennem der er udsyn til lange udsigter. Nu ligger de små kamikazepiloter som støvede hylstre i karmen. Aviserne hober sig op i dynger på gulvet, hvor han lod dem falde, og husets eneste potteplante, en nøjsom vækst af sukkulentslægten, står vissen og stivnet i sin udpinte pottemuld.
Nogle ville sige, at her mangler en kvindehånd. Men han har nok i sin egen. Og i de hænder, han om natten låner i det virtuelle univers. Hænder, som ikke efterlader duften af Ajax og nystrøget moderlighed på hans enemærker.

Glaskammeret

Ind imellem forlader du mig. Du går ind i dit eget usynlige glaskammer. Det er et skrøbeligt sted.

Forårsblå

Det er den sene vinters - det tidlige forårs - bløde lys over tagene duften af klarhed i luften en solsorts sørgmodige toner trafiksus og blinklys og blæsten som blafrer i flagene det er de spæde skud på de ældede hække i villakvarteret og gæslingers dunede knopper langs med det bugtede vandløb hvori en barndom er sunket og hvorfra den skinner i sølvglimt som kastes tilbage fra bøgenes ranke stammer memento mori det er den åndeblå skumring hvor flokke af vingede væsener falder til ro på de øverste grene og venter på mørket det er de transparente farver som opløser formernes fasthed og skyller ind som et tomrum usynlighed i solar plexus det er et savn som ikke må siges tvivlen og det umulige i én gang til at komme til verden eller forlade den det er den bundløse angst og længselen efter menneskevarme og rolige ord det er forårets falske løfter hvori en ny lang tavs sommer strækker sig solbleg og brændende over de grønne områder hvorfra de andres stemmer og latter bølger som festlige vimpler i vinden mod alt det der klemmer så hårdt om din strube som det du engang kaldte kærligt det er alt det som toner ud i det bløde blå det er aske på havet de tusinde tårer du tappert undlod at græde den stemme du ikke længere kan lokke frem når du løfter røret og uden ord beder om noget du ikke kan få fordi du er den du er - blå og bleg translucent og krystalklar som foråret selv - en kalk som aldrig kan fyldes skramlende over flager af is der flyder for fralandsvind på de mørke vande

Isvind

Mirabellerne i gården blomstrer kniplingshvidt imod en gråbleg himmel. Isvind. Så blæste gårsdagens stormstød alligevel ikke foråret ind. En knirken i de spinkle grene. Ser op i himlens lukkede rum med blikket blødt sløret af hvide kniplingsdrømme. Jeg ser. For tidligt udsprungne blomster i barfrost.

Unter uns gesagt

I mørket vil jeg holdes fast i dine arme.
De spørger mig, om jeg elsker dig? Jeg ved ikke, hvad det betyder.
Dit lys og din skygge går gennem mig, som dage og nætter går over jorden.

Krystalluften har jeg

Krystalluften har jeg
og kragernes spottende klang
under vinterbleg himmel

Træernes strenge figurer
står blottet i dagenes lysfald
som rækker af tegn på papir

Blæsten i granerne har jeg
og kulden i jorden
under de fugtige blade

Dit åndedræts slør
mod mit kølige ansigt
og vandet som bruser i bækken

Forventningens glæde
på udrejsen hyldet i civilitet
når vi mødes igen

Flammer i pejsen har jeg
og gløder på skumringshimlen
der strækker sig drømmefjern

Dit greb om min nakke
har jeg og sukket som frydefuldt
vrister sig løs af min strube

Roen på hjemrejsen har jeg
og tilliden til at signalerne
langs banelegemet fungerer

Nætternes tavse ensomhed
har jeg og dagningens mismod
når drømmene svigter

Gråvejr og klart vejr
og bygevejr har jeg
og storme der sprænger træerne fri

Alligevel længes jeg
efter det dunede løvspring
skovmærkernes duft

Alligevel længes jeg
efter den blomstrende hæg
og majrosers læber i hegnet

- efter dit favntag i uvejr
august måneds tordenregn
melankolien silende ned over ruden

Livet i dette nu har jeg
og hvert sekunds tillid og tvivl
skælvende aks under brisens adspredte kærtegn

Alt dette har jeg
alligevel længes jeg
efter den lænke af tegn som ikke kan brydes
efter én eneste lysende sætning
efter det enkleste ord

Syv svaner

Jeg talte syv svaner
på himlen
min Elskede
den dag vi gik over marken
fra søen

Husker du vandet
der vuggede mørkt mellem sivene
husker du sangen i luften
- og lyset
over de flammende skove
som dryssede guld langs med stien

Jeg talte syv svaner
på himlen

Som, når om foråret...

Som, når om foråret, spirerne blødt bryder frem
og afstedkommer jordskred i mulden,
som, når om foråret, fuglene første gang synger,
som de kun synger, når isen i grøfterne smelter,
og krattet står spættet af vårgrønne skud,
som, når om foråret, hver morgen åbner til verdener i ultramarinblåt,
og lydene løber med småbitte fødder på tæpper af fløjl,
sådan mærker jeg glæden blødt bryde sig vej,
glæden - så hensynsløst mild, himmelhøj - over dig.

November

Neapelgul - okker strækker sig
under novemberbleg himmel
skoven står brun
stedvis afbrudt af granernes dybgrønne tårne

I krattet bag ruden
plukker sort fugl med gult næb
de rødeste bær
af de spinkleste kviste

Solfragment brænder i husets kamin
venter dig
med en glæde så varsom
du næppe forstår det
det gløder

Nu sner det
tøvende
indledningsvis

Skumfødt

Det er din sårbarhed
jeg vil nå ind til
det punkt hvor vandene samles
og flyder
over i dine øjne
det er din regn jeg vil mærke
som dråber mod huden
det er dit hav
jeg vil vaske mig i
for at genopstå renset
og klar af de skummende bølger

Måneskin

Da du sad på hug foran ovnen
i aftes steg månen op
over din bukselinning

Samlet og adspredt
ligger jeg her
med katten snorkende blødt
som et spædbarn ved mine fødder
mens du lyser varmt
som sol i en kats gule øjne
langt inde bag mine grønne
lukkede spejdende drømmende

Lille banal Eufori

Vi spiste sammen af solen i går
vi drak af sommerens solmodne skød
holdt varmen fast i begærlige hænder
lod frugtkød sprænges mod vore tænder
oktoberguld brændte sig ind i det blå
til verden blev vårgrøn og frisk som en dåb
og æbletræet symbol på et håb

Tekstlæsning

Det ’du’ i digtet er ikke kun dig
er ikke helt dig
det ’jeg’ i digtet er ikke kun mig
er ikke helt mig
men en delmængde
en mulighed
et fragment
som trækker glødetråde tilbage i tid
- måske frem
når jeg skriver ’solen’ skriver jeg om alle sole
om lys som engang kom ind i verden
hærskarer af skygger
tilbage til Adam taler med
når jeg taler om ’en mand’
æblet er ikke kun det æble vi stjal
i en have og spiste i går
men årtusinders sødmefyldte
fristende frugter
sådan læser du digtet
for at læse det vel
jeg er ikke kun mig
jeg er Eva
sådan læser du mig
for at læse mig vel
alt er så meget mere end det lader til at være
når du åbner dine grænser
til den store sammenhæng
når du lader verden være
hvad den er
og læser teksten

De tomme pladser

Tak for dit smukke brev.
De tomme pladser i teksten
råber mod Himlen.
I din tavshed kender jeg atter
hænder der åbner og slipper.
De manglende svar
la'r mig vide
at jeg er en fremmed her
og blot på rejse gennem dit landskab.
Jeg ville dykke i dit hav
jeg ville bære dine tankers tag
på mine arme.
Men du gav mig bare lyset
og det store tomme rum
- en frihed uden grænser
og derfor betydningsløs.

Hvis ikke du holder mig fast
er jeg nødt til at gå.

Eyes Wide Shut

Hun ser ind i solen
blændes af gløden
i lyset over det sene landskab
først i dét nu
hvor hun drejer sit ansigt
bemærker hun skyggen
bag ryggen
en kile af frysende mørke
midt i det flammende rum

Dråber

Driver gennem døgnet driver gennem dagene regn drypper vandet siler gennem huden vandet gennemvæder sjælen dråber samler sig til floder samler sig til svale søer sjælen drypper denne susen i min stemme længselsbruset snart forstummet denne susen gennem løvet regnvejrsstøvet over græsset sjælen drypper diamantlys det er sent det er september alt er sagt for længe siden og jeg driver gennem døgnet sjælen drypper gennem dagene så let som støv der hvirvles op fra stierne de solskinstørre timer tung som tøj glemt på en tørresnor i byger af september sjælen drypper regn den sene tunge sommerregn der driver gennem døgnet driver dagene afsted mod efterår mod mørke skyers tunge tætte tavshed sjælen drypper alting driver døgnet drypper gennem dagene en natlig regn en natlig regn skal bære mig afsted igennem denne tales tavse ord der spildes på papiret flyder ud i blæk og bølge

Lara

Jeg opfandt ikke Lara og mener således ikke, at jeg kan holdes ansvarlig for hendes gerninger. Hvad hun måtte vælge at foretage sig eller ikke at foretage sig, er ikke min sag.
En dag var hun der bare. Jeg stod ved mit vindue og så hende komme ud fra villaen overfor. Det er en stille vej, så man bemærker, hvem der kommer og går.
Jeg iagttog hende, da hun gik ned ad fortrappen og ud på det snedækkede fortov: Mørkt hår, mørke solbriller, mørk pels og sorte støvler. Hun gik målbevidst, uden hastværk. Solen gnistrede i pelshårene som i snepudderet på gaden. Over hendes hår lå en mat stråleglans. Jeg bemærkede hende, som man bemærker en smuk kvinde. Hun var et enkelt billede af skønhed, som passerede gaden.
Et par uger efter så jeg hende i metroen. Det var en af disse gråvåde vinterdage, hvor en sød og kvalmende lugt emmer fra menneskers kroppe, når de står for tæt sammen. Hun gled forbi mig i menneskemylderet, og jeg bemærkede en sødmefuld blomsterduft og et strejf af moskus, som jeg tilskrev pelsen. Dens silkebløde hår kærtegnede et øjeblik min hånd. Hendes ansigtstræk var fintmejslede og klassiske. Der var en aura af urørlighed omkring hende. Jeg vendte mig efter hende. Hun placerede sig stående lidt længere nede i kupéen, og da hun flyttede vægten fra det ene ben til det andet gled pelsfrakkens nederste folder til side og tillod mig et glimt af et fintformet knæ over støvlekanten. Hendes duft hang i mine næsebor, skønt svagere nu. Jeg dvælede ved tanken om dette nøgne knæ og syntes, jeg kunne ane en mere omfattende nøgenhed under pelsen, da hun atter skiftede stilling. Det kan naturligvis have været ren fantasi.
Hvorom alting er: Fra det øjeblik begyndte jeg at fantasere om dette skønne legeme gemt bag pelsværkets folder: Lægge og lårs lange glatte flader, mavens runding, brysternes tyngde, ryggens kurve og kravebenets spinkelhed. Jeg blev lidt ør, som jeg stod der og svajede i metroen. Snart var hun forsvundet bag ligegyldige ansigter og mørke vinterfrakker.

