August

Kumulusskyernes katedraler
tårner sig op bagved skovbrynet

Over det knasende grusblege hjulspor
funkler en guldsmed i rykvise glimt

Brøndkarsekildens kølige klarhed
strømmer krystal om grøntflimrende fingre

Og på den stejle skrænt bag din broders hus
bløder disetblå blåbær magenta
slet skjult under sensommersolplettet bladhang



Regnen kom senere
- hen under aften -
rullende ind på en tordenvogn
I horisonten trak lynene lys
bag smalle gransilhuetter

Duft af fresia

Duft af fresia er perlende og let som boblevand og velopdragne unge kvinders latter fra en svunden tid. Duft af fresia er glat og blød som barmens runding over snøreliv med gyldne bånd og nederdelens slæb mod marmorfliser. Duft af fresia er duft af hospital og lys bag ruden, regn og venterum og trætte smil på puden. Duft af fresia er Romeo og Julie, er duft af fløjl og silkeflor og lyse perler i den mørke krypt, hvor tørvelugt af muld, klam luft og træ, der langsomt smuldrer, driver som en tåge gennem tiden, mild og flygtig kysser kraniers og fingres elfenben og bleger visne rosers sorte blade.

Større end dit værste mareridt

Du har sat dig selv i skyggen
og jeg tænker
du har brug for at gå ind i mørket lidt
for at træffe dine djævle
for at se den skrift på væggen
og forstå du selv er større
end dit værste mareridt

Bækkens diamantlys under solens strålespil
admiralens glødelegeme
mod de tunge brombærgrene
glædens fulde farvespektrum blot ved det
at være til
venter på dig når du vender hjem
fra dér hvor du er ene

Du bærer padder ud

Det regner i aften
en stille silende vårregn
der glimter i lyset
under lampen
da du åbner døren ud
og lukker nattens stilhed ind
jeg ser dig bagfra
som en skygge mod den lyse regn

og det betyder alt og ingenting

du puster røg fra cigaretten ud i natten
frøerne er vågnet
der er to som krydser tærskelen
spættede
imod et spættet tæppe
på dit stuegulv
du vender dig og bøjer dig
og former dine hænder som en skål
du bærer padder ud i natten
og jeg gyser lidt

og det betyder alt og ingenting

to frøers gyldne øjne glimter
under regn og lampelys
de søger hjem nu
siger du

og lukker døren

Lago di Como

Kranset af mørke løvtræer lå den, under den lysende tusmørkehimmel, som fed, blå silke spændt stramt ud over en sovende kvindes åndende ryg. Svagt sitrende kastedes genskær af himlen tilbage fra kjolen, fandt vej gennem salens vinduespartier, kastede perlemorspytter på dugen og glimtede måneskin i Chardonnay. Aldrig så jeg en sø så blå som Lago di Como den aften i juli, da skønheden flød som svalende bølger over det blanke gulv og dæmpede lyden af tjenerens skridt, da han bragte os maden. Selv vore hviskende stemmer blev blå, som vi sad der i spejlingens dybder.

Hvor bliver fuglene af?

Hvor bliver fuglene af, når de falder? Det tænker jeg ofte på. Kun én gang så jeg en due falde fra den gesims, som den sad på. Flaksende faldt den og landede blødt blandt travle fødder på fliser. En nænsom sjæl tog den op, og dens øjne var fulde af skyer. Hvor bliver fuglene ellers af, når de falder? De siger, at rævene tager dem. Jeg har aldrig set en ræv her i byen, selvom jeg står ved mit vindue i timen, hvor flagermus afløser krager, og nattens skygger svøber sig blå om huse, vejtræer og klippede haver.

Måske flyver fuglene bort, når de falder. Vingerne har de jo.
Allerede.

Øjesten

En blind plet
i dit øjes lys
spreder sig som ringe i vand

spejler bredden
spejler himlen
flimrende og brudt




I mørket på bunden
af denne sø
finder en sten sit leje

Glaskammeret

Ind imellem forlader du mig. Du går ind i dit eget usynlige glaskammer. Det er et skrøbeligt sted.

Forårsblå

Det er den sene vinters - det tidlige forårs - bløde lys over tagene duften af klarhed i luften en solsorts sørgmodige toner trafiksus og blinklys og blæsten som blafrer i flagene det er de spæde skud på de ældede hække i villakvarteret og gæslingers dunede knopper langs med det bugtede vandløb hvori en barndom er sunket og hvorfra den skinner i sølvglimt som kastes tilbage fra bøgenes ranke stammer memento mori det er den åndeblå skumring hvor flokke af vingede væsener falder til ro på de øverste grene og venter på mørket det er de transparente farver som opløser formernes fasthed og skyller ind som et tomrum usynlighed i solar plexus det er et savn som ikke må siges tvivlen og det umulige i én gang til at komme til verden eller forlade den det er den bundløse angst og længselen efter menneskevarme og rolige ord det er forårets falske løfter hvori en ny lang tavs sommer strækker sig solbleg og brændende over de grønne områder hvorfra de andres stemmer og latter bølger som festlige vimpler i vinden mod alt det der klemmer så hårdt om din strube som det du engang kaldte kærligt det er alt det som toner ud i det bløde blå det er aske på havet de tusinde tårer du tappert undlod at græde den stemme du ikke længere kan lokke frem når du løfter røret og uden ord beder om noget du ikke kan få fordi du er den du er - blå og bleg translucent og krystalklar som foråret selv - en kalk som aldrig kan fyldes skramlende over flager af is der flyder for fralandsvind på de mørke vande

Isvind

Mirabellerne i gården blomstrer kniplingshvidt imod en gråbleg himmel. Isvind. Så blæste gårsdagens stormstød alligevel ikke foråret ind. En knirken i de spinkle grene. Ser op i himlens lukkede rum med blikket blødt sløret af hvide kniplingsdrømme. Jeg ser. For tidligt udsprungne blomster i barfrost.

