En dag var hun der bare. Jeg stod ved mit vindue og så hende komme ud fra villaen overfor. Det er en stille vej, så man bemærker, hvem der kommer og går.
Jeg iagttog hende, da hun gik ned ad fortrappen og ud på det snedækkede fortov: Mørkt hår, mørke solbriller, mørk pels og sorte støvler. Hun gik målbevidst, uden hastværk. Solen gnistrede i pelshårene som i snepudderet på gaden. Over hendes hår lå en mat stråleglans. Jeg bemærkede hende, som man bemærker en smuk kvinde. Hun var et enkelt billede af skønhed, som passerede gaden.
Et par uger efter så jeg hende i metroen. Det var en af disse gråvåde vinterdage, hvor en sød og kvalmende lugt emmer fra menneskers kroppe, når de står for tæt sammen. Hun gled forbi mig i menneskemylderet, og jeg bemærkede en sødmefuld blomsterduft og et strejf af moskus, som jeg tilskrev pelsen. Dens silkebløde hår kærtegnede et øjeblik min hånd. Hendes ansigtstræk var fintmejslede og klassiske. Der var en aura af urørlighed omkring hende. Jeg vendte mig efter hende. Hun placerede sig stående lidt længere nede i kupéen, og da hun flyttede vægten fra det ene ben til det andet gled pelsfrakkens nederste folder til side og tillod mig et glimt af et fintformet knæ over støvlekanten. Hendes duft hang i mine næsebor, skønt svagere nu. Jeg dvælede ved tanken om dette nøgne knæ og syntes, jeg kunne ane en mere omfattende nøgenhed under pelsen, da hun atter skiftede stilling. Det kan naturligvis have været ren fantasi.
Hvorom alting er: Fra det øjeblik begyndte jeg at fantasere om dette skønne legeme gemt bag pelsværkets folder: Lægge og lårs lange glatte flader, mavens runding, brysternes tyngde, ryggens kurve og kravebenets spinkelhed. Jeg blev lidt ør, som jeg stod der og svajede i metroen. Snart var hun forsvundet bag ligegyldige ansigter og mørke vinterfrakker.
Dagen efter lå der et luftpostbrev i min postkasse adresseret til Lara Spacek. Posten havde afleveret brevet på den forkerte adresse. Sådan lærte jeg hendes navn at kende. Skriften på kuverten var omhyggelig, næsten kunstfærdig, men afsenderen havde kun underskrevet sig med efternavnet Fremont. Jeg var fristet til at åbne brevet og læse det. Men jeg lod være. Jeg overvejede at overbringe det personligt, men endte med at lægge det i hendes postkasse.
Om aftenen tog jeg, med korte intervaller, opstilling ved mit vindue, i håb om at se Lara på gaden eller i vinduet overfor. Mine tanker var opfyldt af drømmen om, hvordan hun trådte ind i min stue, satte sig i min sofa med nakken lagt tilbage og de fugtige læber adskilt i et let smil. Hendes tunge mørke hår ville falde ud over sofaryggen med en lyd, som når et silkeklæde rammer gulvet, og hendes pels ville glide til side og åbenbare hendes nøgenhed for mig.
Så kom hun hen ad gaden i lygternes lys. Hun gjorde ophold og åbnede sin postkasse. Hun fandt brevet og trykkede det et øjeblik mod brystet, før hun låste sig ind i huset. Jeg kunne ane, bag den mørke rude derovre, at hun trak rullegardinet ned, før hun tændte lyset. Der gik nogle minutter – så så jeg hendes silhuet på gardinet, oplyst af det bagvedliggende lampeskær. Hun var nøgen nu. Hendes bryster stod skarpt aftegnede og mavens runding, som jeg havde forestillet mig den, men nu i negativ. Hun førte en hånd op til håret, lod den glide ned langs kroppen i en bevægelse, der mindede om et kærtegn. Jeg holdt vejret, lyttede til stilheden i mine stuer og til blodets susen i mine ører. Så passerede Lara vinduet og gled ud af mit synsfelt. Jeg så hende ikke mere den aften, og de følgende uger var der mørkt i lejligheden.
I det tidlige forår rejste jeg til Paris, hvor jeg skulle forelæse om fænomenologi, eller nærmere bestemt om det værende og det-for-hånden-værende, som Heidegger kalder det. Langs med Champs Elysée stod kastanjetræerne med bristefærdige skinnende knopper. En regnbyge var netop faldet, og nu, hvor solen brød frem mellem skyerne og fik alt til at glimte og lyse, løftede en regnbue sig over Triumfbuen. Jeg standsede og betragtede den. Så mærkede jeg en velkendt duft af søde blomster og moskus. Jeg vendte mig efter duften og så Lara arm i arm med en blond kvinde. Jeg skulle til at tage et skridt frem mod dem, give mig tilkende og bruge dette pudsige tilfælde som et påskud for kontakt. I det samme standsede de to kvinder, og i en selvforglemmende bevægelse favnede de hinanden. Som i en natlig drøm så jeg, hvordan Laras fugtige læber skiltes og gav plads til venindens tunge, der legende strøg over Laras hvide tænder og mødte hendes tungespids.
Nogen ville måske have føjet dette billede som et ekstra krydderi til deres fantasier, men for mig var det som at blive fanget nøgen i en iskold byge. En sky gled symboltung for solen.
Jeg opfandt ikke Lara. Hvad hun måtte vælge at foretage sig eller ikke at foretage sig, er ikke min sag. Om aftenen trækker jeg gardinerne for, før mørket kommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar