Manden i cafeteriet

Lilja kører gennem vidtstrakte solsikkemarker. Så langt, øjet rækker, er der kun gult at se på begge sider af vejen. I varmedisen går de fjerne blå bjergtoppe næsten i ét med himlen. Regnen er udeblevet, og varmen har fortsat overtaget. Lilja har sat musik på og nynner med til en gammel favorit: ”And you may tell yourself, this is not my beautiful house, this is not my beautiful wife.” Hjemme hører hun mest klassisk, men når hun kører over lange afstande, holder hun af den rytmiske musik, som forplanter sig gennem hendes krop. Her og der dukker en gammel gård med forvitrede gråhvide sten op i landskabet, og der løfter en kirke – et kloster måske – sig på en mindre bakke. De rødlige sten flammer i bløde toner mod de gule solsikker.
Lilja er på vej mod Pontremoli. En lille uanselig by med blot et enkelt ordentligt hotel. Ikke desto mindre er byen rammen omkring en jævnligt tilbagevendende kunstbiennale. Hun har været her engang før og er spændt på at se, hvilken udvikling, der er sket.
Solsikkemarkerne ophører pludseligt, og Lilja må finde sig i at køre på større veje i mere uskønne omgivelser. Landet er fladt her, og tørre trøstesløse marker med spredte nybebyggelser er det eneste, der er at se. Snart begynder klipperne dog at rejse sig langs vejen, og kæmpemæssige gravemaskiner og kraner dukker op. Og så ligger marmorbruddene der, med de lysende hvide marmorblokke henkastet smidt - som af en gigantisk hånd. Lilja holder sig i den inderste vognbane og lader de utålmodige italienske bilister overhale, så hun kan få tid til at betragte sceneriet. Så meget marmor – og alligevel koster det en formue. Hvor mange år har man gravet her? Hvor mange bjerge har man gravet bort? Marmorbjerge.

Hun holder ind ved den næste rasteplads og tanker op. Så parkerer hun bilen og går ind for at finde et toilet og få noget at spise i cafeteriet. Der er temmelig mange mennesker, og det tager sin tid, før hun, bevæbnet med en trist sandwich og en kop hed kaffe, kan bane sig vej til et enkelt ledigt bord. Hun betragter folkene rundt om. En ung mor med sit barn i en bæresele på maven har sit besvær med at få spist sin mad, mens barnet hele tiden slår ud efter hendes gaffel med sin buttede hånd. En forretningsmand i velpressede mørke bukser og tilknappet hvid skjorte kører en finger rundt i halslinningen. Hans ansigt er oppustet og rødt. Han ligner ikke en italiener. Et midaldrende par kommer ind og stiller sig i kø ved disken. De er begge iført shorts og solhatte, og deres lår er brede og hvide. For meget svinekød, tænker Lilja. Et par høje smukke italienske kvinder kommer ud fra toilettet, ivrigt optaget af deres samtale. Deres kjoler svøber sig om dem, de høje hæle klaprer mod flisegulvet. Lilja misunder dem deres rene og klassiske træk, de hvælvede øjenlåg, de lange sorte vipper, det blanke opsatte hår. Hun følger dem med øjnene, da de går ud på parkeringspladsen og sætter sig ind i en rød Ferrari. Fuldblodsheste.
>>Excuse me,<< siger en stemme >>is this seat taken?<< En solbrændt mand med halvlangt, sandfarvet hår og et fuldskæg, der trænger til trimning, bøjer sig let hen over bordet.
>>No - please!<< Siger Lilja og ser nysgerrigt ind i de blå øjne, som er kranset af små smilerynker. Manden lader noget tungt fotoudstyr, som han har haft over skulderen, glide ned af armen og lande blødt på bordpladen. Han smiler undskyldende og sætter sig på hjørnet ved siden af hende, så han også har udsigt over lokalet. Lilja puster på sin kaffe og studerer manden under halvt sænkede låg, mens han kigger op på tavlerne med menuer, som hænger over disken. Hans skjorte er af kraftigt bomuld og kakifarvet. Der er mørke skjolder under hans arme. Bukserne er krøllede og armygrønne og holdes oppe af et bredt læderbælte.
Han vender sig med en rask bevægelse mod Lilja og nikker i retning af hendes halvspiste sandwich: >>Is it good?<<
Lilja trækker mundvigene nedad: >>Not in particular.<<
Manden brummer, rejser sig halvt og trækker nogle sedler op af skjortelommen. Så ser han spørgende på Lilja: >>Would you be kind enough to watch these things while I fetch something to eat?<<
>>Certainly!<< Svarer hun.
Hvor er han fra? Ingen udtalt britisk accent, men heller ikke amerikansk. Der er en ro og afslappethed over ham, som hun kan lide. Mens han venter ved disken, vender han sig og smiler til hende. Han stryger en hånd gennem det lange hår, som hænger ned i øjnene.
Lilja finder et lommespejl i tasken og tegner sine læber op med læbestiften. Hun har netop tændt en cigaret, da fyren kommer tilbage med sin bakke: Pommes frites, cola, en sandwich.
>>Thanks,<< siger han. Så skubber han bakken med pommes frites over mod hende: >>Have some!<<
Lilja tager en og dypper den i dressingen. Det er længe siden, hun har spist pommes frites. Den salte smag gør godt i varmen.
Manden tørrer sine hænder i bukserne og rækker den højre frem mod hende. >>Hello, I’m Jim!<< Siger han.
>>Lilja<< Siger Lilja.
Jim tager en bid af sin sandwich og tygger grundigt. Så siger han: >>You’re not Italien, right – so where do you come from?<<
>>Denmark.<< Svarer Lilja.
Jim kører hånden gennem håret og ler en dyb latter, så siger han: >>Aha, jeg kommer fra Norge!<<
Lilja ler med: >>Jeg tænkte nok, du hverken var englænder eller amerikaner.<<
>>Jeg har rejst i USA et års tid, << siger Jim >>min mor er amerikaner, derfor navnet, men jeg er vokset op i Norge.<<
>>Du taler næsten perfekt dansk!<< Bemærker Lilja.
>>Javist, jeg studerede i Danmark, da jeg var yngre.<< Jim tørrer sin mund og sit skæg i servietten.
>>Jeg antager, at du er fotograf.<< Siger Lilja og slår asken af cigaretten.
>>Jeg laver fotoreportager. Freelance. Før i tiden var jeg fast tilknyttet en avis i Norge, men det blev for kedeligt i længden. Jeg må have min frihed.<<
>>Det kender jeg godt!<< Siger Lilja.
Jim peger på hende med en pommes frites: >>Hvad med dig? Buisness or pleasure?<<
>>Lidt af begge dele.<< Lilja tager en pommes frites mere. >>Jeg er kommet hertil for at skrive en personlig rejseskildring. Men det er helt for egen regning. Jeg regner med, at min forlægger tager den, men indtil nu synes jeg ikke, det går så godt.<<
>>Åh, du er forfatter,<< Siger Jim, >>det var da pudsigt, at vi skulle støde på hinanden. Jeg mener – det er ligesom lidt samme boldgade, ikke sandt?<<
Lilja trækker på skuldrene og nikker. Det er det vel i princippet.
>>Hvor holder du så til henne?<< Spørger Jim.
Lilja fortæller ham om olivengården i nærheden af Firenze, udmaler den storslåede udsigt, opregner Silvios fortræffeligheder og beretter om de andre gæster på stedet.
>>Hvad med dig?<< Siger hun.
Jim rejser rundt, dels på tommelfingeren, dels med tog. Han opholder sig ikke længe et sted af gangen. Der er hele tiden nye motiver, der venter et andet sted. Han lader sig føre, hvorhen det skal være, alt afhængig af kørelejlighed og tilfældigheder.
>>Jeg er på vej til Pontremoli.<< Siger Lilja >>Vil du med?<<

