Repræsentanten

Christen spiser sin middag på kroen i byen. Her serverer de et godt solidt dansk måltid. Det holder han af. Skal det være fint, skal det være fransk. Men i dag har han glædet sig til stegt flæsk og persillesovs. Restaurationslokalet er som ethvert andet restaurationslokale her på Vestkysten: Mørkt træ, slidte tæpper med rød luv, hvide duge på bordene, brændende kærlighed i glaserede urtepotter. Her lugter af mølkugler og af bøf med bløde løg. Som i bedsteforældrenes hjem dengang. Christen har en vinduesplads og kan se ud på den grusbelagte parkeringsplads gennem de små buede ruder. Der trænger kun et dæmpet støvet lys ind gennem vinduerne. De vinrøde portierer, som ganske vist er skubbet til side lige nu, dæmper lysindfaldet. Han skærer et stykke flæsk over. Kniven er ikke så skarp, som man kunne ønske. Skubber den hvide sovs med de grønne spor og et stykke kartoffel op på gaflen. Mens han tygger, kører en hvid stationcar ind på pladsen. En ældre mand stiger ud, kigger op mod den grålige himmel og rækker ind på passagersædet efter en jakke. Mørk gabardine. Sikkert en repræsentant, tænker Christen og ser på den kraftige skikkelse, som trækker op i bukserne og nu, med jakken over armen, begiver sig hen mod indgangsdøren.

En flue summer i vinduerne bag de tykbladede planter. Hvorfor beplanter man altid disse vindueskummer med svigermors skarpe tunge og ubestemmelige slyngplanter? Støvet samler sig på dem – og kalk fra vandet, når de en sjælden gang bliver fugtet. Det ser trist ud derude. Himlen er jævnt grå og Christen mærker en kølig brise i ryggen, da yderdøren bliver åbnet. Han vender sig halvt i stolen og møder repræsentantens blik. Manden nikker kort og fortsætter sin afsøgning af lokalet. Han går direkte hen til disken, som afskærer vejen ud til køkkenregionerne, og ringer på en lille klokke. Den ældre dame, som også serverede for Christen, dukker op, rødmosset, men med et træt udtryk omkring de blege øjne. Det lykkes hende at smile til repræsentanten:
>>Goddag, hvad kan jeg hjælpe med?<<
>>Goddag<<, repræsentanten rømmer sig kraftigt, har en tudse i halsen. Det lyder som om han ryger for meget. >>Kan jeg få en gang hamburgerryg og en pilsner til?<<
>>Så gerne.<< Kvinden forsvinder ud i køkkenet.
Christen lemper en ny portion op på gaflen. Fluen er blevet tiltrukket af duften og sværmer om hovedet på ham. Han slår den væk med højre hånd og taber flæsket ned på tallerkenen. Om igen.

Repræsentanten passerer hans bord og tildeler ham et velbekomme undervejs. Christen nikker og synker. Ser på mandens mave, som hænger ud over bukseremmen, da han skubber sig ind på en plads med ryggen mod væggen ved bordet overfor. Skjorten skiller lige ovenfor linningen og afslører et stykke blegt lyserød hud. Christen skænker mere øl i sit glas. Han er glad for at han stadig holder sig i form, trods sin tiltagende alder. Ville nødig se sådan ud. Manden ligner et fedesvin. For mange og lange ture bag rattet, for mange gode middage.
>>Ja, vejret er jo ikke det bedste i dag.<< Siger repræsentanten og kigger med skeptisk mine ud af vinduet.
>>Nej, det var synd at sige.<< Svarer Christen, som egentlig helst vil være i fred.
>>Nu regner det også. Det begyndte lige at støvregne, da jeg kom ind.<<
>>Hmm, ja, det skifter noget for tiden.<< Christen filer i flæsket.
>>Men vi skal vel være glade for at markerne får lidt vand. Bønderne klagede sig jo noget her i forsommeren.<<
>>Er det ikke snart lidt sent til det?<< Siger Christen med mad i munden. >>Nu er der jo ikke længe til høsten. Så er det vel ikke vand, de håber på, bønderne.<<
>>Ha! Næh, det kan der sgu være noget om. De skal jo helst have noget at beklage sig over, skal de ikke?<<
En tidløs samtale, tænker historikeren Christen. Den er foregået så langt tilbage, nogen kan huske. Og den vil foregå, så længe der findes afgrøder på markerne.

