lørdag den 23. august 2008

Stilleben 2

Lyset falder i striber ind gennem bambusgardinet og kanter stuepalmens grønne blade med fine linjer af sitrende guld. Mellem alle rum står dørene åbne, som om nogen var ventet her. Der er sat to nye lys i de høje stager. Når mørket falder på, vil hun tænde dem.
Lytter man længe nok, kan man, bag den svage susen af trafikken, høre tiden gå gennem rummet med lette, bittesmå skridt. Alle flader er dækket af bøger eller løsrevne ord og sætninger på hvidt papir. Når hun åbner et vindue, letter de og flakser over gulvet som anskudte fugle.
Hun fanger fuglene ind og holder dem fast i en flygtig dans. Som hun holder de skygger af liv, som drømme og sol og om aftenen lyset fra stagerne kaster på væggene og hendes ansigt. Mellem alle rum holder hun dørene åbne, rede til modtagelse - eller flugt.

Ingen kommentarer: