Kollektivisterne

Christens brilleglas dugger, og han træder ned i pytter, han ikke når at se. Han puster utilfreds. Af og til passeres han af en bil, som sprøjter vand op på hans bukser. Han standser et øjeblik for at tørre brillerne. Så skifter han vejside og går til, mens han lytter efter bagfra kommende biler. Han må tage den på stop. Det har han ikke gjort, siden han var i tyverne. En dråbe risler koldt ned langs hans nakke. Han burde se at blive klippet. Han stikker tomlen ud, da han hører en vogn nærme sig. Den passerer, og Christen rammes af endnu et styrtebad. Han bander lavmælt og går videre. Hvor langt er der endnu? Ikke mange kilometer, men i det her møgvejr.. Den tredje bil, en gammel rød Volvo, standser. Christen løber efter den, og en ung mand rækker over og åbner døren.
>>Kom ind i tørvejr,<< griner han, >>hvad er det for et vejr at tage på stop i?<<
>>Tak.<< siger Christen, og kanter sig ind på sædet, hvilket kun vanskeligt lader sig gøre, fordi pladsen er optaget af bøger.
>>Bare smid dem om bagi til pigerne.<< Den unge fyr, som har rastafarihår og mørkt skæg, griber en håndfuld bøger og rækker dem om på bagsædet. Christen vender sig halvt og hilser på et par unge kvinder, der bringer ham mindelser om dengang i 60erne.
>>Hej,<< siger Christen, og tørrer sine briller. >>Jeg tomler ikke på trods af vejret, men på grund af vejret.<<
>>Hvor skal du hen?<< Fyren sætter i gang igen.
>>Ud til klitterne - jeg bor i en hytte derude.<<
>>Okay, den klarer vi.<< Siger rastafarimanden. >>Hvad hedder du?<<
>>Christen!<< Christen rystes af en kuldegysning. Der er ikke varmt i bilen, men i det mindste tørt.
>>Jeg er Mike, og det er Singella og Mille.<< Mike gør et kast bagud med hovedet.
>>Vi har været på festival i Esbjerg,<< siger pigen med de blonde krøller, >>vi har en bod deroppe, men vi gad ikke mere i dag. Ind under aften begynder folk alligevel at blive så fulde, at de ikke gider købe noget.<<
>>Hvad sælger I?<<
>>Smykker, krystaller, den slags.<<
>>Vi bor på en gård hernede, hvor vi dyrker et økologisk landbrug.<< Siger Mike.
>>Et kollektiv?<<
>>Ja, et bofællesskab, ikke? Du kommer selv fra København, lyder det til. Det gør vi også. Vi boede faktisk på Christiania før, men nogen af vores venner flyttede herover, og så fulgte vi efter. Jyderne er måske lidt tunge i optrækket, men de er okay, når de opdager, at vi ikke bider.<< Mike griner.
>>Du skulle komme og besøge os.<< Siger den blonde pige. Hun rækker en spinkel hånd frem og prikker Mike på skulderen. Hendes mange sølvarmbånd klirrer. >>Skal vi ikke tage Christen med hjem? Anne ville lave suppe i dag, så kan han få varmen…<<
>>Nej, nej,<< protesterer Christen, >>det skal I da ikke.<< Men hans nysgerrighed er vækket. En nostalgisk følelse har bemægtiget sig ham.
>>Hvad siger du, Christen, hvorfor smutter du ikke med os hjem og ser, hvordan vi bor?<< Mike flytter blikket fra kørebanen og ser spørgende på Christen. Hans øjne er varme og rolige.
>>Kom nu!<< Siger den blonde.
Christen kigger om på den tavse mørkhårede pige, som sidder ved siden af hende. Hun lader en hånd glide gennem den korte pjuskede frisure og trækker en smule på skuldrene.
>>Okay,<< siger Christen.

Regnen er stilnet af, da de kører gennem en lang allé af kastanjetræer og ind på en gårdsplads, hvor nogle våde forpjuskede høns går og pikker i brostensbelægningen. Hovedbygningen, som ligger adskilt fra de to andre bygninger, er af røde mursten og stammer formentlig fra det nittende århundrede. En trappe med jerngelænder fører op til den afskallede grønmalede indgangsdør. Staldbygningerne er hvidkalkede – eller har i hvert fald været det engang. En sen solstråle bryder gennem skydækket, da de stiger ud af vognen.
>>Se, en regnbue!<< Den blonde pige løfter hånden og peger mod himlen.
>>Singella, hjælp mig lige med den her!<< kalder den mørkhårede pige, Mille, fra bagenden af bilen, hvor hun er ved at løfte en stor pilekurv dækket med et grønt klæde op af bagagerummet. Christen springer til og tager i hanken i den ene side. Mille smiler til ham, og fulgt af Mike og Singella begiver de sig op ad trappen til hovedbygningen.
En golden retriever kommer dem i møde i døren, så snart Mille åbner. Den småpiber og dikker med halen. Den er gammel, tænker Christen, den lugter gammelt og har tydeligvis kendt bedre dage. Men en godmodig hund. Den snuser til ham og puffer sin snude ind i hans knæhaser.
Der dufter af varm oksekødssuppe helt ud i entreen, og Christen glemmer et øjeblik, at han allerede har spist. En skål suppe kan man vel altid klemme ned. Han registrerer indtrykkene, mens han følger med Mille og pilekurven gennem entreen, gennem en større stue og ud i køkkenet. Alt er malet i rosa og violette farver, spraglede kludetæpper, som Christen er ved at snuble i, er bredt ud over de mørke slidte parketgulve, og møblerne er et stort virvar af forskellige stilarter. Tydeligvis fund fra loppemarkeder og enkelte hjemmegjorte ting i råt træ. Køkkenet er stort og lyst, holdt i den gamle traditionelle blå farve. Der står en omfangsrig kvinde med et forklæde på og rører i en gryde på komfuret. På gulvet leger et par små drenge med byggeklodser, og ved det lange plankebord sidder en ranglet pige i tolvårsalderen og læser i en bog. Hun kigger kort op på den fremmede, da de træder ind, men vender uanfægtet tilbage til sin læsning.
>>Anne, vi har en gæst til middag!<< Siger Mille, og giver Christen tegn til, at de kan sætte kurven fra sig i et hjørne.
Kvinden ved komfuret vender sig og nikker til Christen. >>Jamen, det er da hyggeligt.<< Hun smiler. Så stikker hun en ske ned i suppen, puster på den og rækker den frem mod Christen. >>Mangler den salt, synes du?<<
Christen smager på suppen, og erklærer, at den er præcis som den skal være.

Singella dukker frem bag Christen. Hun tager hans hånd og trækker ham med sig rundt i huset. Op og ned ad trapper, ind i det ene værelse efter det andet. Nogen døre passerer hun uden at åbne, siger bare navnet på den, der bor der. Andre steder går hun bare ind, selvom der ingen er hjemme. Imens fortæller hun, uden at standse eller trække vejret, forekommer det Christen, om de enkelte beboere, familieforhold, beskæftigelse og karaktertræk. Han bliver fuldstændig rundtosset og kan ikke følge med i, hvor de kom op, eller hvor de skal ned. Bag en af de lukkede døre kan han høre en, der øver sig på en elektrisk guitar, et andet sted hører han en mindre vellykket trompetsolo.
>>Der er altid liv her i huset,<< siger Singella.
Det tror Christen gerne. En sort kat stryger forbi dem på gangen og springer op i en vindueskarm.
Singella standser på vej ned ad trappen til entreen og ser på Christen, som om hun pludselig er kommet i tanker om noget: >>Du er helt gennemblødt. Kom, vi finder noget tøj til dig.<< Hun vender om og skubber Christen hen ad gangen og foran sig ind i et værelse, hvor der hersker et dunkelt tusmørke. >>Anton, kan vi ikke låne noget tøj af dig, Christen her er fuldstændig gennemblødt.<< En kronraget fyr med rødligt fuldskæg rejser sig fra sengens mørke og tager Christen i øjesyn med et sløvt blik. Christen indsnuser den sødlige krydrede duft i værelset, og får øje på en chillum i fyrens hånd.