Dagen efter lå der et luftpostbrev i min postkasse adresseret til Lara Spacek. Posten havde afleveret brevet på den forkerte adresse. Sådan lærte jeg hendes navn at kende. Skriften på kuverten var omhyggelig, næsten kunstfærdig, men afsenderen havde kun underskrevet sig med efternavnet Fremont. Jeg var fristet til at åbne brevet og læse det. Men jeg lod være. Jeg overvejede at overbringe det personligt, men endte med at lægge det i hendes postkasse.
Om aftenen tog jeg, med korte intervaller, opstilling ved mit vindue, i håb om at se Lara på gaden eller i vinduet overfor. Mine tanker var opfyldt af drømmen om, hvordan hun trådte ind i min stue, satte sig i min sofa med nakken lagt tilbage og de fugtige læber adskilt i et let smil. Hendes tunge mørke hår ville falde ud over sofaryggen med en lyd, som når et silkeklæde rammer gulvet, og hendes pels ville glide til side og åbenbare hendes nøgenhed for mig.
Så kom hun hen ad gaden i lygternes lys. Hun gjorde ophold og åbnede sin postkasse. Hun fandt brevet og trykkede det et øjeblik mod brystet, før hun låste sig ind i huset. Jeg kunne ane, bag den mørke rude derovre, at hun trak rullegardinet ned, før hun tændte lyset. Der gik nogle minutter – så så jeg hendes silhuet på gardinet, oplyst af det bagvedliggende lampeskær. Hun var nøgen nu. Hendes bryster stod skarpt aftegnede og mavens runding, som jeg havde forestillet mig den, men nu i negativ. Hun førte en hånd op til håret, lod den glide ned langs kroppen i en bevægelse, der mindede om et kærtegn. Jeg holdt vejret, lyttede til stilheden i mine stuer og til blodets susen i mine ører. Så passerede Lara vinduet og gled ud af mit synsfelt. Jeg så hende ikke mere den aften, og de følgende uger var der mørkt i lejligheden.

I det tidlige forår rejste jeg til Paris, hvor jeg skulle forelæse om fænomenologi, eller nærmere bestemt om det værende og det-for-hånden-værende, som Heidegger kalder det. Langs med Champs Elysée stod kastanjetræerne med bristefærdige skinnende knopper. En regnbyge var netop faldet, og nu, hvor solen brød frem mellem skyerne og fik alt til at glimte og lyse, løftede en regnbue sig over Triumfbuen. Jeg standsede og betragtede den. Så mærkede jeg en velkendt duft af søde blomster og moskus. Jeg vendte mig efter duften og så Lara arm i arm med en blond kvinde. Jeg skulle til at tage et skridt frem mod dem, give mig tilkende og bruge dette pudsige tilfælde som et påskud for kontakt. I det samme standsede de to kvinder, og i en selvforglemmende bevægelse favnede de hinanden. Som i en natlig drøm så jeg, hvordan Laras fugtige læber skiltes og gav plads til venindens tunge, der legende strøg over Laras hvide tænder og mødte hendes tungespids.
Nogen ville måske have føjet dette billede som et ekstra krydderi til deres fantasier, men for mig var det som at blive fanget nøgen i en iskold byge. En sky gled symboltung for solen.

Jeg opfandt ikke Lara. Hvad hun måtte vælge at foretage sig eller ikke at foretage sig, er ikke min sag. Om aftenen trækker jeg gardinerne for, før mørket kommer.

Insignifikant

Træt ind til marven af hedehvid himmel af træers massivtgrønne ro træt af stilstand og dæmpede stemmer og latter fra plænerne bagved de støvede ruder træt indtil døden af drømmes gentagelse vrangtyranni diskrepansen imellem erfaring og håb føj for satan blindt stirrende huse står hvor de stod dagen før intet nyt under solen og dynen af danmarksfad sommerbleg hverdag det gen-tagnes grimhed spejler kun tomhed træt træt ind til marven af ingenting ingen at tale om intet med tomrum bag tomrum rejser sig under en hedehvid himmel mens urene tikker i cirkler i cirkler begejstringen gemt under gråtoner gadens trafikstøj en susen der blot varer ved indtil natten igen falder på med sin tavshed kun for at holde dig vågen i tinitussusen spændt op som en fjeder af modstand hvidglødende ind i din hjernebarks mudrede væv spændt ud på det svedige lagen - insignifikant

Fald ind i Intet

Falder i mørke falder igennem et bristende dække af jord ud i Intet et svimlende hvirvlende Intet en afgrund nej ikke en afgrund et verdensrum falder i mørke og lysende spredte partikler falder ind i et endeløst sort univers og brister i mørket bevidst om jeg brister og kastes tilbage til livsrum knapt levende samler mig samler de spredte partikler og fanger de flygtige stjerner samler min angst til jeg bliver i stand til at smyge den af mig min ligskjorte bristende bristende fald ind i Intet

Drømmene

Jeg leder efter dig i dunkle drømme
oftest i byen eller ved havet
møder op på forladte perroner
hvorfra toget netop er kørt
eller banelinjen nedlagt for længst

Jeg vågner i mareridt
hvori du ikke vil vise dit sande ansigt
som jeg har skimtet engang
måske elsket mens dagen endnu var til
og lyset

Vågner på ny for at finde
at drømmene også er mine i dagslys
at din skygge står tegnet på væggen
som en dør til en ukendt verden
af gru eller skønhed

Jeg vinker til dig fra tomme kupeer
løfter mine hænder til afsked
mens bølgerne bærer mig længere ud
badet i lys fra dit ansigts sol
undrende undrende fanget i frihed

Frugtelskeren

”Jeg gik i panik,” sagde arrestanten. Hans ansigt var blegt.
”Forstår I det? Jeg gik simpelthen i panik. Jeg havde hørt, at den slags kunne ske for en mand, men jeg anede ikke, at det kunne ske for kvinder.”
Kommissæren lænede sig tilbage på stolen, sukkede træt og gned sin næse mellem tre fingre.
”Godt,” sagde han, ”altså: Du løste billet til Amsterdam på Københavns Hovedbanegård, du fandt dit tog og din sovevogn, anbragte din bagage, og hvad skete der så?”
Arrestanten havde svedperler på panden. Hans hånd rystede let, da han løftede vandglasset.
”Jeg åbnede vinduet. Det var en af de gamle vogne, hvor vinduerne kan trækkes næsten helt ned. Jeg forstår ikke, man stadig bruger dem. Meget ukomfortable. Det var køligt, og det larmede på perronen, så jeg lukkede vinduet igen og satte mig ned. Jeg sad og spiste vindruer, da hun kom ind.”
”Hvem kom ind?” Spurgte kommissæren og så op mod en revne i loftet.
”Damen i pelsen. Ingrid Marie. Hun stod pludselig i døren, iført den der fantastiske pels, og med tykt blondt opsat hår. Hun lignede en million, selvom hun selvfølgelig ikke var helt grøn længere. Hvordan skal jeg forklare det? Hun havde samme udstråling som en velhavende mands gamle Cadillac. Kvalitet, tænkte jeg. Hun sagde: Undskyld, men er der nogen her, som vil hjælpe mig med at finde min plads?”
Arrestanten tav.
”Hvad skete der så?”
”Ingenting. Jeg tænkte først, at hun var forkælet. At hun kunne lide at koste rundt med folk. Det overraskede mig, men det sendte også en sær behagelig gysen gennem mig.”
Assistenten, som stod ved døren, hostede og børstede et imaginært fnug af sit jakkeærme.
”Jeg har altid været tiltrukket af modne kvinder, der ved hvad de vil,” sagde arrestanten, ”jeg har bare aldrig før haft lejlighed til at komme så tæt på én. Nå, men så gik det op for mig, at hun var blind. Man kan se det på deres bevægelser. Der er noget tøvende og næsten famlende over dem. Så jeg sprang op og kiggede på hendes pladsreservation. Jeg tog hende under armen og hjalp hende på plads.”
”En sand gentleman!” mumlede assistenten.
”Toget satte i gang. Konduktøren dukkede hurtigt op for at billettere. Han ønskede os tillykke med, at vi havde hele kupéen for os selv. Vi præsenterede os for hinanden – Ingrid Marie og jeg. Talte om vejret.”
”Hvad skete der så?” sagde kommissæren.
”Jeg læste i min avis. Mørket faldt på. Ind imellem iagttog jeg hende. Hun mindede mig om en moden frugt. Jeg kom til at tænke på ferskner. I ved: bløde fuldmodne ferskner, lige før de bliver uspiselige. Da hun åbnede sin pels, bølgede duften af modenhed, af pudder og saftige frugter gennem luften. Hendes knæ strejfede mit, da jeg skiftede stilling. Jeg tilbød hende en klase af vindruerne og lagde den mellem hendes hænder. Hendes håndflader var bløde og varme. Så bad hun mig, om hun måtte mærke mit ansigt. Jeg lod hende gøre det. Pelsærmet kildrede min hage. Jeg kunne ikke modstå det: Da hendes fingerspidser ramte mine læber, slikkede jeg hende i håndfladen. Den smagte salt.”
”Og hvordan reagerede hun på det?” spurgte kommissæren og så ned på bordpladen.
”Hun lænede sig frem mod mig. Jeg kyssede hende. Først blidt, men så noget voldsommere. Vi gled ned på gulvet mellem sæderne. Jeg trak pelsen af hende og skubbede den tilrette under os.”
”En hvid pels på et kupégulv,” udbrød assistenten forarget, ”det er jo vandalisme!”
Kommissæren skulede til ham.
”Jeg knappede hendes bluse op. Perlemorsknapper, det var perlemorsknapper. Jeg skubbede hendes bh-skåle ned. Jeg har aldrig vidst, at modne kvinders bryster er så forskellige fra yngre kvinders. Udtrykket meloner har fået en helt ny betydning for mig efter det.”
Assistenten betragtede væggen bag arrestanten. Kommissæren skrabede med fødderne mod gulvet.
”Jeg smagte på dem. Jeg skubbede hendes nederdel op og trusserne ned. Hendes lår var bløde og glatte som skindet på nektariner. Hun duftede af vinteræbler.”
Kommissæren rømmede sig og så plaget ud. Assistenten havde røde pletter på kinderne.
”Hun var, om jeg så må sige, plukkemoden.” sagde arrestanten.
”Da hun blev fundet mindede hun mere om nedfaldsfrugt.” sagde assistenten i en stødt tone. Han havde været med ude at hente hende.
”Jeg rører ikke nedfaldsfrugt!” sagde arrestanten. ”Det kan være fyldt med alskens kravl. Det kan være på vej til forrådnelse.”
”Præcis!” sagde assistenten med et grumt udtryk i ansigtet.
”Så spurgte jeg, om hun ville smage min banan!” sagde arrestanten.
”Banan?” Kommissæren lænede sig brat frem over bordet.
”Ja, I ved… min banan. Det ville hun gerne. Og et øjeblik efter kom hun så op at sidde ovenpå mig. Hun kunne lide den. Det var ligesom når man klemmer en appelsin, og saften løber ned ad ens håndled. Hun råbte noget, men så…”
Arrestanten gik i stå.
”Hvad så?” spurgte kommissæren.
”Hun faldt sammen. Først troede jeg, hun kom, men så gik det op for mig, at hun var gået bort. Hun trak ikke vejret. Og så gik jeg i panik. Jeg klædte hende på. Så trak jeg vinduet ned. Det lykkedes mig at løfte hende op og bugsere hende ud af det. Vinden ruskede i hele kupéen. Hendes rejsetaske smed jeg også ud. Så lukkede jeg vinduet og lagde mig ned. Jeg sov forbløffende godt, men det var vel ovenpå al den virak.”
”Så Ingrid Marie Appel var allerede død af naturlige årsager, da du ekspederede hende ud gennem vinduet?” spurgte kommissæren.
”Ja, det ved gud hun var!” svarede arrestanten.
”Godt,” sagde kommissæren og rejste sig, ”vi kommer ikke videre lige nu. Men foreløbig beholder vi dig her. Vi sørger for, at du får noget mad bragt op.”
Assistenten åbnede døren for kommissæren.
”Jeg spiser ikke kød,” sagde arrestanten, ”jeg kunne vel ikke bede om noget frugt?”

