Hannah

Hans kone er berømt. Hun er så berømt, at hun kun går ud for at optræde. Det er i hvert fald sådan, han plejer at udtrykke det. Hun henter ikke mælken, som mælkedrengen afleverer ved døren i opgangen hver morgen klokken seks.
”Der er ingen grund til at vække furore!” siger hun, og kaster nakken tilbage med en verdenstræt lille latter, som blotter hendes hvide strube.
Han plejede at få lyst til at bide i den strube, at tvinge hendes nakke tilbage med et fast greb i hendes mørke lokkede hår, for at se hendes fugtige læber åbne sig mod hans og hendes sorte øjne dugge til i lidenskabelig eftergivenhed.
Når hun går ud, er hun næsten altid dækket bag et par mørke solbriller, der skifter facon efter tidens mode. I år er de skråtstillede og har spidse vinkler som kattens øjne.
Det nytter ikke med de solbriller; alle i kvarteret kender og genkender hende. De hilser, når hun går forbi. Hvem vil ikke gerne hilse på en berømthed? Hun svarer de fleste med et kort nik og et afmålt smil.
Hun vækker ikke furore. Naturligvis sker det, at fremmede mener at genkende hende på gaden eller på en restaurant. De vender øjnene mod hende i en rullende bevægelse og hvisker sammen, men derved bliver det. Selv journalisterne kommer kun pr. invitation.
Alligevel er det ham, der henter mælken ved døren. Der er ingen grund til at diskutere det. Det generer ham ikke. Alle mennesker henter mælken ved døren. Det generer ham heller ikke at rense toilettet, når de tager den ugentlige rengøring. Faktisk nyder han, i det stille, den lette misbilligelse han vækker hos hende, ved ikke at have noget imod det job. Han er et menneske, intet menneskeligt er ham fremmed. Hun vender ansigtet bort med profilen hævet og en lille krølle på næseryggen. Hun finder ham afskyvækkende, uren. I en periode havde de haft en hushjælp, en ældre dame, som passede de ting. Men Hannah kunne, i det lange løb, ikke acceptere en fremmed i sine stuer. Guderne skulle da ellers vide, at de altid havde haft hushjælp i hendes barndomshjem – og det på trods af, at Hannahs mor havde gået hjemme hos børnene.
”Hun forstyrrer mig,” sagde Hannah, ”og hun vimser.”
Måske generede det hende også, at Mogens så jovialt talte med fru Jensen. Herregud, hun var ikke så forskellig fra hans egen mor. Hvorfor skulle de ikke tage en kop kaffe sammen i køkkenet? Men Hannah holdt afstand. Man må opretholde en vis distance. Og til sidst blev frk. Jensen fyret.
Nu ordner de lejligheden sammen en gang om ugen. Sønnen Jacob støvsuger over det hele, Mogens skurer toilettet, og Hannah ifører sig de syrenfarvede gummihandsker, som når halvvejs op til hendes albuer, og vrider en støveklud op i baljen.
”Jeg ville ønske, du ville tage handsker på, når du skal stå med hænderne nede i det der,” siger hun, ”du spreder bakterier over alt.”
Han strammer mundvigene en anelse, og gider ikke fortælle hende, at han naturligvis kender til vand og sæbe. Selv om man er vokset op i proletariatet, kan man faktisk godt have lært at vaske hænder. Til tider forestiller han sig Hannah smurt ind i mudder efter en stroppetur. Tanken er besnærende og pirrer hans sanser. Han vejrer i luften efter et duftspor af hendes sved. Forgæves. Hannah er kølig og omkring hende svæver noter af liljekonvaller og citrusgræs. Han kan ikke længere genkalde sig duften af hendes elskovssved. Hun er holdt op med at transpirere under hans kærtegn. Det hænder, han kan lokke den gammelkendte lyd fra hendes strube, men straks efter ruller hun bort under ham og glider ind i sig selv til et sted, hvor han ikke kan nå hende. Hvem tænker hun på bag øjnenes lukkede låger? Ikke på ham. Det er givet. Han er blot et middel til øjeblikkelig forløsning. Hendes lidenskab er modvillig, selv når hun tager initiativet. Som om hun gør det mere af nødvendighed end af lyst.
Og han selv? Er hans intense forsøg på at vække hendes begær ikke en straf for hendes afstandstagen, hendes stadige nedgørelse af ham, hendes utilfredshed? Føler han ikke selv kun tomhed og en let kvalme, når han trækker gummiet af, binder knuden og på sagte trin lister sig ud på badeværelset, hvor han lader være med at tænde lyset, for at undgå at møde sit eget blik i spejlet?
Nu ser han ind i spejlet i entreen: Bag brilleglassene stirrer hans fremmede øjne lyse og blå imod ham fra det furede ansigt med den skarpe næse, som i årenes løb er blevet stadig mere dominerende. Håret er jerngråt og stridt, jo tak, det er der i det mindste. Han lader en hånd løbe igennem det. Er det ved at blive for langt? Han skærer en grimasse af sig selv. Det skal forestille et smil, men når ikke op i øjnene. Hej Mogens, din gamle sjover, hvordan går det, er det her dagen, som skal forandre resten af dit liv?
Han vender sig fra spejlet, klapper sig på lommerne; har han nøglerne? Så hører han Hannah i slippers i køkkenet, og han ser hende for sig i den sartgule badekåbe, mens hun hælder kaffe i et krus.
”Ja,” hans stemme er morgensprukken og han må klare halsen, ”så tager jeg af sted!”
Han bøjer sig ned og tager sin sorte mappe i den ene hånd, rækker op på stumtjeneren og tager cottoncoaten med den anden. Hannah kommer frem i døren fra køkkenet og læner sig mod karmen. Hun hviler den ene albue på den anden arm, som er lagt beskyttende om hendes mellemgulv.
”Vi ses.” siger hun og nipper til kaffen, som hun balancerer i den frie hånd.
Han er allerede på vej til at tage i dørgrebet, men vender sig og træder de tre skridt hen til hende for at kysse hende rituelt på kinden, som altid er den, hun byder ham. Den er blød og varm af søvnen. Han fanger et strejf af hendes morgenduft; svagt mælkeagtig blandet med citrus. Ingen sved.
Så er han på vej ned ad trapperne i den brede lyse opgang, hvor mælkeflaskerne endnu står urørte foran de fleste døre. Morgensolen stråler lavt og i et skarpt og gyldent lys ind ad vinduerne og skinner mat i det smukt svungne mahognigelænder.
Heks! Tænker han, da han når den sidste trappe. (De bor på tredje.) På det næstsidste trin glider hans sål på det glatte trin (som om hun kunne læse hans tanker), og han slår lænden, da han med en uskøn bevægelse sætter sig på enden. Men måske er det en heks, jeg har brug for! Tanken kommer som et lysglimt, og den pludselige selvindsigt varer så kort, at han end ikke bemærker den svage opadgående bevægelse i sine mundvige, før den er borte igen. Han ømmer sig og må sunde sig et øjeblik, før han kommer op at stå og fortsætter hen ad gangen og ud gennem den tunge indgangsdør. Udenfor drejer han til højre, hvor vinduespudseren i dag har lænet sin stige op ad den forvitrede rødstensmur. Mogens behøver ikke at betænke sig. Han træder ud på kørebanen og går udenom.

Aften på torvet

”Og du tror, det er løgn,” siger Jim begejstret, ”men hun hedder Mona Rosa. Et tungt bastant navn til en tung, bastant kvinde.” Han ler. ”Det er hende absolut magtpåliggende, at man låser døren efter sig, hvis man kommer sent hjem. Du skulle have set det blik, hun sendte mig, da jeg gik. Hun pegede på døren, drejede håndledet og sendte mig et rigtig hvast blik, som om jeg var en skoledreng, der var på vej ud for at lave ballade.”
Lilja smiler. Hun kan se den italienske Mama for sig: Stram knude i nakken, krum næseryg, sorte øjne og en storblomstret kittel, som er færdig at sprænges af de svulmende former.
”Og hendes strømper er mørkebrune og hænger i ål, ikke sandt?”
”Nej, der må jeg skuffe dig,” siger Jim og ser påtaget højtidelig ud, ”det kunne man tro, men Mona Rosa bærer blanke strømper med en snorlige søm bagpå de svungne lægge. Blot en skam, at de ender i et par udtrådte grå filttøfler.”
Deres latter bobler over, som den Spumante, Jim har skænket i deres glas, og en lille flok mænd, som sidder et stykke borte og tilsyneladende diskuterer noget, der står i avisen, kigger op og smiler. Luften er meget varm i aften. Lilja løfter glasset og holder det mod tindingen for at lette den trykkende fornemmelse.
”Har du hovedpine?” spørger Jim og kigger undersøgende på hende.
”Åh, det er ikke noget. Det trykker bare lidt. Her er frygteligt varmt.”
”Lad os bytte plads,” siger Jim, ”jeg sidder i skygge.”
”Nej, nej, det gør ikke noget.”
”Jeg insisterer,” siger Jim og rejser sig, ”kom nu.”
De bytter plads, og det letter i hvert fald at undgå sollysets skarphed i øjnene. Nu er det Jim, der sidder og kniber øjnene sammen. Det gør hans smilerynker skarpere og længere.

De sidder lidt i tavshed og lytter til mursejlernes pippen. Fuglene flyver lavt, de forsvinder af og til ind gennem nogle små huller øverst under taget på den høje bygning, hvor fortovscafeen har til huse. Familierne er kommet ud på gaderne nu. Her holder man åbenbart en gammel tradition i hævd, som Lilja ikke har bemærket i Firenze: Både forældre og børn går aftentur i deres fineste klæder. De små piger er iført lyserøde, hvide eller gule kniplingskjoler, drengene har mørke bukser og vandkæmmet hår, og de voksne ser ud som om de er på vej til fest.
”Tror du, de har unger?” Jim nikker op mod svalerne.
”Det kunne se ud til det,” siger Lilja, ”men jeg har ikke begreb skabt om, hvornår de yngler.”
”Heller ikke jeg.” Siger Jim.
”Har du altid dit kamera med rundt?” Jims spejlreflekskamera ligger på bordet mellem dem. Jim smiler og klapper kameraet.
”Når jeg rejser, ja. Og du har garanteret pen og papir i tasken?”
Lilja ler: ”Du har fuldstændig ret. Også i aften, men jeg regner ikke med at få skrevet noget nu. Jeg mener – det er en ensom beskæftigelse. Jeg kan sjældent skrive, når jeg er i selskab med nogen.”
”Lad dig ikke genere af mig,” siger Jim, ”jeg skal sidde helt stille og ikke sige en lyd, når inspirationen kommer over dig.”
”Ha,” siger Lilja, ”det er to procent inspiration og otteoghalvfems procent hårdt arbejde. Kræver du inspiration for at kunne fotografere?”
”Det sker, at den indfinder sig af sig selv. Men næh, egentlig ikke. Det er vel ikke inspiration, det handler om. Det er noget med, at jeg ser et muligt motiv – det dukker pludselig frem – og så skyder jeg en masse billeder fra forskellige vinkler. Sådan samler jeg materialet – og når jeg så kommer hjem i mørkekammeret, så begynder sorteringsarbejdet. Der bliver kasseret mere, end der bliver brugt.”
”Det samme her.”

”Må jeg tage et billede af dig?” Jim rejser sig, og løfter kameraet.
”Hvorfor i alverden vil du det?” Lilja bemærker en lille skarphed i sin egen stemme og bliver sig pinligt bevidst, at hun i det samme purrer op i håret. ”Et rejseminde, eller er det til officielt brug? ”Lilja Schwartz på druk i Toscana.” ”
”Lilja Schwartz!” Udbryder Jim og sænker kameraet. ”Jamen, så ved jeg da godt, hvem du er. Jeg læste din rejsebog fra New York, inden jeg tog til USA.”
Lilja trækker på skuldrene. ”Jeg hadede New York. Det er du vel ikke i tvivl om efter at have læst bogen. Men min forlægger syntes godt om den. Han mente, det var forfriskende at høre en modgående mening. Rejsebøger er jo næsten altid positive. Overordnet set i hvert fald.”
”Lilja Schwartz. Mig en ære!” siger Jim og bukker med påtaget respekt. ”Jeg vil meget gerne have lov at tage dit billede – til rent privat brug. Det lover jeg.”
”Nå, ja.” Lilja smiler og sætter sig til rette i stolen. ”Men udelad drikkevarerne, okay?”
”Stoler du ikke på mig?” Jim går ned i knæ, ser gennem kameraet. Han virker pludselig fjern og professionel. Blødheden er gået af ham, mens han indstiller kameraet og finder den bedste vinkel. Han tager tre- fire billeder hurtigt efter hinanden.
”Du er meget fotogen.” siger han, idet han sætter sig igen. ”Jeg har vist også set et par billeder af dig i tidens løb, men der virkede du mørkere.”
”Solen lysner mit hår.” siger hun.
”Men jeg syntes nok, du virkede bekendt. Og så kendte jeg dig altså.”
”Det er nok så meget sagt. Tror du ikke?” Lilja bliver pludselig lidt træt af denne interesse for hendes kendte ansigt. Hendes stemmes skarphed er udtalt nu. Det banker i hendes ene tinding.
”Jo, det er det vel nok.”
Jim sidder tavs lidt. Han trækker en krøllet pakke Camel op af skjortelommen og byder hende en, som han tænder med en tung sølvfarvet lighter. Lilja bemærker, at han bærer en sølvkæde om sit højre håndled. De ryger lidt uden at tale sammen. I det fjerne begynder en tuba at spille.