Unter uns gesagt

I mørket vil jeg holdes fast i dine arme.
De spørger mig, om jeg elsker dig? Jeg ved ikke, hvad det betyder.
Dit lys og din skygge går gennem mig, som dage og nætter går over jorden.

Krystalluften har jeg

Krystalluften har jeg
og kragernes spottende klang
under vinterbleg himmel

Træernes strenge figurer
står blottet i dagenes lysfald
som rækker af tegn på papir

Blæsten i granerne har jeg
og kulden i jorden
under de fugtige blade

Dit åndedræts slør
mod mit kølige ansigt
og vandet som bruser i bækken

Forventningens glæde
på udrejsen hyldet i civilitet
når vi mødes igen

Flammer i pejsen har jeg
og gløder på skumringshimlen
der strækker sig drømmefjern

Dit greb om min nakke
har jeg og sukket som frydefuldt
vrister sig løs af min strube

Roen på hjemrejsen har jeg
og tilliden til at signalerne
langs banelegemet fungerer

Nætternes tavse ensomhed
har jeg og dagningens mismod
når drømmene svigter

Gråvejr og klart vejr
og bygevejr har jeg
og storme der sprænger træerne fri

Alligevel længes jeg
efter det dunede løvspring
skovmærkernes duft

Alligevel længes jeg
efter den blomstrende hæg
og majrosers læber i hegnet

- efter dit favntag i uvejr
august måneds tordenregn
melankolien silende ned over ruden

Livet i dette nu har jeg
og hvert sekunds tillid og tvivl
skælvende aks under brisens adspredte kærtegn

Alt dette har jeg
alligevel længes jeg
efter den lænke af tegn som ikke kan brydes
efter én eneste lysende sætning
efter det enkleste ord

Syv svaner

Jeg talte syv svaner
på himlen
min Elskede
den dag vi gik over marken
fra søen

Husker du vandet
der vuggede mørkt mellem sivene
husker du sangen i luften
- og lyset
over de flammende skove
som dryssede guld langs med stien

Jeg talte syv svaner
på himlen

Som, når om foråret...

Som, når om foråret, spirerne blødt bryder frem
og afstedkommer jordskred i mulden,
som, når om foråret, fuglene første gang synger,
som de kun synger, når isen i grøfterne smelter,
og krattet står spættet af vårgrønne skud,
som, når om foråret, hver morgen åbner til verdener i ultramarinblåt,
og lydene løber med småbitte fødder på tæpper af fløjl,
sådan mærker jeg glæden blødt bryde sig vej,
glæden - så hensynsløst mild, himmelhøj - over dig.

November

Neapelgul - okker strækker sig
under novemberbleg himmel
skoven står brun
stedvis afbrudt af granernes dybgrønne tårne

I krattet bag ruden
plukker sort fugl med gult næb
de rødeste bær
af de spinkleste kviste

Solfragment brænder i husets kamin
venter dig
med en glæde så varsom
du næppe forstår det
det gløder

Nu sner det
tøvende
indledningsvis

Skumfødt

Det er din sårbarhed
jeg vil nå ind til
det punkt hvor vandene samles
og flyder
over i dine øjne
det er din regn jeg vil mærke
som dråber mod huden
det er dit hav
jeg vil vaske mig i
for at genopstå renset
og klar af de skummende bølger

Måneskin

Da du sad på hug foran ovnen
i aftes steg månen op
over din bukselinning

Samlet og adspredt
ligger jeg her
med katten snorkende blødt
som et spædbarn ved mine fødder
mens du lyser varmt
som sol i en kats gule øjne
langt inde bag mine grønne
lukkede spejdende drømmende

Lille banal Eufori

Vi spiste sammen af solen i går
vi drak af sommerens solmodne skød
holdt varmen fast i begærlige hænder
lod frugtkød sprænges mod vore tænder
oktoberguld brændte sig ind i det blå
til verden blev vårgrøn og frisk som en dåb
og æbletræet symbol på et håb

Tekstlæsning

Det ’du’ i digtet er ikke kun dig
er ikke helt dig
det ’jeg’ i digtet er ikke kun mig
er ikke helt mig
men en delmængde
en mulighed
et fragment
som trækker glødetråde tilbage i tid
- måske frem
når jeg skriver ’solen’ skriver jeg om alle sole
om lys som engang kom ind i verden
hærskarer af skygger
tilbage til Adam taler med
når jeg taler om ’en mand’
æblet er ikke kun det æble vi stjal
i en have og spiste i går
men årtusinders sødmefyldte
fristende frugter
sådan læser du digtet
for at læse det vel
jeg er ikke kun mig
jeg er Eva
sådan læser du mig
for at læse mig vel
alt er så meget mere end det lader til at være
når du åbner dine grænser
til den store sammenhæng
når du lader verden være
hvad den er
og læser teksten

De tomme pladser

Tak for dit smukke brev.
De tomme pladser i teksten
råber mod Himlen.
I din tavshed kender jeg atter
hænder der åbner og slipper.
De manglende svar
la'r mig vide
at jeg er en fremmed her
og blot på rejse gennem dit landskab.
Jeg ville dykke i dit hav
jeg ville bære dine tankers tag
på mine arme.
Men du gav mig bare lyset
og det store tomme rum
- en frihed uden grænser
og derfor betydningsløs.

Hvis ikke du holder mig fast
er jeg nødt til at gå.