Fantastisch!

Du siger ’fantastisch’ og ’heeeeeej’ med en blød baryton
og jeg smelter solskinsdryp over de før frosne søer
jeg falder ned i mig selv og forvandles
til den som jeg skulle ha’ været
fra starten
nu føles det rigtigt
levende – sådan -
jeg havde helt glemt det

Ballonflugt mod blåt himmelrum imens
kirsebærtræernes candyfloss-skyer er tæt på
at lette som lærkernes kvidren
stigende faldende stigende faldende
sukker vi sætningers pulsslag
det er
som det skulle ha’ været
fra starten
det er

Pan Amoroso

Din mund er en blomst honningdråber dit køn er et dyr varmt levende under min hånd selv er du en skov underdejlig og duftende dråber af sommerregn blød som et kærtegn din hånd er et dyr underdejlig i skoven dit køn er en blomst honningdråber selv falder du sommerregn blødt i min mund og blomsterne åbner sig dyrene danser i honningregn levende falder vi hånd i hånd mund mod mund dyr ved dyr ind i en underskov duftende dejlighed ind i et blomsterflors blødhed dyr ved dyr mund mod mund hånd i hånd falder vi levende honningregn danser i dyrene åbner sig blomsterne blødt i min mund falder sommerregn selv honningdråber en blomst er dit køn i en skov underdejlig et dyr er din hånd et kærtegn blødt som dråber af sommerregn duftende og underskov er du selv varmt levende dyr under min hånd er dit køn honningdråber din mund er en blomst er din mund er en blomst er din mund er min mund er din mund er min honning varm levende duftende du

Venedigs engle

Imens jeg vandrer med trin
der er lette og svimle
som lyset
der spiller på bølger
og genskær af bølger
på mure i brudte pasteller
der flyder i spejlinger
over og under en sart akvarel
- en skitse der stirrer op på mig
fra mørket i skyggen af broen
forstår jeg
idet en fane af duer med smældende vinger
svinger sig op imod endeløs himmel:

Der er ingen engle i byen Venedig
kun lyset og lyden og vandet
- og hvem ville bede om andet?

Tidevand

Du kunne være blevet på den smalle bred ved havet
og ha’ lagt dig til at drømme
øjeblikket som det var
til tidevandet drog dig ud i indigo
til tiden tog dig til sig
og lod mørket lukke sig i bølgeslag
blidt sukkende og salt som havet selv
så dybt som himlen ikke siden set i dine øjne
og du kunne være druknet lykkelig
den time spejl og ansigt gik i ét

It's magic

Han spiller skak
som en Kasparov
suverænt
i tre træk har han sat hende skakmat
måske det blot skyldes at
hun sidder blændet af solen
og af samme grund hidtil har troet
de spillede Hjerterfri
Det er sådanne taskenspillerkunster
hans Skygge benytter sig af
selv er han for ærlig
til at snyde i spil
så godt kender hun ham dog
efterhånden:
Pan alias Illusionisten

Familieråd

I min familie har vi råd for den slags
- en opskrift nedarvet gennem generationer
min oldefar fandt sit for enden af rebet
man fandt ham i laden
- "Han mistede jordforbindelsen"
siger vi og smiler polisk
En fjern kusine
blev fundet i knælende stilling
med en strikke om halsen
hun led af patologisk angst for højder
I min familie er det nærmest rutine
én skød hovedet af sig
- det kunne ha' været mer' smagfuldt
det er der enighed om
Og blandt mine nærmeste
kan opregnes flere forsøg
med piller og skarpe remedier
Selv hører jeg nok til
de dybt seriøse som ikke
råber "ulv" før den er der
Dog skader det ikke
at være beredt:
Ha' altid barberblad
reb og piller ved hånden
for ingen kender timen
og da er det godt
at ha' råd for den slags

Taktslag

Far banker kedlen ned i komfuret
far banker bulerne ud
i sit værksted i kælderen
jeg går til hånde
rækker ham hammer
og tænger
han bander

Far slår det fast
med syvtommersøm
han banker forstand ind
i hovedet på søster
så banker han puds løs
fra under tapetet
og spartler og maler
til alt er som før

Far banker sengen
op imod væggen
mor ligger under ham
det kan jeg høre
far banker rytmisk
og rytmen går ind
i et hul i min drøm
og lejres i mørket
hvorfra den kan hentes

Far banker plejerne
far banker stokken i gulvet
far banker hårdt
ind i tab af erindring
- Senere banker vi
knoer mod bunden af urnen
tømmer dens støv over havet
mens kutterens motor
dunker som levende pulsslag
og taktfulde hjerter

Det usynlige barn

Der er kun det snavsede vindue
og bagved det
sollys
en sommerfugl fanges
i spindelvæv
flossede vinger flagrer
mod glasset en trommende
dance macabre
akkompagnerer mandens
fingerspil mod mit barnlige køn
her lugter af koks
støvfnug daler som glimmer
over det sprukne cementgulv

En lynsnar bevægelse fyldig dump
idet en fedladen edderkop
lader sig falde frem mod sit bytte
der er kun stilhed
og mandens åndedræt i den
kun brændende kinder
og koldsved i håndflader
der er intet jeg
der er kun en krop
der er blottet i solskin
og lugten af koks
bitter kvælende

Mor ser os ikke
hun ser ikke mig
kun han kan se mig
en sommerfugl
hænger slapt
i en edderkops væv
selv er jeg usynlig nu

jeg er usynlig - selv nu

Dræbersnegl

Du går i cirkler
du drejer indad
i sneglens spiral glider
ud gennem afløbet
ind i dit eget
øres tavshed
du forsvinder fra verden sådan
kan du undgå at forholde dig
til livet sådan
kan du lade som om
du ikke eksisterer
imens du udsletter andre

Aften på torvet

”Og du tror, det er løgn,” siger Jim begejstret, ”men hun hedder Mona Rosa. Et tungt bastant navn til en tung, bastant kvinde.” Han ler. ”Det er hende absolut magtpåliggende, at man låser døren efter sig, hvis man kommer sent hjem. Du skulle have set det blik, hun sendte mig, da jeg gik. Hun pegede på døren, drejede håndledet og sendte mig et rigtig hvast blik, som om jeg var en skoledreng, der var på vej ud for at lave ballade.”
Lilja smiler. Hun kan se den italienske Mama for sig: Stram knude i nakken, krum næseryg, sorte øjne og en storblomstret kittel, som er færdig at sprænges af de svulmende former.
”Og hendes strømper er mørkebrune og hænger i ål, ikke sandt?”
”Nej, der må jeg skuffe dig,” siger Jim og ser påtaget højtidelig ud, ”det kunne man tro, men Mona Rosa bærer blanke strømper med en snorlige søm bagpå de svungne lægge. Blot en skam, at de ender i et par udtrådte grå filttøfler.”
Deres latter bobler over, som den Spumante, Jim har skænket i deres glas, og en lille flok mænd, som sidder et stykke borte og tilsyneladende diskuterer noget, der står i avisen, kigger op og smiler. Luften er meget varm i aften. Lilja løfter glasset og holder det mod tindingen for at lette den trykkende fornemmelse.
”Har du hovedpine?” spørger Jim og kigger undersøgende på hende.
”Åh, det er ikke noget. Det trykker bare lidt. Her er frygteligt varmt.”
”Lad os bytte plads,” siger Jim, ”jeg sidder i skygge.”
”Nej, nej, det gør ikke noget.”
”Jeg insisterer,” siger Jim og rejser sig, ”kom nu.”
De bytter plads, og det letter i hvert fald at undgå sollysets skarphed i øjnene. Nu er det Jim, der sidder og kniber øjnene sammen. Det gør hans smilerynker skarpere og længere.

De sidder lidt i tavshed og lytter til mursejlernes pippen. Fuglene flyver lavt, de forsvinder af og til ind gennem nogle små huller øverst under taget på den høje bygning, hvor fortovscafeen har til huse. Familierne er kommet ud på gaderne nu. Her holder man åbenbart en gammel tradition i hævd, som Lilja ikke har bemærket i Firenze: Både forældre og børn går aftentur i deres fineste klæder. De små piger er iført lyserøde, hvide eller gule kniplingskjoler, drengene har mørke bukser og vandkæmmet hår, og de voksne ser ud som om de er på vej til fest.
”Tror du, de har unger?” Jim nikker op mod svalerne.
”Det kunne se ud til det,” siger Lilja, ”men jeg har ikke begreb skabt om, hvornår de yngler.”
”Heller ikke jeg.” Siger Jim.
”Har du altid dit kamera med rundt?” Jims spejlreflekskamera ligger på bordet mellem dem. Jim smiler og klapper kameraet.
”Når jeg rejser, ja. Og du har garanteret pen og papir i tasken?”
Lilja ler: ”Du har fuldstændig ret. Også i aften, men jeg regner ikke med at få skrevet noget nu. Jeg mener – det er en ensom beskæftigelse. Jeg kan sjældent skrive, når jeg er i selskab med nogen.”
”Lad dig ikke genere af mig,” siger Jim, ”jeg skal sidde helt stille og ikke sige en lyd, når inspirationen kommer over dig.”
”Ha,” siger Lilja, ”det er to procent inspiration og otteoghalvfems procent hårdt arbejde. Kræver du inspiration for at kunne fotografere?”
”Det sker, at den indfinder sig af sig selv. Men næh, egentlig ikke. Det er vel ikke inspiration, det handler om. Det er noget med, at jeg ser et muligt motiv – det dukker pludselig frem – og så skyder jeg en masse billeder fra forskellige vinkler. Sådan samler jeg materialet – og når jeg så kommer hjem i mørkekammeret, så begynder sorteringsarbejdet. Der bliver kasseret mere, end der bliver brugt.”
”Det samme her.”