>>Bare kig i skabet.<< Han taler langsomt og med en dyb sørgmodig stemme. Singella åbner skabet og fremdrager et par mørke jeans og en sweater, som hun rækker Christen. Han står uden at vide, hvor han skal gøre af sig selv. Singella ser på ham og stryger en hånd ned ad sin lilla fløjlsbusseronne. Så smiler hun pludselig og gør brat omkring: >>Nå ja, jeg venter ude på gangen, mens du skifter. Tag det våde tøj med, når du kommer ud.<<
Christen skifter, og kaster et blik hen mod skikkelsen på sengen. Anton har tilsyneladende glemt alt om ham.
Singella hænger Christens våde tøj op i bryggerset, før hun tager ham med udenfor. Han får en rundvisning i køkkenhaven, hvor der hersker en forbløffende orden mellem rækkerne af spirende grønkål, gulerodstoppe og sølvbeder. Deres fødder synker ned i den opblødte mørke muld. En solsort synger sin aftensang et sted mellem æbletræerne i frugthaven. De våde træer og planter funkler efter regnen, i den nedgående sols blege stråler. Her dufter af jord og dild. Da Christen følger Singella ad en lille sti bagom den ene staldbygning og ud til engen, hvor fårene græsser, ser han solen lyse i hendes hår, og han bliver vemodig.

I køkkenet er ejendommens beboere ved at indfinde sig til aftensmåltidet. Christen får tildelt en plads mellem Mike og Singella. Overfor ham sidder Anton og stirrer sløvt ned i sin endnu tomme tallerken, ganske uanfægtet af den summende aktivitet omkring bordet. Anne stiller suppegryden på en bordskåner, og tallerkenerne sendes op til hende og retur. Køkkenruderne dugger af emmen fra gryden. Børnene sidder samlet ved den fjerneste ende af bordet. Christen nikker høfligt rundt til de ansigter, han endnu ikke kender, og Singella fortæller ham deres navne: Jakob i den lyse skjorte og de runde briller – han ligner en, der er gået forkert, tænker Christen, Karen med det røde hår – det er hende, der spiller trompet, siger Singella. Halfdan, som ligner en vagabond, hvilket Singella bekræfter, - men han har fast adresse her. Lykke, en ganske ung pige, næppe en dag over femten. Hun har piercinger både i næsen, i øjenbrynet og i læben, som hun skulende stikker frem, mens hun lyner med de mørkeblå øjne under det sorte takkede hår. Christen tænker, at hun er skræmmende mager, og han kan ikke lade være med at kommentere det overfor Singella.
>>Hun lider af anorexi,<< siger Singella, >>hendes far har en millionvilla på strandvejen og har aldrig gidet tage sig af hende, efter at hendes mor døde. Så Lykke har prøvet at tage livet af sig nogle gange. Hun ville vel påkalde sig hans opmærksomhed. De sidste par år har hun levet på gaden og sultet sig uafbrudt.<<
>>Hun burde indlægges.<< Siger Christen og ser bekymret på den unge pige, som forsigtigt stikker til sin suppe.
>>Har været forsøgt.<< Svarer Singella. >>Det blev det ikke bedre af. Nu tager vi os af hende. Så kan det dumme svin på Strandvejen passe sig selv.<<
>>Hvad arbejder du egentlig med, Christen?<< Spørger Mike.
>>Jeg er læge.<< Christen opdager, at det ikke generer ham at besvare spørgsmålet i dette forum. Men han bemærker, at Lykke et øjeblik stivner og fæstner blikket på hans hænder.
>>Hvordan ser du så på diskussionen om at indføre alternative behandlingsmetoder i den traditionelle behandling?<< Mike prøver at konversere.