>>Ja, nu mig selv,<< siger fyren, og skænker den pilsner op, som kromutter netop har stillet på hans bord, >>jeg behøver jo ikke klage over vejret. Men jeg gør det sgu alligevel. Man er jo ikke sådan at gøre tilpas. Jeg kører jo rundt med strømpeprøver til forhandlere rundt om i landet. Men derfor vil man jo godt se på noget andet end sådan en tung himmel undervejs.<<
>>Ja, det er klart.<< Christen skraber det sidste sovs op fra tallerkenen.
>>Det lokker jo heller ikke pigerne frem.<< Repræsentanten griner.
>>Hvad?<< Siger Christen.
>>Vejret. Regnvejret lokker jo ikke de kønne piger frem. Næh du. For fjorten dage siden, da solen var på himlen, da skulle du have set dem ude på revlerne. Ja, så smuttede jeg jo lige en tur derud forbi en gang imellem. Der var noget at se på, kan jeg love dig.<<
>>Hmm.<< Christen skubber tallerkenen fra sig og føler en let afsky for det rødblissede ansigt ved bordet derovre.
>>Ja, nu er man selvfølgelig også ved at blive for gammel til at komme i lag med dem. Men man har da lov at drømme, ikke?<<
>>Ja, tanker er toldfri.<< Svarer Christen høfligt, og overvejer, om han skal tænde en cigaret nu – piben har han efterladt i hytten - eller om han skal betale og se at komme ud herfra. Han kender typen. Når de først kommer i gang er de ikke til at stoppe igen. Braldrende, storskrydende. Men i grunden er han vel en ensom stakkel. Christen tænder sin cigaret.

>>Nå, du holder fast ved tobakken. Selv lagde jeg den på hylden for en ti år siden. Et hjerteanfald, du ved. Så ved man, hvad klokken er slået. Men jeg har nu ikke savnet det en dag siden. Fra den ene dag til den anden. Hvad siger du så?<<
>>Imponerende!<< Så ryger han altså ikke. Christen vil gerne have sin smøg i fred. Han ser på ruderne, som nu er dækket af et fint lag af småbitte rindende dråber.
>>Hør, må jeg ikke byde dig på en pilsner?<< Siger repræsentanten.
>>Næh, nej tak, jeg skal snart videre.<< Siger Christen ilde berørt. Han leder efter sin pung i jakkelommen, men kommer i tanker om, at han har stukket den i baglommen.

I det samme kommer kromutter ud fra køkkenet med repræsentantens bestilling.
>>Nå,<< manden gnider sig i de store hænder, >>nu skal det gøre godt med lidt mad – og hør, en pilsner mere til mig, og en til den herre ved bordet der.<<
Kromutter nikker og henter to pilsnere mere. Christen resignerer. Det kan være bygen driver over i mellemtiden. Repræsentanten smiler og skåler med ham.
>>Her er ikke mange gæster i dag.<< Konverserer Christen.
Repræsentanten kvæler et bøvs. Støder den kraftige hage ned mod brystet. >>Næh, her er forholdsvis fredeligt. Guderne må vide, hvordan de egentlig holder skidtet kørende i vore dage.<<
De sidder lidt i tavshed. Der skramles med potter og pander i køkkenet. Repræsentanten ånder kraftigt, mens han spiser. Frastødende.
>>Og hvad laver du så?<< Spørger han, og dypper et stykke kød i sovsen.
>>Jeg er her på ferie.<< Siger Christen undvigende.
>>Javel, ja, jeg kan jo nok høre, at du ikke er fra de her kanter. Køwenhawnstrup, ikke sandt?<<
>>Ja, det er rigtigt. Frederiksberg.<<
>>Ooha, oha!<< Repræsentanten peger på ham med gaflen. >>En af de fine herrer?<<
>>Det ved jeg nu ikke, om jeg er.<< Christen er glad for sin adresse, men pøbelen kan hurtigt smudse den til. Han rømmer sig.
>>Så må du vel have en god stilling. Ellers har man sgu da ikke råd til at bo sådan et sted.<<
>>Jeg er læge.<<
>>Ja, selvfølgelig.<< Repræsentantens øjne lyser op, så glider der et tænksomt udtryk over hans ansigt. Et udtryk Christen kender alt for godt. >>Ja, siden de lavede den her by-pass på mig er det jo gået noget bedre, men jeg har alligevel ikke helt tillid til jeres slags, undskyld jeg siger det. Jeg får jo stadig åndenød engang imellem og de her små stik inde i maskineriet.<<
>>Vi er ikke mirakelmagere.<< Svarer Christen, måske lidt studst, og skodder cigaretten i askebægerets ravfarvede glas.
>>Nej, det er I vel ikke. Men tror du det betyder noget?<<
>>Det behøver det ikke, << siger Christen, >>har du ikke talt med din egen læge om det?<<
>>Ham vil jeg sgu helst ikke se for tit,<< Siger repræsentanten, som allerede har tømt tallerkenen, >>nu vil han også lave om på min kost. Men jeg tror nu, at den mad, der var god nok til mine forældre og mine bedsteforældre, den også er god nok til mig. Jeg er jo ingen kanin, vel?<<
Nej, det er ikke en kanin, du minder mig om, har Christen lyst til at svare. Men han ryster bare på hovedet.
>>Tak for skænken!<< Siger han, og rejser sig fra bordet.
Udenfor er regnen taget til.