Øjesten

En blind plet
i dit øjes lys
spreder sig som ringe i vand

spejler bredden
spejler himlen
flimrende og brudt




I mørket på bunden
af denne sø
finder en sten sit leje

Stilleben 13

Han siger ikke, at han savner hende. Han taler om kirsebærtræet. At det er sprunget ud nu. Hun burde vel næsten komme og se det?
Det vil hun gerne, siger hun. Se kirsebærtræet. I blomst.

Stilleben 9

Morgenlyset ligger blødt over bakkerne. Plovfurerne i den nyligt pløjede mark bagved skellet ligner bølger i et dybblåt hav. Så mørk er jorden, når den vendes. En rest af nattens lette frost ligger som et skær af glitrende hvidt skum på bølgetoppene. Længere borte, hvor de nærmeste bakker rejser sig mod den lyse himmel, farver morgenstunden mulden rosa, og de endnu nøgne hegn står støvetbrune og hvisker mod den lyserøde grund. Helt ude i horisonten strækker skovene sig i diset blåt og indigo, og netop nu oplyser solen en hvidkalket gavl i skovbrynet. Fuglekoret kvidrer i granernes toppe, og en sagte vind stryger over hendes kind. Hun klapper kærligt en stamme, idet hun træder varsomt over mosset for foden af granen.
Hun indånder luftens kølige renhed. Hun svimler med nakken lagt bagover, ser op i det lyse himmelhvælv, der minder om hans blå øjne. Hun fortaber sin tanke i granernes tunge, let duvende kroner.
Nu vågner endnu en april måned, så omskiftelig som de stemninger, der lader lyset flimre over hans træk, så hun gang på gang frygter, at hun burde have medbragt paraplyen eller være blevet hjemme, så hun aldrig havde mærket luften åndet gennem hans mund eller den elektriske sitren umiddelbart før det blændende lys. Hun fik aldrig tid til at tælle sekunderne mellem lyset og bragene.

Stilleben 8

Lyden af bassen, som brager ud af de store sorte højttalere, forplanter sig som en rysten op gennem alle møbler. De høje stabler af papirer, hvorfra den skælvende skrift bryder frem som hære af myrer, vakler usikkert under trykket. En opslået bog, der ligger øverst på en stabel af andre indbundne og hæftede værker, glider, for hver rytmisk drønen, en smule længere ud imod kanten, til den omsider falder på gulvet, hvor den smækker siderne sammen.
Han hører den ikke falde. Han sidder med ryggen mod muren, lænet op ad de sindrige sætninger, som han har skrevet der med blyant, med pensel, med blodet, som han ridsede frem af sin arm. Hans øjne er lukkede, han rokker let i takt til musikken og inhalerer dybt af en chillum, som sender en kvalmende sød og krydret duft ud i stuen og fæstner sig i hans fedtede hår, hans jeans og den uldne trøje. Der er dunkelt i rummet. Han har trukket de tunge nikotinfarvede gardiner for, så man ikke kan se op til ham fra gaden. De fremmede kunne komme. Sollyset kunne penetrere hans hjernekiste og slette, hvad han kun kan ane i dette dunkle lysskær, hvori tankerne strålende står frem med deres egen indre glød. Han suger cannabis dybt ned i lungerne, hoster og spytter og hoster igen. Med kun halvt åbne øjne rækker han ud og famler efter telefonen. Han taster et nummer og venter og råber sit navn ind i røret. Så glider hans øjenlåg i, mens han selv glider ned på madrassen og begynder at snorke med åben mund og den rygende chillum i hånden. Nogen taler til ham fra en anden verden.
Kort efter bliver forbindelsen afbrudt.