”Må jeg tage et billede af dig?” Jim rejser sig, og løfter kameraet.
”Hvorfor i alverden vil du det?” Lilja bemærker en lille skarphed i sin egen stemme og bliver sig pinligt bevidst, at hun i det samme purrer op i håret. ”Et rejseminde, eller er det til officielt brug? ”Lilja Schwartz på druk i Toscana.” ”
”Lilja Schwartz!” Udbryder Jim og sænker kameraet. ”Jamen, så ved jeg da godt, hvem du er. Jeg læste din rejsebog fra New York, inden jeg tog til USA.”
Lilja trækker på skuldrene. ”Jeg hadede New York. Det er du vel ikke i tvivl om efter at have læst bogen. Men min forlægger syntes godt om den. Han mente, det var forfriskende at høre en modgående mening. Rejsebøger er jo næsten altid positive. Overordnet set i hvert fald.”
”Lilja Schwartz. Mig en ære!” siger Jim og bukker med påtaget respekt. ”Jeg vil meget gerne have lov at tage dit billede – til rent privat brug. Det lover jeg.”
”Nå, ja.” Lilja smiler og sætter sig til rette i stolen. ”Men udelad drikkevarerne, okay?”
”Stoler du ikke på mig?” Jim går ned i knæ, ser gennem kameraet. Han virker pludselig fjern og professionel. Blødheden er gået af ham, mens han indstiller kameraet og finder den bedste vinkel. Han tager tre- fire billeder hurtigt efter hinanden.
”Du er meget fotogen.” siger han, idet han sætter sig igen. ”Jeg har vist også set et par billeder af dig i tidens løb, men der virkede du mørkere.”
”Solen lysner mit hår.” siger hun.
”Men jeg syntes nok, du virkede bekendt. Og så kendte jeg dig altså.”
”Det er nok så meget sagt. Tror du ikke?” Lilja bliver pludselig lidt træt af denne interesse for hendes kendte ansigt. Hendes stemmes skarphed er udtalt nu. Det banker i hendes ene tinding.
”Jo, det er det vel nok.”
Jim sidder tavs lidt. Han trækker en krøllet pakke Camel op af skjortelommen og byder hende en, som han tænder med en tung sølvfarvet lighter. Lilja bemærker, at han bærer en sølvkæde om sit højre håndled. De ryger lidt uden at tale sammen. I det fjerne begynder en tuba at spille.

”Hør,” siger Jim, ”jeg beklager, hvis jeg fornærmede dig. Jeg prøvede ikke at antyde nogen særlig forbindelse mellem os. Jeg mente bare, at jeg kender dig, som man nu kender de kendte. Altså, jeg har bemærket dig i medierne nogle gange. Jeg har ikke læst andre af dine bøger.”
”Det er i orden.” Lilja smiler til ham. ”Det kan bare være lidt trættende altid at blive genkendt – og at andre mennesker altid tror, det er noget særligt at være kendt. I øvrigt er jeg vist ikke så kendt endda. Kun hos et snævert litterært publikum. Så jeg har altid denne fornemmelse af ”stor ståhej for ingenting.” ”
”Shakespeare, ikke?”
”Jo, Shakespeare.”
”I virkeligheden ved jeg ikke rigtig noget om dig.”
”Hvad vil du vide?”
”Hvorfor er du blevet forfatter?”
”Rejseskribent.” Retter Lilja ham.
”Okay, så rejseskribent. Er det ikke også forfatterskab?”
”Det er en særlig form for skribentvirksomhed." svarer Lydia tøvende og leder efter ordene. ”Det er jo mere en form for dokumentarisme. Subjektiv dokumentarisme i mit tilfælde. Jeg forsøgte mig med noveller i starten, men det forekom mig svært at følge op på den succes, som min debutsamling afstedkom. Måske kan jeg bedre skrive, når jeg har en virkelighed at læne mig op ad. Så skrev jeg et par rejseartikler til et dagblad, og de blev så godt modtaget, at jeg besluttede at gå videre ad den vej.”
”Hvorfor går det så ikke?”
”Hvad mener du?”
”Du sagde tidligere, at det ikke gik så godt med skriveriet for tiden.”
”Åh, sagde jeg det?” Lilja tømmer sit glas. ”Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg mangler en ny indfaldsvinkel, tror jeg. Der er så mange, der har skrevet om Italien. Og selv holder jeg for meget af både landet og indbyggerne. Jeg skriver altså lovsange for øjeblikket, og det er gjort før. Jeg ville gerne igen skrive subjektivt – altså om mine personlige oplevelser på rejsen, men..”
”Men?”
”Det jeg har lyst til at skrive, kan jeg ikke skrive om.”
”Hvorfor ikke?”
”Af mange grunde. Det er som om jeg skal være villig til at satse alt, hvis jeg vil skrive, som jeg føler, jeg burde.”
”Satse hvad?”
”Nu går du lovlig tæt på.” siger Lilja og smiler afvæbnende til Jim. Han læner sig lidt frem og ser alvorligt på hende:
”Hvad med din familie – har du familie? Du har ingen ring på.”
Lilja udstøder en svag latter.
”Jeg er vokset ud af den.” svarer hun – og tilføjer: ”Jo, jeg er gift. Det er tyve år siden nu. Godt og vel.”
”Hvordan har han det med dine rejser?” Spørger Jim og flytter sig i stolen, så han kan lægge det ene ben over det andet uden at ramme bordet. Han rammer det alligevel, og den lyse boblende vin vugger i de høje glas.
”Hvordan skulle han have det? Det har vi aldrig diskuteret. Okay, tror jeg. Det indgår jo i mit arbejde. Desuden rejser han også af og til for sig selv. Vi rejser sjældent sammen.”
”Jeg har også været gift.” siger Jim, og ser tænksomt ud over torvet. Han fæstner blikket på en due, som med små rykvise bevægelser afsøger fliserne for noget spiseligt. ”Annie havde det svært med at jeg rejste så meget.”
”Jeg troede, du havde fast arbejde på en avis førhen.”
”Derfor var der stadig en del rejseaktivitet. I øvrigt mødte jeg Annie kort tid før, jeg sagde op på avisen, og da havde jeg allerede planlagt en rejse til Kathmandu – det tidligere hippieparadis. Har du været der?”
”Nej, aldrig.”
Jim smiler og vender sig mod hende. ”Jeg mødte nogle ret interessante mennesker. Der var en gammel højt agtet Llama, som hver dag sad på en sten og skuede ud over byen. Han var en meget venlig mand, viste det sig. Nå, jeg kom altså i snak med ham en dag – det viste sig til min overraskelse, at han talte glimrende engelsk. Han havde en universitetsuddannelse, men nu sad han altså svøbt i et klæde og tilbragte timer med at se ud over bjergene. Jeg spurgte ham, om han aldrig blev træt af det, og fik lyst til at vende tilbage til bylivet. Ved du, hvad han svarede?”
Lilja ryster på hovedet.
”Mountainlife – poor life, but happy life. Citylife – only fashion, only fashion!” Jim fordrejer sin stemme.
De ler begge to, men Lilja tænker, at den gamle Llama nok har ret. Det siger hun.
”Han virkede i hvert fald lykkelig,” Siger Jim, ”jeg selv vil nok gerne have lidt variation. Men hvem ved – måske vil en bjergtop på Verdens Tag virke tillokkende om nogle år.”
”Det lyder sandsynligt!” siger Lilja og tænker på Bertil, som næsten permanent er flyttet ind på sit kontor i den ene ende af lejligheden.
”Så hvad bestiller din mand?” Spørger Jim, som om han læste hendes tanker.
”Han er læge. Christen er læge.” Lilja nikker eftertænksomt for sig selv. ”Men det er ikke hans hovedinteresse. Han har en svaghed for historie. Der står flere historiebøger og biografier på hans reoler, end lægebøger.”
”Hmm,” siger Jim, ”en historisk læge.”
Lydia smiler med mundvigene trukket ned. ”Ja, sådan kan man vel godt se på det.”
”Har I børn?”
”En søn – Markus. Han er lige blevet atten, men bor hjemme endnu. Og Sophia på 22. Hvad med dig?”
”Nej, jeg har ingen børn. Annie blev gravid, men mistede barnet, da hun var i tredje måned. Hun mente, det skyldtes stress, fordi jeg ikke var der til at hjælpe hende igennem graviditeten – og fordi hun ikke stolede på mig.”
”Tror du også det?”
”Man har vel aldrig lyst til at påtage sig den form for skyld.” siger Jim ligefremt, og hans blik går igen på vandring over torvet. ”Men nej, det tror jeg ikke. Når man tænker på, hvad nogle gravide kvinder – ikke mindst i den tredje verden – gennemgår. Og de føder fortsat fuldbårne børn. Desuden aborterede Annies mor vist to gange, før det lykkedes hende at gå tiden ud med Annie.”
De sidder tavse et øjeblik. Skyggerne er blevet længere. Himlen blåner.

”Er du sulten?” Siger Jim.
”Ikke meget. Er du? Vi kunne gå hen og se, hvem det er, der spiller – og så kunne vi spise sammen på hotellet. Hvad siger du til det?” Tubaen har fået følgeskab af en større blæsersektion og en tromme lyder taktfast igennem det hele. Det lyder som et militærorkester.
”Okay.” siger Jim og tager kameraet over skulderen.
De går efter lyden. Liljas hovedpine har fortaget sig. De skal ikke gå langt, før de - rundt om et hjørne - er ved at blive løbet over ende af et marcherende orkester i blå uniformer og med gyldne distinktioner på skuldrene. Jim og Lilja kniber sig op ad husmuren som de andre tilskuere, mens orkestret defilerer forbi. Marchrytmen får Lilja til at slå takten med en hånd mod låret, og da orkestret er passeret, og de kan gå videre, afpasses hendes skridt automatisk efter trommens lyd.
”Mærkværdigt tidspunkt på dagen at marchere gennem byen på.” Siger Jim. ”Og så et sted som her – langt uden for lands lov og ret.”
”Jeg tror, det har noget at gøre med den kunstbiennale.” Siger Lilja.
”Alligevel: kunst og militærmusik. Er det ikke en aparte sammensætning?”
Lilja ler. ”Det er det vist. Men de har vel ikke haft andre muligheder. Måske er militærorkestret det eneste orkester i byen. Og italienerne lader nok ikke en chance for at feste gå fra sig.”

De har et stykke at gå til hotellet. Undervejs kommer de over en bro, som strækker sig over et næsten udtørret flodleje. Her standser de og kigger ned. Kun en smal bæk løber stille gennem den skorpede stenede flodbund. En kraftig brise løber pludselig gennem landskabet, blæser håret ned i øjnene på Lilja og får det afsvedne græs på den tørlagte flods bredder til at rasle. De ser begge op mod himlen og opdager, at en tæt bræmme af mørke skyer ruller frem over bjergkammen.
”Tak skal du ellers have,” siger Jim, ”der er vist optræk til uvejr. Det var da også på tide, at få renset luften.” Han lyder helt opstemt.
”Vi må hellere gå til.” Lilja er mindre begejstret. Hun hader tordenvejr. Især de sydlandske tordenvejr, som starter pludseligt og slår ned overalt omkring en med voldsomme lyn og strømme af vand.
Hun småløber hen ad den støvede vej. Jim ler bag hende og strækker ud for at følge med. Mørket sænker sig hastigt omkring dem.
”Er du bange?”
”Jeg hader tordenvejr!” svarer Lilja. Hun hader også, at andre ser hendes frygt. Hun ved godt, det er irrationelt. Men alene bragene hensætter hende i rædsel. Heldigvis siger Jim ikke, at han nok skal passe på hende. I stedet siger han: ”Man skal da også have respekt for den slags. Men jeg tror, vi når det, tror du ikke?”
Han har knap udtalt de sidste ord, før en buldren, som giver genlyd mellem bjergene, når dem. Få sekunder senere flænses himlen af et hvidt lyn.
Jim og Lilja løber videre. Hotellet ligger i udkanten af byen, og her ligger kun få spredte huse langs vejen. Lynene synes at slå ned overalt omkring dem. Ét rammer ned i asfalten nogle få hundrede meter borte og sender en skælven gennem jorden. Lilja jamrer og holder hænderne beskyttende over sit dukkede hoved.
”Kom!” Jim griber hende om skuldrene og trækker hende op ad en indkørsel og ind i en åben garageport. En hund giver sig til at glamme inde i huset, og en vred stemme kalder den til ro. Lilja skælver og fryser, mens sveden løber ned ad hendes hals. Hun ser op på Jim, hvis ansigt oplyses af lynene på gaden. Han ser tilbage på hende og lægger armene om hende. Han holder hende, som man holder et skræmt barn, og hun lægger sit ansigt mod hans skjortebryst. Luften er elektrisk omkring dem, den lugter skarpt af ozon. Jim lugter af læder og frisk græs.
”Pyha,” siger Jim over hendes hoved, ”det var lige op over.”
Lilja vover at kaste et blik ud på vejen. Lynene er aftaget, har bevæget sig videre. Men i det samme falder et par regndråber tungt ned på gruset udenfor garageporten. Jim slipper sit greb om Lilja, men holder hende fortsat under armen, idet han stikker hovedet ud og spejder hen ad gaden.
”Vi er ikke langt fra hotellet,” siger han, ” skal vi prøve at nå derhen, før det rigtig bryder løs med regn?”
Lilja nikker, og de styrter småleende og forpustede hen mod det oplyste hotel, mens regndråberne plasker ned over dem. De er totalt gennemblødte, da de kommer ind i receptionen. Receptionisten, en ung mand i ulastelig blå jakke med blanke knapper, smiler bredt og ryster på hovedet, da han rækker Lilja nøglen til værelset. Jim holder sig diskret i baggrunden.
Hun vender sig og ser på ham. Vandet tapløber fra hans lange hår, og hans skjorte og bukser er mørke af væde. Selv mærker hun, hvordan nederdelen klistrer til hendes ben.
”Du bliver nødt til at komme med op og blive tørret.” siger hun.

Floder

For første gang er min kærlighed rolig
er den en flod ved hvis bred jeg kan sidde
og stille betragte dens stadige løb
dens løb som jeg ikke kan standse
langt mindre end jeg kan standse dit
mod de vidder du higer efter

Og ville jeg standse det?
Elsker jeg ikke netop din vej
din søgen mod større verdener?
Og elsker jeg ikke flodens løb
utilpasset bekræftende livet
som den baner sig vej gennem gadens
opbrudte asfalt nedslidte sten
og henkastede affald
med retning mod mørke og undergang
men med længselen mod havet intakt?

En opdæmmet flod
hører op med at være en flod

Manden i cafeteriet

Lilja kører gennem vidtstrakte solsikkemarker. Så langt, øjet rækker, er der kun gult at se på begge sider af vejen. I varmedisen går de fjerne blå bjergtoppe næsten i ét med himlen. Regnen er udeblevet, og varmen har fortsat overtaget. Lilja har sat musik på og nynner med til en gammel favorit: ”And you may tell yourself, this is not my beautiful house, this is not my beautiful wife.” Hjemme hører hun mest klassisk, men når hun kører over lange afstande, holder hun af den rytmiske musik, som forplanter sig gennem hendes krop. Her og der dukker en gammel gård med forvitrede gråhvide sten op i landskabet, og der løfter en kirke – et kloster måske – sig på en mindre bakke. De rødlige sten flammer i bløde toner mod de gule solsikker.
Lilja er på vej mod Pontremoli. En lille uanselig by med blot et enkelt ordentligt hotel. Ikke desto mindre er byen rammen omkring en jævnligt tilbagevendende kunstbiennale. Hun har været her engang før og er spændt på at se, hvilken udvikling, der er sket.
Solsikkemarkerne ophører pludseligt, og Lilja må finde sig i at køre på større veje i mere uskønne omgivelser. Landet er fladt her, og tørre trøstesløse marker med spredte nybebyggelser er det eneste, der er at se. Snart begynder klipperne dog at rejse sig langs vejen, og kæmpemæssige gravemaskiner og kraner dukker op. Og så ligger marmorbruddene der, med de lysende hvide marmorblokke henkastet smidt - som af en gigantisk hånd. Lilja holder sig i den inderste vognbane og lader de utålmodige italienske bilister overhale, så hun kan få tid til at betragte sceneriet. Så meget marmor – og alligevel koster det en formue. Hvor mange år har man gravet her? Hvor mange bjerge har man gravet bort? Marmorbjerge.

Hun holder ind ved den næste rasteplads og tanker op. Så parkerer hun bilen og går ind for at finde et toilet og få noget at spise i cafeteriet. Der er temmelig mange mennesker, og det tager sin tid, før hun, bevæbnet med en trist sandwich og en kop hed kaffe, kan bane sig vej til et enkelt ledigt bord. Hun betragter folkene rundt om. En ung mor med sit barn i en bæresele på maven har sit besvær med at få spist sin mad, mens barnet hele tiden slår ud efter hendes gaffel med sin buttede hånd. En forretningsmand i velpressede mørke bukser og tilknappet hvid skjorte kører en finger rundt i halslinningen. Hans ansigt er oppustet og rødt. Han ligner ikke en italiener. Et midaldrende par kommer ind og stiller sig i kø ved disken. De er begge iført shorts og solhatte, og deres lår er brede og hvide. For meget svinekød, tænker Lilja. Et par høje smukke italienske kvinder kommer ud fra toilettet, ivrigt optaget af deres samtale. Deres kjoler svøber sig om dem, de høje hæle klaprer mod flisegulvet. Lilja misunder dem deres rene og klassiske træk, de hvælvede øjenlåg, de lange sorte vipper, det blanke opsatte hår. Hun følger dem med øjnene, da de går ud på parkeringspladsen og sætter sig ind i en rød Ferrari. Fuldblodsheste.
>>Excuse me,<< siger en stemme >>is this seat taken?<< En solbrændt mand med halvlangt, sandfarvet hår og et fuldskæg, der trænger til trimning, bøjer sig let hen over bordet.
>>No - please!<< Siger Lilja og ser nysgerrigt ind i de blå øjne, som er kranset af små smilerynker. Manden lader noget tungt fotoudstyr, som han har haft over skulderen, glide ned af armen og lande blødt på bordpladen. Han smiler undskyldende og sætter sig på hjørnet ved siden af hende, så han også har udsigt over lokalet. Lilja puster på sin kaffe og studerer manden under halvt sænkede låg, mens han kigger op på tavlerne med menuer, som hænger over disken. Hans skjorte er af kraftigt bomuld og kakifarvet. Der er mørke skjolder under hans arme. Bukserne er krøllede og armygrønne og holdes oppe af et bredt læderbælte.
Han vender sig med en rask bevægelse mod Lilja og nikker i retning af hendes halvspiste sandwich: >>Is it good?<<
Lilja trækker mundvigene nedad: >>Not in particular.<<
Manden brummer, rejser sig halvt og trækker nogle sedler op af skjortelommen. Så ser han spørgende på Lilja: >>Would you be kind enough to watch these things while I fetch something to eat?<<
>>Certainly!<< Svarer hun.
Hvor er han fra? Ingen udtalt britisk accent, men heller ikke amerikansk. Der er en ro og afslappethed over ham, som hun kan lide. Mens han venter ved disken, vender han sig og smiler til hende. Han stryger en hånd gennem det lange hår, som hænger ned i øjnene.
Lilja finder et lommespejl i tasken og tegner sine læber op med læbestiften. Hun har netop tændt en cigaret, da fyren kommer tilbage med sin bakke: Pommes frites, cola, en sandwich.
>>Thanks,<< siger han. Så skubber han bakken med pommes frites over mod hende: >>Have some!<<
Lilja tager en og dypper den i dressingen. Det er længe siden, hun har spist pommes frites. Den salte smag gør godt i varmen.
Manden tørrer sine hænder i bukserne og rækker den højre frem mod hende. >>Hello, I’m Jim!<< Siger han.
>>Lilja<< Siger Lilja.
Jim tager en bid af sin sandwich og tygger grundigt. Så siger han: >>You’re not Italien, right – so where do you come from?<<
>>Denmark.<< Svarer Lilja.
Jim kører hånden gennem håret og ler en dyb latter, så siger han: >>Aha, jeg kommer fra Norge!<<
Lilja ler med: >>Jeg tænkte nok, du hverken var englænder eller amerikaner.<<
>>Jeg har rejst i USA et års tid, << siger Jim >>min mor er amerikaner, derfor navnet, men jeg er vokset op i Norge.<<
>>Du taler næsten perfekt dansk!<< Bemærker Lilja.
>>Javist, jeg studerede i Danmark, da jeg var yngre.<< Jim tørrer sin mund og sit skæg i servietten.
>>Jeg antager, at du er fotograf.<< Siger Lilja og slår asken af cigaretten.
>>Jeg laver fotoreportager. Freelance. Før i tiden var jeg fast tilknyttet en avis i Norge, men det blev for kedeligt i længden. Jeg må have min frihed.<<
>>Det kender jeg godt!<< Siger Lilja.
Jim peger på hende med en pommes frites: >>Hvad med dig? Buisness or pleasure?<<
>>Lidt af begge dele.<< Lilja tager en pommes frites mere. >>Jeg er kommet hertil for at skrive en personlig rejseskildring. Men det er helt for egen regning. Jeg regner med, at min forlægger tager den, men indtil nu synes jeg ikke, det går så godt.<<
>>Åh, du er forfatter,<< Siger Jim, >>det var da pudsigt, at vi skulle støde på hinanden. Jeg mener – det er ligesom lidt samme boldgade, ikke sandt?<<
Lilja trækker på skuldrene og nikker. Det er det vel i princippet.
>>Hvor holder du så til henne?<< Spørger Jim.
Lilja fortæller ham om olivengården i nærheden af Firenze, udmaler den storslåede udsigt, opregner Silvios fortræffeligheder og beretter om de andre gæster på stedet.
>>Hvad med dig?<< Siger hun.
Jim rejser rundt, dels på tommelfingeren, dels med tog. Han opholder sig ikke længe et sted af gangen. Der er hele tiden nye motiver, der venter et andet sted. Han lader sig føre, hvorhen det skal være, alt afhængig af kørelejlighed og tilfældigheder.
>>Jeg er på vej til Pontremoli.<< Siger Lilja >>Vil du med?<<

De røde gulvtæpper på Hotel Napoleon er falmet, siden Lilja var her sidst, og manden bag skranken ser ikke ud til at genkende hende. Alligevel mener hun, at det er den samme, som var her år tilbage.
Lilja indskriver sig, får nøglen udleveret og når netop at sætte bagagen fra sig på sit værelse, før mobilen ringer.
>>Hej Lilja, det er Christen!<<
>>Hej!<< Siger hun.
>>Markus kom hjem i nat, så jeg har tænkt mig at tage en tur over i hytten, du ved. Så kan han passe det derhjemme så længe.<<
>>Hvorfor?<< Siger Lilja, og sætter sig ned på sengen. >>Er der noget galt? Har han Det godt?<<
>>Nej, nej, alt i orden! Men hans kammerater ville vist videre til Schweiz eller sådan noget, og så ville han hellere hjem.<<
>>Okay, hvad så med pengene – har han brugt dem alle sammen?<<
>>Nå, ja – lad nu det være.<< Christen lyder kort for hovedet. >>Nu må han klare sig med, hvad der er i fryseren. Jeg tager over til Vesterhavet nogen dage. Jeg trænger til at komme lidt væk.<<
>>Ja, gør det!<<
>>Er der ellers sket noget? Hvor er du?<<
>>Intet nyt her.<< Siger Lilja. >>Jeg vil nok være i Pontremoli et par dage. Der er vist kunstbiennale her i denne uge.<<
>>Nå, du er kommet frem. Kørte du eller tog du toget?<<
>>Jeg tog bilen, det giver en større frihed.<< Siger Lilja. >>Jeg må have min frihed.<<
>>Javist, kæreste, selvfølgelig!<< Siger Christen.
>>Kan jeg få Markus et øjeblik?<< Spørger Lilja.
>>Han ligger og sover. Han var totalt bombet, da han kom hjem. Men du kan jo prøve senere.<<
>>Okay, det gør jeg måske. God tur til klitterne!<<
>>Tak,<< siger Christen, >>vi tales ved.<<
Lilja slukker mobilen, og lægger sig på sengen. Hun er træt og svedig efter køreturen. Hun lukker øjnene og ser en masse farver.. Farverne samler sig og bliver til en skikkelse. Lilja åbner øjnene igen og ser op i det hvide loft. Sollyset trænger pletvis ind gennem det lette blå gardin og danner mønstre på loftspladerne. Hun skubber en pude ind under nakken og trækker vejret dybt. En lille lur og så et bad, når hun vågner. Hun har aftalt at møde Jim på torvet i aften. Han nægtede hårdnakket at checke ind på hotellet. Han foretrækker private pensioner. En svag summen af fjern trafik trænger ind gennem det åbne vindue, og Lilja falder i en let søvn.

Kollektivisterne

Christens brilleglas dugger, og han træder ned i pytter, han ikke når at se. Han puster utilfreds. Af og til passeres han af en bil, som sprøjter vand op på hans bukser. Han standser et øjeblik for at tørre brillerne. Så skifter han vejside og går til, mens han lytter efter bagfra kommende biler. Han må tage den på stop. Det har han ikke gjort, siden han var i tyverne. En dråbe risler koldt ned langs hans nakke. Han burde se at blive klippet. Han stikker tomlen ud, da han hører en vogn nærme sig. Den passerer, og Christen rammes af endnu et styrtebad. Han bander lavmælt og går videre. Hvor langt er der endnu? Ikke mange kilometer, men i det her møgvejr.. Den tredje bil, en gammel rød Volvo, standser. Christen løber efter den, og en ung mand rækker over og åbner døren.
>>Kom ind i tørvejr,<< griner han, >>hvad er det for et vejr at tage på stop i?<<
>>Tak.<< siger Christen, og kanter sig ind på sædet, hvilket kun vanskeligt lader sig gøre, fordi pladsen er optaget af bøger.
>>Bare smid dem om bagi til pigerne.<< Den unge fyr, som har rastafarihår og mørkt skæg, griber en håndfuld bøger og rækker dem om på bagsædet. Christen vender sig halvt og hilser på et par unge kvinder, der bringer ham mindelser om dengang i 60erne.
>>Hej,<< siger Christen, og tørrer sine briller. >>Jeg tomler ikke på trods af vejret, men på grund af vejret.<<
>>Hvor skal du hen?<< Fyren sætter i gang igen.
>>Ud til klitterne - jeg bor i en hytte derude.<<
>>Okay, den klarer vi.<< Siger rastafarimanden. >>Hvad hedder du?<<
>>Christen!<< Christen rystes af en kuldegysning. Der er ikke varmt i bilen, men i det mindste tørt.
>>Jeg er Mike, og det er Singella og Mille.<< Mike gør et kast bagud med hovedet.
>>Vi har været på festival i Esbjerg,<< siger pigen med de blonde krøller, >>vi har en bod deroppe, men vi gad ikke mere i dag. Ind under aften begynder folk alligevel at blive så fulde, at de ikke gider købe noget.<<
>>Hvad sælger I?<<
>>Smykker, krystaller, den slags.<<
>>Vi bor på en gård hernede, hvor vi dyrker et økologisk landbrug.<< Siger Mike.
>>Et kollektiv?<<
>>Ja, et bofællesskab, ikke? Du kommer selv fra København, lyder det til. Det gør vi også. Vi boede faktisk på Christiania før, men nogen af vores venner flyttede herover, og så fulgte vi efter. Jyderne er måske lidt tunge i optrækket, men de er okay, når de opdager, at vi ikke bider.<< Mike griner.
>>Du skulle komme og besøge os.<< Siger den blonde pige. Hun rækker en spinkel hånd frem og prikker Mike på skulderen. Hendes mange sølvarmbånd klirrer. >>Skal vi ikke tage Christen med hjem? Anne ville lave suppe i dag, så kan han få varmen…<<
>>Nej, nej,<< protesterer Christen, >>det skal I da ikke.<< Men hans nysgerrighed er vækket. En nostalgisk følelse har bemægtiget sig ham.
>>Hvad siger du, Christen, hvorfor smutter du ikke med os hjem og ser, hvordan vi bor?<< Mike flytter blikket fra kørebanen og ser spørgende på Christen. Hans øjne er varme og rolige.
>>Kom nu!<< Siger den blonde.
Christen kigger om på den tavse mørkhårede pige, som sidder ved siden af hende. Hun lader en hånd glide gennem den korte pjuskede frisure og trækker en smule på skuldrene.
>>Okay,<< siger Christen.

Regnen er stilnet af, da de kører gennem en lang allé af kastanjetræer og ind på en gårdsplads, hvor nogle våde forpjuskede høns går og pikker i brostensbelægningen. Hovedbygningen, som ligger adskilt fra de to andre bygninger, er af røde mursten og stammer formentlig fra det nittende århundrede. En trappe med jerngelænder fører op til den afskallede grønmalede indgangsdør. Staldbygningerne er hvidkalkede – eller har i hvert fald været det engang. En sen solstråle bryder gennem skydækket, da de stiger ud af vognen.
>>Se, en regnbue!<< Den blonde pige løfter hånden og peger mod himlen.
>>Singella, hjælp mig lige med den her!<< kalder den mørkhårede pige, Mille, fra bagenden af bilen, hvor hun er ved at løfte en stor pilekurv dækket med et grønt klæde op af bagagerummet. Christen springer til og tager i hanken i den ene side. Mille smiler til ham, og fulgt af Mike og Singella begiver de sig op ad trappen til hovedbygningen.
En golden retriever kommer dem i møde i døren, så snart Mille åbner. Den småpiber og dikker med halen. Den er gammel, tænker Christen, den lugter gammelt og har tydeligvis kendt bedre dage. Men en godmodig hund. Den snuser til ham og puffer sin snude ind i hans knæhaser.
Der dufter af varm oksekødssuppe helt ud i entreen, og Christen glemmer et øjeblik, at han allerede har spist. En skål suppe kan man vel altid klemme ned. Han registrerer indtrykkene, mens han følger med Mille og pilekurven gennem entreen, gennem en større stue og ud i køkkenet. Alt er malet i rosa og violette farver, spraglede kludetæpper, som Christen er ved at snuble i, er bredt ud over de mørke slidte parketgulve, og møblerne er et stort virvar af forskellige stilarter. Tydeligvis fund fra loppemarkeder og enkelte hjemmegjorte ting i råt træ. Køkkenet er stort og lyst, holdt i den gamle traditionelle blå farve. Der står en omfangsrig kvinde med et forklæde på og rører i en gryde på komfuret. På gulvet leger et par små drenge med byggeklodser, og ved det lange plankebord sidder en ranglet pige i tolvårsalderen og læser i en bog. Hun kigger kort op på den fremmede, da de træder ind, men vender uanfægtet tilbage til sin læsning.
>>Anne, vi har en gæst til middag!<< Siger Mille, og giver Christen tegn til, at de kan sætte kurven fra sig i et hjørne.
Kvinden ved komfuret vender sig og nikker til Christen. >>Jamen, det er da hyggeligt.<< Hun smiler. Så stikker hun en ske ned i suppen, puster på den og rækker den frem mod Christen. >>Mangler den salt, synes du?<<
Christen smager på suppen, og erklærer, at den er præcis som den skal være.

