Som, når om foråret, spirerne blødt bryder frem
og afstedkommer jordskred i mulden,
som, når om foråret, fuglene første gang synger,
som de kun synger, når isen i grøfterne smelter,
og krattet står spættet af vårgrønne skud,
som, når om foråret, hver morgen åbner til verdener i ultramarinblåt,
og lydene løber med småbitte fødder på tæpper af fløjl,
sådan mærker jeg glæden blødt bryde sig vej,
glæden - så hensynsløst mild, himmelhøj - over dig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar