Lara

Jeg opfandt ikke Lara og mener således ikke, at jeg kan holdes ansvarlig for hendes gerninger. Hvad hun måtte vælge at foretage sig eller ikke at foretage sig, er ikke min sag.
En dag var hun der bare. Jeg stod ved mit vindue og så hende komme ud fra villaen overfor. Det er en stille vej, så man bemærker, hvem der kommer og går.
Jeg iagttog hende, da hun gik ned ad fortrappen og ud på det snedækkede fortov: Mørkt hår, mørke solbriller, mørk pels og sorte støvler. Hun gik målbevidst, uden hastværk. Solen gnistrede i pelshårene som i snepudderet på gaden. Over hendes hår lå en mat stråleglans. Jeg bemærkede hende, som man bemærker en smuk kvinde. Hun var et enkelt billede af skønhed, som passerede gaden.
Et par uger efter så jeg hende i metroen. Det var en af disse gråvåde vinterdage, hvor en sød og kvalmende lugt emmer fra menneskers kroppe, når de står for tæt sammen. Hun gled forbi mig i menneskemylderet, og jeg bemærkede en sødmefuld blomsterduft og et strejf af moskus, som jeg tilskrev pelsen. Dens silkebløde hår kærtegnede et øjeblik min hånd. Hendes ansigtstræk var fintmejslede og klassiske. Der var en aura af urørlighed omkring hende. Jeg vendte mig efter hende. Hun placerede sig stående lidt længere nede i kupéen, og da hun flyttede vægten fra det ene ben til det andet gled pelsfrakkens nederste folder til side og tillod mig et glimt af et fintformet knæ over støvlekanten. Hendes duft hang i mine næsebor, skønt svagere nu. Jeg dvælede ved tanken om dette nøgne knæ og syntes, jeg kunne ane en mere omfattende nøgenhed under pelsen, da hun atter skiftede stilling. Det kan naturligvis have været ren fantasi.
Hvorom alting er: Fra det øjeblik begyndte jeg at fantasere om dette skønne legeme gemt bag pelsværkets folder: Lægge og lårs lange glatte flader, mavens runding, brysternes tyngde, ryggens kurve og kravebenets spinkelhed. Jeg blev lidt ør, som jeg stod der og svajede i metroen. Snart var hun forsvundet bag ligegyldige ansigter og mørke vinterfrakker.

Dagen efter lå der et luftpostbrev i min postkasse adresseret til Lara Spacek. Posten havde afleveret brevet på den forkerte adresse. Sådan lærte jeg hendes navn at kende. Skriften på kuverten var omhyggelig, næsten kunstfærdig, men afsenderen havde kun underskrevet sig med efternavnet Fremont. Jeg var fristet til at åbne brevet og læse det. Men jeg lod være. Jeg overvejede at overbringe det personligt, men endte med at lægge det i hendes postkasse.
Om aftenen tog jeg, med korte intervaller, opstilling ved mit vindue, i håb om at se Lara på gaden eller i vinduet overfor. Mine tanker var opfyldt af drømmen om, hvordan hun trådte ind i min stue, satte sig i min sofa med nakken lagt tilbage og de fugtige læber adskilt i et let smil. Hendes tunge mørke hår ville falde ud over sofaryggen med en lyd, som når et silkeklæde rammer gulvet, og hendes pels ville glide til side og åbenbare hendes nøgenhed for mig.
Så kom hun hen ad gaden i lygternes lys. Hun gjorde ophold og åbnede sin postkasse. Hun fandt brevet og trykkede det et øjeblik mod brystet, før hun låste sig ind i huset. Jeg kunne ane, bag den mørke rude derovre, at hun trak rullegardinet ned, før hun tændte lyset. Der gik nogle minutter – så så jeg hendes silhuet på gardinet, oplyst af det bagvedliggende lampeskær. Hun var nøgen nu. Hendes bryster stod skarpt aftegnede og mavens runding, som jeg havde forestillet mig den, men nu i negativ. Hun førte en hånd op til håret, lod den glide ned langs kroppen i en bevægelse, der mindede om et kærtegn. Jeg holdt vejret, lyttede til stilheden i mine stuer og til blodets susen i mine ører. Så passerede Lara vinduet og gled ud af mit synsfelt. Jeg så hende ikke mere den aften, og de følgende uger var der mørkt i lejligheden.

I det tidlige forår rejste jeg til Paris, hvor jeg skulle forelæse om fænomenologi, eller nærmere bestemt om det værende og det-for-hånden-værende, som Heidegger kalder det. Langs med Champs Elysée stod kastanjetræerne med bristefærdige skinnende knopper. En regnbyge var netop faldet, og nu, hvor solen brød frem mellem skyerne og fik alt til at glimte og lyse, løftede en regnbue sig over Triumfbuen. Jeg standsede og betragtede den. Så mærkede jeg en velkendt duft af søde blomster og moskus. Jeg vendte mig efter duften og så Lara arm i arm med en blond kvinde. Jeg skulle til at tage et skridt frem mod dem, give mig tilkende og bruge dette pudsige tilfælde som et påskud for kontakt. I det samme standsede de to kvinder, og i en selvforglemmende bevægelse favnede de hinanden. Som i en natlig drøm så jeg, hvordan Laras fugtige læber skiltes og gav plads til venindens tunge, der legende strøg over Laras hvide tænder og mødte hendes tungespids.
Nogen ville måske have føjet dette billede som et ekstra krydderi til deres fantasier, men for mig var det som at blive fanget nøgen i en iskold byge. En sky gled symboltung for solen.

Jeg opfandt ikke Lara. Hvad hun måtte vælge at foretage sig eller ikke at foretage sig, er ikke min sag. Om aftenen trækker jeg gardinerne for, før mørket kommer.