De røde gulvtæpper på Hotel Napoleon er falmet, siden Lilja var her sidst, og manden bag skranken ser ikke ud til at genkende hende. Alligevel mener hun, at det er den samme, som var her år tilbage.
Lilja indskriver sig, får nøglen udleveret og når netop at sætte bagagen fra sig på sit værelse, før mobilen ringer.
>>Hej Lilja, det er Christen!<<
>>Hej!<< Siger hun.
>>Markus kom hjem i nat, så jeg har tænkt mig at tage en tur over i hytten, du ved. Så kan han passe det derhjemme så længe.<<
>>Hvorfor?<< Siger Lilja, og sætter sig ned på sengen. >>Er der noget galt? Har han Det godt?<<
>>Nej, nej, alt i orden! Men hans kammerater ville vist videre til Schweiz eller sådan noget, og så ville han hellere hjem.<<
>>Okay, hvad så med pengene – har han brugt dem alle sammen?<<
>>Nå, ja – lad nu det være.<< Christen lyder kort for hovedet. >>Nu må han klare sig med, hvad der er i fryseren. Jeg tager over til Vesterhavet nogen dage. Jeg trænger til at komme lidt væk.<<
>>Ja, gør det!<<
>>Er der ellers sket noget? Hvor er du?<<
>>Intet nyt her.<< Siger Lilja. >>Jeg vil nok være i Pontremoli et par dage. Der er vist kunstbiennale her i denne uge.<<
>>Nå, du er kommet frem. Kørte du eller tog du toget?<<
>>Jeg tog bilen, det giver en større frihed.<< Siger Lilja. >>Jeg må have min frihed.<<
>>Javist, kæreste, selvfølgelig!<< Siger Christen.
>>Kan jeg få Markus et øjeblik?<< Spørger Lilja.
>>Han ligger og sover. Han var totalt bombet, da han kom hjem. Men du kan jo prøve senere.<<
>>Okay, det gør jeg måske. God tur til klitterne!<<
>>Tak,<< siger Christen, >>vi tales ved.<<
Lilja slukker mobilen, og lægger sig på sengen. Hun er træt og svedig efter køreturen. Hun lukker øjnene og ser en masse farver.. Farverne samler sig og bliver til en skikkelse. Lilja åbner øjnene igen og ser op i det hvide loft. Sollyset trænger pletvis ind gennem det lette blå gardin og danner mønstre på loftspladerne. Hun skubber en pude ind under nakken og trækker vejret dybt. En lille lur og så et bad, når hun vågner. Hun har aftalt at møde Jim på torvet i aften. Han nægtede hårdnakket at checke ind på hotellet. Han foretrækker private pensioner. En svag summen af fjern trafik trænger ind gennem det åbne vindue, og Lilja falder i en let søvn.