Singella dukker frem bag Christen. Hun tager hans hånd og trækker ham med sig rundt i huset. Op og ned ad trapper, ind i det ene værelse efter det andet. Nogen døre passerer hun uden at åbne, siger bare navnet på den, der bor der. Andre steder går hun bare ind, selvom der ingen er hjemme. Imens fortæller hun, uden at standse eller trække vejret, forekommer det Christen, om de enkelte beboere, familieforhold, beskæftigelse og karaktertræk. Han bliver fuldstændig rundtosset og kan ikke følge med i, hvor de kom op, eller hvor de skal ned. Bag en af de lukkede døre kan han høre en, der øver sig på en elektrisk guitar, et andet sted hører han en mindre vellykket trompetsolo.
>>Der er altid liv her i huset,<< siger Singella.
Det tror Christen gerne. En sort kat stryger forbi dem på gangen og springer op i en vindueskarm.
Singella standser på vej ned ad trappen til entreen og ser på Christen, som om hun pludselig er kommet i tanker om noget: >>Du er helt gennemblødt. Kom, vi finder noget tøj til dig.<< Hun vender om og skubber Christen hen ad gangen og foran sig ind i et værelse, hvor der hersker et dunkelt tusmørke. >>Anton, kan vi ikke låne noget tøj af dig, Christen her er fuldstændig gennemblødt.<< En kronraget fyr med rødligt fuldskæg rejser sig fra sengens mørke og tager Christen i øjesyn med et sløvt blik. Christen indsnuser den sødlige krydrede duft i værelset, og får øje på en chillum i fyrens hånd.
>>Bare kig i skabet.<< Han taler langsomt og med en dyb sørgmodig stemme. Singella åbner skabet og fremdrager et par mørke jeans og en sweater, som hun rækker Christen. Han står uden at vide, hvor han skal gøre af sig selv. Singella ser på ham og stryger en hånd ned ad sin lilla fløjlsbusseronne. Så smiler hun pludselig og gør brat omkring: >>Nå ja, jeg venter ude på gangen, mens du skifter. Tag det våde tøj med, når du kommer ud.<<
Christen skifter, og kaster et blik hen mod skikkelsen på sengen. Anton har tilsyneladende glemt alt om ham.
Singella hænger Christens våde tøj op i bryggerset, før hun tager ham med udenfor. Han får en rundvisning i køkkenhaven, hvor der hersker en forbløffende orden mellem rækkerne af spirende grønkål, gulerodstoppe og sølvbeder. Deres fødder synker ned i den opblødte mørke muld. En solsort synger sin aftensang et sted mellem æbletræerne i frugthaven. De våde træer og planter funkler efter regnen, i den nedgående sols blege stråler. Her dufter af jord og dild. Da Christen følger Singella ad en lille sti bagom den ene staldbygning og ud til engen, hvor fårene græsser, ser han solen lyse i hendes hår, og han bliver vemodig.

I køkkenet er ejendommens beboere ved at indfinde sig til aftensmåltidet. Christen får tildelt en plads mellem Mike og Singella. Overfor ham sidder Anton og stirrer sløvt ned i sin endnu tomme tallerken, ganske uanfægtet af den summende aktivitet omkring bordet. Anne stiller suppegryden på en bordskåner, og tallerkenerne sendes op til hende og retur. Køkkenruderne dugger af emmen fra gryden. Børnene sidder samlet ved den fjerneste ende af bordet. Christen nikker høfligt rundt til de ansigter, han endnu ikke kender, og Singella fortæller ham deres navne: Jakob i den lyse skjorte og de runde briller – han ligner en, der er gået forkert, tænker Christen, Karen med det røde hår – det er hende, der spiller trompet, siger Singella. Halfdan, som ligner en vagabond, hvilket Singella bekræfter, - men han har fast adresse her. Lykke, en ganske ung pige, næppe en dag over femten. Hun har piercinger både i næsen, i øjenbrynet og i læben, som hun skulende stikker frem, mens hun lyner med de mørkeblå øjne under det sorte takkede hår. Christen tænker, at hun er skræmmende mager, og han kan ikke lade være med at kommentere det overfor Singella.
>>Hun lider af anorexi,<< siger Singella, >>hendes far har en millionvilla på strandvejen og har aldrig gidet tage sig af hende, efter at hendes mor døde. Så Lykke har prøvet at tage livet af sig nogle gange. Hun ville vel påkalde sig hans opmærksomhed. De sidste par år har hun levet på gaden og sultet sig uafbrudt.<<
>>Hun burde indlægges.<< Siger Christen og ser bekymret på den unge pige, som forsigtigt stikker til sin suppe.
>>Har været forsøgt.<< Svarer Singella. >>Det blev det ikke bedre af. Nu tager vi os af hende. Så kan det dumme svin på Strandvejen passe sig selv.<<
>>Hvad arbejder du egentlig med, Christen?<< Spørger Mike.
>>Jeg er læge.<< Christen opdager, at det ikke generer ham at besvare spørgsmålet i dette forum. Men han bemærker, at Lykke et øjeblik stivner og fæstner blikket på hans hænder.
>>Hvordan ser du så på diskussionen om at indføre alternative behandlingsmetoder i den traditionelle behandling?<< Mike prøver at konversere.
>>Under kontrollerede former vil jeg ikke afvise ideen,<< svarer Christen forsigtigt, >>men jeg har den opfattelse, at der er et stort gråt marked indenfor alternativ medicin.<<
>>Er der ikke det, når vi taler om traditionel lægevidenskab?<< Siger den rødhårede trompetist.
>>Der er mere og mindre dygtige læger, naturligvis. Men her er trods alt tale om veldokumenterede metoder. Ikke enhver kan gå ind fra gaden og kalde sig læge.<<
>>Veldokumenterede metoder,<< Lykke vrænger fra den anden side af bordet, >>ja, hvis man mener det er i orden at udsætte dyr for meningsløse pinsler, og så påstå, at de resultater, man når frem til, kan gælde for mennesker.<<
>>Slip lige kæphesten et øjeblik.<< Siger Mike til hende.
>>Hvorfor det? Hvorfor må man aldrig sige det, som det er? Kan du lide dyr, Christen?<<
>>De smager sgu meget godt.<< Anton griner smørret ned i sin suppe. Lykke ignorerer ham og fastholder Christens blik. En vred ung kvinde.
>>Ja, jeg kan lide de fleste dyr,<< siger Christen, >>og jeg tror ikke, man kan overføre resultater af dyreforsøg direkte på mennesker i alle tilfælde, men indtil vi kan finde bedre metoder..<<
>>Det er jeres sædvanlige undskyldning, ikke en skid andet. Jeg tør vædde med at du har skåret masser af frøer og marsvin op i din studietid.<<
>>Lykke har værelset fyldt med rotter,<< siger Jakob smilende og skubber sine briller på plads, >>tænk, før du taler, Christen.<<
>>Lad os nu ikke diskutere den slags, mens vi spiser,<< Anne, som sidder ved siden af Lykke, lægger en hånd beroligende på den unge piges arm, >>vi mister alle sammen appetitten.<<
>>Hvordan får I stedet til at løbe rundt?<< Spørger Christen for at skifte emne.
>>Åh, det kører også på pumperne. Men ved fælles hjælp.<< Siger Mike.
>>Vi laver alle sammen noget ved siden af,<< Karen lyder entusiastisk, >>landbruget er ikke nok i sig selv, så jeg kører varer ud for den lokale købmand. Anton er skolelærer. Singella har sine smykker og så videre. Mille maler, har du set hendes billeder?<<
Christen lader blikket vandre ned langs bordet til Mille, som laver en let grimasse, nedadvendte mundvige, da han møder hendes blik. Hun har ravfarvede øjne. Som askebægrene på kroerne. Han ryster på hovedet: >>Nej, jeg har ikke set dem.<<
>>Det skal du,<< siger Karen, >>de er virkelig gode. Internationalt format. Hun skal bare opdages af dem, der har penge.<<
Christen smiler, og nikker. Han henvender sig til vagabonden, som endnu ikke har mælet et ord: >>Hvad bestiller du så?<<
Det rykker i den ældre mand. Ja, måske er han ikke så gammel endda, tænker Christen, måske på alder med mig. Men det er svært at sige. Fyren har fedtperler fra suppen i skægget, da han løfter hovedet og ser på Christen med et vandet blik: >>Jeg spiser!<< Siger han og gnækker. Så bøjer han sig atter over suppen. De andre ler, med undtagelse af Lykke og børnene.
>>Det er rigtigt,<< siger Singella, >>Halfdan spiser. Vi bidrager alle efter evne. Halfdan evner ikke så meget. Men han klipper fårene, når det skal til.<<
Han kunne selv trænge til en studsning, tænker Christen, men han siger det ikke.
Efter middagen tilbyder Christen at give en hånd med opvasken, men Anne vifter ham af. >>Det er Lykke og ungerne, der står for den i dag. Skulle Mille ikke vise dig de billeder?<<
Mille står med armene krydset over det smalle bryst og ser på ham og Anne. >>Er du sikker på, du gider?<< Spørger hun.
Milles øjne er ravfarvede. Han gider godt.

Rejsebrev fra Toscana

”Den italienske gæstfrihed og imødekommenhed er legendarisk.” skriver Lilja med højre hånd, mens hun med den venstre manøvrerer en sørgmodigt udseende pizzabolle fra dagen før ind i munden. Hun streger ”legendarisk” og overvejer en anden formulering. Hun har trukket sig ind i køkkenets kølighed, men ladet døren stå åben ud mod terrassen. Lyset derude får åbningen til at fremstå som et hvidt felt midt i dunkelheden. ”Den italienske gæstfrihed og imødekommenhed har ikke forandret sig. Italienernes nysgerrighed i almindelighed og overfor landets gæster i særdeleshed…” Hun tænker på Claudio, da han uden tanke for hendes mulige blufærdighed betragtede hendes afklædte legeme på sengen. Nysgerrig, udforskende. Hun havde følt sig som en ting. Eller er det noget, hun tænker nu, set i tilbageblik. Hun havde været beruset og vistnok ikke følt noget ved hans interesse. Udover at den var kærkommen, fordi hun havde lyst til at elske. Heden, vinen, den italienske nat med cikadernes sang, rosernes duft. Naturligvis måtte italienerne være et lidenskabeligt folkeslag. Blodet blev bragt i kog her.

”Italienernes nysgerrighed i almindelighed og overfor landets gæster i særdeleshed gør, at man som gæst i landet føler sig svært privilegeret, hvis ikke ligefrem forkælet. Befolkningen synes at have en forkærlighed for danskerne – i hvert fald hvis man skal dømme efter deres højrøstede glædesudbrud og deres indgående spørgsmål til dansk skik og brug, når de hører, hvor man kommer fra.” >>Uinspireret<< mumler Lilja for sig selv og streger de sidste linier over. Der lyder lette slag af knoer mod dørkarmen og en høj ranglet mand tegner sig mørk mod den lyse firkant.

>>Silvio!<< Siger Lilja og rejser sig smilende. Hun forstår kun enkelte brokker på italiensk og kan aldrig følge med i Silvios hastige og utydelige tale, men han er altid et stort smil, omsorgsfuld og elskværdig. Han kigger forbi mindst en gang om dagen og taler uafbrudt i et par minutter, tilsyneladende uanfægtet af, at man ikke begriber et ord. Denne gang rækker han en urtepotte med kraftigt duftende urter frem mod hende.
>>Basilico<< siger han og nikker og smiler, så man kan se alle hans brune tænder, >>basilico fresco, aah! << Han holder urterne helt tæt op under hendes næse.
>>Hmm<< svarer Lilja >>gratzie, Silvio, multo gratzie!<<
Silvio overlader den friske basilikum til Lilja og påbegynder en af sine rivende talestrømme, samtidig med at han går baglæns ud af døren, med hånden løftet i en kejtet hilsen. Han forsvinder ud af synsvidde, og hans tale slår over i en munter fløjten.