Stilleben 7

Der hænger en svag, ram lugt af sved og kropslighed i rummet, men over den svæver en umiskendeligt kunstig duft af fyrnåle. Han tager klæderne af og lægger dem pænt sammenfoldet over en stoleryg. Så læner han sig tilbage i sengens puder.
Han er klar. Nu begynder forestillingen. Kvinden, som han nu ser i modlys mod vinduespartiet, affører sig sin kimono og ryster håret. Hendes konturer står tegnet mod det lette gardin. Han ser ufravendt på hende, da hun kryber op over ham og sætter den fantasi i værk, som han har beskrevet. Først senere, da sansningerne bliver så intense, at de kræver hans fulde opmærksomhed, lader han øjnene glide halvt i.
Bagefter er lugten af sved og kropslighed gennemtrængende, og han kan ikke længere mærke duften af fyrnåle. Inden han igen ifører sig klæderne, låner han badet og skyller duftene af sig. Hans korte hår vil være tørt igen, inden han når hjem. Imens han bader, ifører kvinden sig atter sin kimono. Hun tager sedlerne fra natbordet - tæller efter, at han nu også har lagt det ekstra gebyr - og åbner vinduet på klem, så en frisk brise løfter det røde gardin, stryger ind i rummet og letter den tunge luft.
Han er helt rolig og afslappet, og han tænker ikke længere på tæver, da han smilende træder ind ad døren derhjemme og rækker munden frem til de kys, som han forbeholder en anden.

Stilleben 6

Morgenen er kold. Efteråret hænger klamt i luften under en tung grå himmel. Bag den grønmalede dør med de fire højtsiddende ruder, den som fører ind til fyrkælderen, lugter der skarpere af koks end sædvanlig, fordi fugten er sivet ind gennem kattelemmen og har gjort koksene fugtige. En rå muggen kulde slår op gennem cementgulvet og får hendes tæer i de hvide gummistøvler til at summe. Hun hører, at far åbner den sorte låge i fyret, som er gået ud i løbet af natten. Han hælder koks ind med den lille skovl. Hun står med ryggen til ham og kigger ind i værktøjsrummet ved siden af. Belysningen er dunkel, og konturerne af drejebænk og skruestik og værktøjet, der hænger på plader på væggen, træder kun langsomt frem. Så ser hun den. Katten. Den sidder sammenkrøbet på gulvet ved væggen og ligner et tøjdyr. Hun nærmer sig den langsomt, og ved, at der er noget helt forkert. Den ser ud som om, den hoster, men den sidder helt stille og flytter ikke blikket. Kommer hende ikke i møde, som den plejer. Den gråbrune, stribede pels, der ellers altid skinner i glimtende sølvstænk, stritter underligt mat, og idet hun strækker hånden frem, fornemmer hun på kulden omkring den og allerede før, hun rører den, at den vil føles kold og stiv under hendes hænder. Katten er forvandlet til en ting.

Stilleben 5

Døren er ikke låst. Enhver kan gå ind. Her er intet at gemme på. Tristheden siler ud af væggenes skrammede flader, lurer i støvet og i krummerne på gulvet, stiger som en doven lugt fra de henkastede dynger af forvasket snavsetøj.
En halvvissen blomsterbuket på det plettede spisebord hænger tungt åndende ud over kanten af vasen. I køkkenvasken drypper en utæt hane sin længsel ned i en stabel uskyllede tallerkener og fedtede glas.
Hun ligger på ryggen på madrassen på gulvet i stuen. Det ene bare ben er let bøjet, det andet strakt ud. Dynen dækker kun halvt, så man kan se den sorte blondechemise og under den kroppens fine linje, hvor hun strækker den højre arm op over hovedet, imens den anden hviler tværs over brystet. Hun ånder tyst i det dæmpede middagslys, som trænger ind gennem vinduet. Lydene udefra når ikke hendes bevidsthed. Hun sover som et barn med et lidt mut udtryk i ansigtet under det rødgyldne pjuskede hår. Når hun åbner sine blå porcelænsøjne vil hun se lige op i de ord, hun har malet med cyklamen på loftet: Daddy, Daddy, I’ve been bad! Spank me, Daddy, spank me!
Her er ingen gasovn i køkkenet. Til gengæld er de elektriske installationer i uorden. Jorden er giftig og knivene skarpe som tunger. Der er et uendeligt antal muligheder.