>>Under kontrollerede former vil jeg ikke afvise ideen,<< svarer Christen forsigtigt, >>men jeg har den opfattelse, at der er et stort gråt marked indenfor alternativ medicin.<<
>>Er der ikke det, når vi taler om traditionel lægevidenskab?<< Siger den rødhårede trompetist.
>>Der er mere og mindre dygtige læger, naturligvis. Men her er trods alt tale om veldokumenterede metoder. Ikke enhver kan gå ind fra gaden og kalde sig læge.<<
>>Veldokumenterede metoder,<< Lykke vrænger fra den anden side af bordet, >>ja, hvis man mener det er i orden at udsætte dyr for meningsløse pinsler, og så påstå, at de resultater, man når frem til, kan gælde for mennesker.<<
>>Slip lige kæphesten et øjeblik.<< Siger Mike til hende.
>>Hvorfor det? Hvorfor må man aldrig sige det, som det er? Kan du lide dyr, Christen?<<
>>De smager sgu meget godt.<< Anton griner smørret ned i sin suppe. Lykke ignorerer ham og fastholder Christens blik. En vred ung kvinde.
>>Ja, jeg kan lide de fleste dyr,<< siger Christen, >>og jeg tror ikke, man kan overføre resultater af dyreforsøg direkte på mennesker i alle tilfælde, men indtil vi kan finde bedre metoder..<<
>>Det er jeres sædvanlige undskyldning, ikke en skid andet. Jeg tør vædde med at du har skåret masser af frøer og marsvin op i din studietid.<<
>>Lykke har værelset fyldt med rotter,<< siger Jakob smilende og skubber sine briller på plads, >>tænk, før du taler, Christen.<<
>>Lad os nu ikke diskutere den slags, mens vi spiser,<< Anne, som sidder ved siden af Lykke, lægger en hånd beroligende på den unge piges arm, >>vi mister alle sammen appetitten.<<
>>Hvordan får I stedet til at løbe rundt?<< Spørger Christen for at skifte emne.
>>Åh, det kører også på pumperne. Men ved fælles hjælp.<< Siger Mike.
>>Vi laver alle sammen noget ved siden af,<< Karen lyder entusiastisk, >>landbruget er ikke nok i sig selv, så jeg kører varer ud for den lokale købmand. Anton er skolelærer. Singella har sine smykker og så videre. Mille maler, har du set hendes billeder?<<
Christen lader blikket vandre ned langs bordet til Mille, som laver en let grimasse, nedadvendte mundvige, da han møder hendes blik. Hun har ravfarvede øjne. Som askebægrene på kroerne. Han ryster på hovedet: >>Nej, jeg har ikke set dem.<<
>>Det skal du,<< siger Karen, >>de er virkelig gode. Internationalt format. Hun skal bare opdages af dem, der har penge.<<
Christen smiler, og nikker. Han henvender sig til vagabonden, som endnu ikke har mælet et ord: >>Hvad bestiller du så?<<
Det rykker i den ældre mand. Ja, måske er han ikke så gammel endda, tænker Christen, måske på alder med mig. Men det er svært at sige. Fyren har fedtperler fra suppen i skægget, da han løfter hovedet og ser på Christen med et vandet blik: >>Jeg spiser!<< Siger han og gnækker. Så bøjer han sig atter over suppen. De andre ler, med undtagelse af Lykke og børnene.
>>Det er rigtigt,<< siger Singella, >>Halfdan spiser. Vi bidrager alle efter evne. Halfdan evner ikke så meget. Men han klipper fårene, når det skal til.<<
Han kunne selv trænge til en studsning, tænker Christen, men han siger det ikke.
Efter middagen tilbyder Christen at give en hånd med opvasken, men Anne vifter ham af. >>Det er Lykke og ungerne, der står for den i dag. Skulle Mille ikke vise dig de billeder?<<
Mille står med armene krydset over det smalle bryst og ser på ham og Anne. >>Er du sikker på, du gider?<< Spørger hun.
Milles øjne er ravfarvede. Han gider godt.