”Hør,” siger Jim, ”jeg beklager, hvis jeg fornærmede dig. Jeg prøvede ikke at antyde nogen særlig forbindelse mellem os. Jeg mente bare, at jeg kender dig, som man nu kender de kendte. Altså, jeg har bemærket dig i medierne nogle gange. Jeg har ikke læst andre af dine bøger.”
”Det er i orden.” Lilja smiler til ham. ”Det kan bare være lidt trættende altid at blive genkendt – og at andre mennesker altid tror, det er noget særligt at være kendt. I øvrigt er jeg vist ikke så kendt endda. Kun hos et snævert litterært publikum. Så jeg har altid denne fornemmelse af ”stor ståhej for ingenting.” ”
”Shakespeare, ikke?”
”Jo, Shakespeare.”
”I virkeligheden ved jeg ikke rigtig noget om dig.”
”Hvad vil du vide?”
”Hvorfor er du blevet forfatter?”
”Rejseskribent.” Retter Lilja ham.
”Okay, så rejseskribent. Er det ikke også forfatterskab?”
”Det er en særlig form for skribentvirksomhed." svarer Lydia tøvende og leder efter ordene. ”Det er jo mere en form for dokumentarisme. Subjektiv dokumentarisme i mit tilfælde. Jeg forsøgte mig med noveller i starten, men det forekom mig svært at følge op på den succes, som min debutsamling afstedkom. Måske kan jeg bedre skrive, når jeg har en virkelighed at læne mig op ad. Så skrev jeg et par rejseartikler til et dagblad, og de blev så godt modtaget, at jeg besluttede at gå videre ad den vej.”
”Hvorfor går det så ikke?”
”Hvad mener du?”
”Du sagde tidligere, at det ikke gik så godt med skriveriet for tiden.”
”Åh, sagde jeg det?” Lilja tømmer sit glas. ”Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg mangler en ny indfaldsvinkel, tror jeg. Der er så mange, der har skrevet om Italien. Og selv holder jeg for meget af både landet og indbyggerne. Jeg skriver altså lovsange for øjeblikket, og det er gjort før. Jeg ville gerne igen skrive subjektivt – altså om mine personlige oplevelser på rejsen, men..”
”Men?”
”Det jeg har lyst til at skrive, kan jeg ikke skrive om.”
”Hvorfor ikke?”
”Af mange grunde. Det er som om jeg skal være villig til at satse alt, hvis jeg vil skrive, som jeg føler, jeg burde.”
”Satse hvad?”
”Nu går du lovlig tæt på.” siger Lilja og smiler afvæbnende til Jim. Han læner sig lidt frem og ser alvorligt på hende:
”Hvad med din familie – har du familie? Du har ingen ring på.”
Lilja udstøder en svag latter.
”Jeg er vokset ud af den.” svarer hun – og tilføjer: ”Jo, jeg er gift. Det er tyve år siden nu. Godt og vel.”
”Hvordan har han det med dine rejser?” Spørger Jim og flytter sig i stolen, så han kan lægge det ene ben over det andet uden at ramme bordet. Han rammer det alligevel, og den lyse boblende vin vugger i de høje glas.
”Hvordan skulle han have det? Det har vi aldrig diskuteret. Okay, tror jeg. Det indgår jo i mit arbejde. Desuden rejser han også af og til for sig selv. Vi rejser sjældent sammen.”
”Jeg har også været gift.” siger Jim, og ser tænksomt ud over torvet. Han fæstner blikket på en due, som med små rykvise bevægelser afsøger fliserne for noget spiseligt. ”Annie havde det svært med at jeg rejste så meget.”
”Jeg troede, du havde fast arbejde på en avis førhen.”
”Derfor var der stadig en del rejseaktivitet. I øvrigt mødte jeg Annie kort tid før, jeg sagde op på avisen, og da havde jeg allerede planlagt en rejse til Kathmandu – det tidligere hippieparadis. Har du været der?”
”Nej, aldrig.”
Jim smiler og vender sig mod hende. ”Jeg mødte nogle ret interessante mennesker. Der var en gammel højt agtet Llama, som hver dag sad på en sten og skuede ud over byen. Han var en meget venlig mand, viste det sig. Nå, jeg kom altså i snak med ham en dag – det viste sig til min overraskelse, at han talte glimrende engelsk. Han havde en universitetsuddannelse, men nu sad han altså svøbt i et klæde og tilbragte timer med at se ud over bjergene. Jeg spurgte ham, om han aldrig blev træt af det, og fik lyst til at vende tilbage til bylivet. Ved du, hvad han svarede?”