Duften af basilikum fylder hele rummet. Lilja åbner en flaske vand fra køleskabet og læner sig mod den tykke gråhvide køkkenplade af marmor, mens hun drikker. Hendes blik glider op under det høje loft, der tilsyneladende kun udgøres af de mørkbejdsede brædder, som går op i en ret vinkel. Under den er der tværbjælker, som bærer konstruktionen. Væggene er hvidkalkede og nøgne, og de danner en skarp kontrast til de få massive møbler, der ligeledes er af mørkt træ og, efter alt at dømme, har mindst hundrede år på bagen. Spisebordet, skænken, den eneste magelige lænestol med grønt plysbetræk og sofabordet ved siden af, hvor Silvios evigt muntre hustru har anbragt en fin lysedug og en kolossal kobberkandelaber. På det koksgrå flisegulv flyder et par kludetæpper i solblegede rødmende nuancer. Lilja kan lide rummet. Det giver hende en fornemmelse af, at tiden er ophævet her. Når man ser bort fra de moderne – nå, ja – relativt moderne indretninger som gaskomfuret og køleskabet, der er anbragt så diskret som muligt i et hjørne lige indenfor døren, kunne man tro, man befandt sig i det nittende århundrede. I den ene ende af køkkenet, modsat indgangsdøren, fører et par trin ned til venstre til en aflåst dør, som Lilja har konstateret fører ud i det fri, der hvor stien op til udsigtspunktet begynder. Til højre for disse trin fører en mørk trappe med repos op til soveværelset, hvorfra der er adgang til et diminutivt kombineret bad og toilet. Soveværelset er en drøm for en romantisk sjæl: Den kolossale smedejernsseng med blødt fjedrende madrasser og håndknyttet hvidt sengetæppe fylder næsten hele pladsen mellem de rødgyldne vægge. Et vindue med grønmalede skodder vender ud mod dalen og opkørslen til huset.

Lilja ser op mod soveværelset og overvejer at tage en lur. Det er siesta, og der er ro i de andre lejligheder nogle timer endnu. På den anden side set skulle hun måske hellere begynde at renskrive den sidste uges noter om sin rejse. Hun åbner lågen til skabet under vasken for at stille den tømte flaske derned. I skraldeposen får hun øje på gårsdagens brugte præservativ. Det ligger der så udslidt og opgivende som en hvilken som helst anden for længst udbrændt affære. Hun ser for sig de millioner af hendøende sædceller, som ligger og gisper efter vejret. Eller er de allerede døde? Det er en del af et fremmed legeme, som ligger der i affaldsdyngen.
Lilja tømmer kaffetragtens grums ned over den ubehagelige påmindelse og lukker lågen med et lille smæld, før hun placerer sig ved spisebordet med den bærbare computer og den blok, hun allerede har fyldt: ”Afrejsen fra Danmark i juli foregår i øsende regnvejr. Da jeg stiger ud af bilen og vinker farvel til min chauffør for at begive mig ind i lufthavnsmodtagelsens mylder, står humørbarometret imidlertid på solskin ved udsigten til gensynet med Italien og det vidunderlige Toscana, som jeg ikke har besøgt de sidste femten år. Hvor meget vil vise sig at være forandret?”

Lilja ser et øjeblik Christens ansigt for sig, da han gav hende et hastigt og kejtet knus efter at have overrakt hende kufferten fra bagagerummet. Regnen havde fået hans grå manke til at stritte og brilleglassene til at dugge, så hans blågrå blik syntes at svømme derinde bagved. >>Pas nu på dig selv<< sagde han >>vi tales ved i aften.<< Hans smil var kun en trækning ved mundvigene, og han trak kraven sammen i halsen, tydeligvis ivrig efter at få det overstået og komme ind i bilen, hjem til sine bøger, sin pibe – som han ville ryge over hele lejligheden, mens hun ikke var der – og gud måtte vide, hvad ellers. Lilja kommer pludselig til at tænke på noget: Christens ben er lyse og næsten hårløse sammenlignet med Claudios.

”Hvor meget vil vise sig at være forandret?” Deres forhold havde tidligt forandret sig. En gradvis forandring, men mærkbar. Fra stormende forelskelse til almindelig sympati, fra sympati til kølig distance, lejlighedsvis afløst af gensidig omsorg. Lilja rejser sig fra sin plads og roder sin taske igennem for at finde cigaretterne. Hun ryger Marlboro light i Italien. De italienske mærker er for stærke. Hun puster røgen ud i en tynd stråle, som opløses i det sollys, der nu flyder ind af køkkenvinduet. Pinjen udenfor bryder lyset og kaster en let skygge ind over gulvet og ned over blokken på bordet. Lilja holder sin hånd frem for sig og studerer dens overside i sollyset. Hun har smukke hænder, stærke, slanke. Men med årene er huden blevet mere tør, i lyset ses det tydeligt, hvordan de småbitte rynker myldrer frem. Engang, da hun var ganske ung, havde hun en ældre kæreste, som viste hende gennem sammenligning mellem sin egen trediveårige hånd og hendes tyveårige, hvordan hudens elasticitet mindskedes med tiden. Hun balancerer cigaretten i den ene mundvig og trækker med to fingre huden op i en fold på den venstre hånd. Huden falder omgående på plads igen. Havde hans hud ikke gjort det? Han havde været yngre dengang end hun er nu.
Lilja bladrer igennem sine noter, streger et par steder, fylder ud på andre. Så fortsætter hun renskrivningen, mens solen går sin vej omkring huset og over dalen.

Tusmørket har sænket sig, og Lilja har iført sig et par lyse slacks og en let skjorte. Hvis hun vælger et udendørs bord på den lille restaurant nede i byen – forudsat naturligvis, at hun kan finde den igen – vil hun være forberedt på de aggressive myg. Hollænderne i lejligheden på den anden side af terrassen er rykket ud i aften og har dækket op. Deres gennemtrængende latter trænger ind gennem døren, som Lilja nu har trukket til. Hun ser ud over dalen. Himlen blåner dybere for hvert minut, og lysene tændes i småbyerne og på bjergskråningerne.
Hun må hellere ringe til Christen og høre, hvordan det står til derhjemme. Hun taster nummeret på mobiltelefonen og hører ringetonen fire gange, før han tager den.
>>Ja, det er Christen!<< Han lyder altid formel, når han tager telefonen. Lidt forbeholden som om han er blevet forstyrret i noget vigtigt.
>>Hej, det er mig.<< Siger hun.
>>Hvordan står det til. Er vejret godt dernede?<<
>>Varmt, << siger Lilja >>hvordan går det med Markus – har han ringet hjem?<<
Markus er på ferie i Berlin sammen med et par venner. Lilja har for så vidt tiltro til sin søn, men mindre tiltro til de venner, han er sammen med. Søde unge mennesker – (ikke meget yngre end Claudio) – men lidt for glade for at feste.
>>Jeg talte med ham i dag. Han havde selvfølgelig brug for forstærkning.<< Siger Christen og rømmer sig. >>Jeg har sat lidt ind på hans konto. Men ikke for meget. Han skal ikke tro, at pengene bare kommer strømmende fra et bundløst kar.<<
>>Har du fået overstået konferencen?<< spørger Lilja. Hun havde glemt alt om den indtil dette øjeblik, men Christen har længe bekymret sig om sit indlæg. Han fortæller, at det vistnok gik udmærket. Hans forelæsning blev vel modtaget. For så vidt som ingen havde væsentlige indsigelser at gøre.
>>Hvad med dig?<< Siger han >>Er der noget at skrive om? Får du arbejdet?<<
>>Jeg prøver.<< Svarer Lilja >>I dag har jeg da renskrevet tredive sider, men du ved – det skal altid pudses efter. Måske sender jeg noget hjem en af dagene. Hvis du lige vil kigge på det og kommentere det. Jeg laver det som en slags rejsedagbog. Holder det i en personlig stil, 1. person osv.<<
>>Ja, ja – send det bare.<< Siger Christen, og hun kan høre, at hans tanker pludselig er et andet sted.
>>Jeg forsøgte at ringe til dig i går aftes<< siger han >>har du ikke set det på mobilen? Ja, jeg lagde ingen besked. Så vigtigt var det ikke.<<
>>Jeg har ikke hørt den<< siger Lilja og følger med blikket den magre hollandske kvinde, som netop passerer udenfor køkkenvinduet iført en turkis top og cyklamenfarvede shorts, som står ualmindelig dårligt til hendes gustne hudfarve. Utroligt, at nogle mennesker kan opholde sig under sydens sol uden at tage farve.

Nej, igår hørte hun ikke telefonen. Hun var gået med Claudio fra fortovscafeen og hen på et tarveligt diskotek, hvor den italienske teknomusik dundrede mod trommehinderne. Musikken var rædsom, og lyset flimrende og sansebedøvende. Men Claudio havde fungeret som et fikspunkt i dette fremmede univers, hvor hun formentlig var den eneste, som var en dag over femogtyve.
>>Jeg glemte telefonen, da jeg kørte ned i byen for at spise<< Siger hun. >>Jeg fik en glimrende pastaret og en god rødvin på en lille lokal restaurant. Og jeg faldt i snak med nogen italienere.<<
>>Hm<< Siger Christen >>Jamen, det var da godt. Nu drikker du ikke mere end du kan køre sikkert, vel? Så må du altså spendere på en taxa.<< Omsorgsfuld.
>>Jeg skal nok passe på.<< Havde hun drukket for meget? Ganske givet. Hun har ingen erindring om hjemturen. Hun kan kun huske duften af Claudios aftershave, forlygternes lys, som skar gennem den mørke nat, ramte træstammerne, de små hvide insekter, der dansede i lyskeglerne. Hun synes pludselig, hun kan mærke den aftershave igen, og hun får en let kvalme, som hun prøver at forjage ved at stikke næsen ned i Silvios basilikum, som endnu står i en lille potte på bordet.
>>Silvio kom med frisk basilikum i dag. Han er sådan en sød gammel mand.<< Hun prøver at skifte emne.
>>Ja, det er godt.<< Siger Christen >>Det er godt, der er nogen til at tage sig af dig. Hør, min ven – det er dyrt det her. Vi tales ved, ikke?<<
>>Okay, hej igen – og pas på dig selv!<< Siger hun. Hun kan høre, at Christen allerede er på vej væk, da han svarer i lige måde.

Lilja snuser til huden på sine arme. Har Claudios duft efterladt spor? Men hun tog et bad i morges. Hun kan ikke lugte noget nu, andet end sin egen duft. Hun finder nøglerne i sin taske, åbner døren og nikker kort til hollænderne, som er optaget af deres egne anekdoter og måltidets beskaffenhed, inden hun går ned og starter den endnu solvarme bil.