Frugtelskeren

”Jeg gik i panik,” sagde arrestanten. Hans ansigt var blegt.
”Forstår I det? Jeg gik simpelthen i panik. Jeg havde hørt, at den slags kunne ske for en mand, men jeg anede ikke, at det kunne ske for kvinder.”
Kommissæren lænede sig tilbage på stolen, sukkede træt og gned sin næse mellem tre fingre.
”Godt,” sagde han, ”altså: Du løste billet til Amsterdam på Københavns Hovedbanegård, du fandt dit tog og din sovevogn, anbragte din bagage, og hvad skete der så?”
Arrestanten havde svedperler på panden. Hans hånd rystede let, da han løftede vandglasset.
”Jeg åbnede vinduet. Det var en af de gamle vogne, hvor vinduerne kan trækkes næsten helt ned. Jeg forstår ikke, man stadig bruger dem. Meget ukomfortable. Det var køligt, og det larmede på perronen, så jeg lukkede vinduet igen og satte mig ned. Jeg sad og spiste vindruer, da hun kom ind.”
”Hvem kom ind?” Spurgte kommissæren og så op mod en revne i loftet.
”Damen i pelsen. Ingrid Marie. Hun stod pludselig i døren, iført den der fantastiske pels, og med tykt blondt opsat hår. Hun lignede en million, selvom hun selvfølgelig ikke var helt grøn længere. Hvordan skal jeg forklare det? Hun havde samme udstråling som en velhavende mands gamle Cadillac. Kvalitet, tænkte jeg. Hun sagde: Undskyld, men er der nogen her, som vil hjælpe mig med at finde min plads?”
Arrestanten tav.
”Hvad skete der så?”
”Ingenting. Jeg tænkte først, at hun var forkælet. At hun kunne lide at koste rundt med folk. Det overraskede mig, men det sendte også en sær behagelig gysen gennem mig.”
Assistenten, som stod ved døren, hostede og børstede et imaginært fnug af sit jakkeærme.
”Jeg har altid været tiltrukket af modne kvinder, der ved hvad de vil,” sagde arrestanten, ”jeg har bare aldrig før haft lejlighed til at komme så tæt på én. Nå, men så gik det op for mig, at hun var blind. Man kan se det på deres bevægelser. Der er noget tøvende og næsten famlende over dem. Så jeg sprang op og kiggede på hendes pladsreservation. Jeg tog hende under armen og hjalp hende på plads.”
”En sand gentleman!” mumlede assistenten.
”Toget satte i gang. Konduktøren dukkede hurtigt op for at billettere. Han ønskede os tillykke med, at vi havde hele kupéen for os selv. Vi præsenterede os for hinanden – Ingrid Marie og jeg. Talte om vejret.”
”Hvad skete der så?” sagde kommissæren.
”Jeg læste i min avis. Mørket faldt på. Ind imellem iagttog jeg hende. Hun mindede mig om en moden frugt. Jeg kom til at tænke på ferskner. I ved: bløde fuldmodne ferskner, lige før de bliver uspiselige. Da hun åbnede sin pels, bølgede duften af modenhed, af pudder og saftige frugter gennem luften. Hendes knæ strejfede mit, da jeg skiftede stilling. Jeg tilbød hende en klase af vindruerne og lagde den mellem hendes hænder. Hendes håndflader var bløde og varme. Så bad hun mig, om hun måtte mærke mit ansigt. Jeg lod hende gøre det. Pelsærmet kildrede min hage. Jeg kunne ikke modstå det: Da hendes fingerspidser ramte mine læber, slikkede jeg hende i håndfladen. Den smagte salt.”
”Og hvordan reagerede hun på det?” spurgte kommissæren og så ned på bordpladen.
”Hun lænede sig frem mod mig. Jeg kyssede hende. Først blidt, men så noget voldsommere. Vi gled ned på gulvet mellem sæderne. Jeg trak pelsen af hende og skubbede den tilrette under os.”
”En hvid pels på et kupégulv,” udbrød assistenten forarget, ”det er jo vandalisme!”
Kommissæren skulede til ham.
”Jeg knappede hendes bluse op. Perlemorsknapper, det var perlemorsknapper. Jeg skubbede hendes bh-skåle ned. Jeg har aldrig vidst, at modne kvinders bryster er så forskellige fra yngre kvinders. Udtrykket meloner har fået en helt ny betydning for mig efter det.”
Assistenten betragtede væggen bag arrestanten. Kommissæren skrabede med fødderne mod gulvet.
”Jeg smagte på dem. Jeg skubbede hendes nederdel op og trusserne ned. Hendes lår var bløde og glatte som skindet på nektariner. Hun duftede af vinteræbler.”
Kommissæren rømmede sig og så plaget ud. Assistenten havde røde pletter på kinderne.
”Hun var, om jeg så må sige, plukkemoden.” sagde arrestanten.
”Da hun blev fundet mindede hun mere om nedfaldsfrugt.” sagde assistenten i en stødt tone. Han havde været med ude at hente hende.
”Jeg rører ikke nedfaldsfrugt!” sagde arrestanten. ”Det kan være fyldt med alskens kravl. Det kan være på vej til forrådnelse.”
”Præcis!” sagde assistenten med et grumt udtryk i ansigtet.
”Så spurgte jeg, om hun ville smage min banan!” sagde arrestanten.
”Banan?” Kommissæren lænede sig brat frem over bordet.
”Ja, I ved… min banan. Det ville hun gerne. Og et øjeblik efter kom hun så op at sidde ovenpå mig. Hun kunne lide den. Det var ligesom når man klemmer en appelsin, og saften løber ned ad ens håndled. Hun råbte noget, men så…”
Arrestanten gik i stå.
”Hvad så?” spurgte kommissæren.
”Hun faldt sammen. Først troede jeg, hun kom, men så gik det op for mig, at hun var gået bort. Hun trak ikke vejret. Og så gik jeg i panik. Jeg klædte hende på. Så trak jeg vinduet ned. Det lykkedes mig at løfte hende op og bugsere hende ud af det. Vinden ruskede i hele kupéen. Hendes rejsetaske smed jeg også ud. Så lukkede jeg vinduet og lagde mig ned. Jeg sov forbløffende godt, men det var vel ovenpå al den virak.”
”Så Ingrid Marie Appel var allerede død af naturlige årsager, da du ekspederede hende ud gennem vinduet?” spurgte kommissæren.
”Ja, det ved gud hun var!” svarede arrestanten.
”Godt,” sagde kommissæren og rejste sig, ”vi kommer ikke videre lige nu. Men foreløbig beholder vi dig her. Vi sørger for, at du får noget mad bragt op.”
Assistenten åbnede døren for kommissæren.
”Jeg spiser ikke kød,” sagde arrestanten, ”jeg kunne vel ikke bede om noget frugt?”