Lilja ryster på hovedet.
”Mountainlife – poor life, but happy life. Citylife – only fashion, only fashion!” Jim fordrejer sin stemme.
De ler begge to, men Lilja tænker, at den gamle Llama nok har ret. Det siger hun.
”Han virkede i hvert fald lykkelig,” Siger Jim, ”jeg selv vil nok gerne have lidt variation. Men hvem ved – måske vil en bjergtop på Verdens Tag virke tillokkende om nogle år.”
”Det lyder sandsynligt!” siger Lilja og tænker på Bertil, som næsten permanent er flyttet ind på sit kontor i den ene ende af lejligheden.
”Så hvad bestiller din mand?” Spørger Jim, som om han læste hendes tanker.
”Han er læge. Christen er læge.” Lilja nikker eftertænksomt for sig selv. ”Men det er ikke hans hovedinteresse. Han har en svaghed for historie. Der står flere historiebøger og biografier på hans reoler, end lægebøger.”
”Hmm,” siger Jim, ”en historisk læge.”
Lydia smiler med mundvigene trukket ned. ”Ja, sådan kan man vel godt se på det.”
”Har I børn?”
”En søn – Markus. Han er lige blevet atten, men bor hjemme endnu. Og Sophia på 22. Hvad med dig?”
”Nej, jeg har ingen børn. Annie blev gravid, men mistede barnet, da hun var i tredje måned. Hun mente, det skyldtes stress, fordi jeg ikke var der til at hjælpe hende igennem graviditeten – og fordi hun ikke stolede på mig.”
”Tror du også det?”
”Man har vel aldrig lyst til at påtage sig den form for skyld.” siger Jim ligefremt, og hans blik går igen på vandring over torvet. ”Men nej, det tror jeg ikke. Når man tænker på, hvad nogle gravide kvinder – ikke mindst i den tredje verden – gennemgår. Og de føder fortsat fuldbårne børn. Desuden aborterede Annies mor vist to gange, før det lykkedes hende at gå tiden ud med Annie.”
De sidder tavse et øjeblik. Skyggerne er blevet længere. Himlen blåner.

”Er du sulten?” Siger Jim.
”Ikke meget. Er du? Vi kunne gå hen og se, hvem det er, der spiller – og så kunne vi spise sammen på hotellet. Hvad siger du til det?” Tubaen har fået følgeskab af en større blæsersektion og en tromme lyder taktfast igennem det hele. Det lyder som et militærorkester.
”Okay.” siger Jim og tager kameraet over skulderen.
De går efter lyden. Liljas hovedpine har fortaget sig. De skal ikke gå langt, før de - rundt om et hjørne - er ved at blive løbet over ende af et marcherende orkester i blå uniformer og med gyldne distinktioner på skuldrene. Jim og Lilja kniber sig op ad husmuren som de andre tilskuere, mens orkestret defilerer forbi. Marchrytmen får Lilja til at slå takten med en hånd mod låret, og da orkestret er passeret, og de kan gå videre, afpasses hendes skridt automatisk efter trommens lyd.
”Mærkværdigt tidspunkt på dagen at marchere gennem byen på.” Siger Jim. ”Og så et sted som her – langt uden for lands lov og ret.”
”Jeg tror, det har noget at gøre med den kunstbiennale.” Siger Lilja.
”Alligevel: kunst og militærmusik. Er det ikke en aparte sammensætning?”
Lilja ler. ”Det er det vist. Men de har vel ikke haft andre muligheder. Måske er militærorkestret det eneste orkester i byen. Og italienerne lader nok ikke en chance for at feste gå fra sig.”

De har et stykke at gå til hotellet. Undervejs kommer de over en bro, som strækker sig over et næsten udtørret flodleje. Her standser de og kigger ned. Kun en smal bæk løber stille gennem den skorpede stenede flodbund. En kraftig brise løber pludselig gennem landskabet, blæser håret ned i øjnene på Lilja og får det afsvedne græs på den tørlagte flods bredder til at rasle. De ser begge op mod himlen og opdager, at en tæt bræmme af mørke skyer ruller frem over bjergkammen.
”Tak skal du ellers have,” siger Jim, ”der er vist optræk til uvejr. Det var da også på tide, at få renset luften.” Han lyder helt opstemt.
”Vi må hellere gå til.” Lilja er mindre begejstret. Hun hader tordenvejr. Især de sydlandske tordenvejr, som starter pludseligt og slår ned overalt omkring en med voldsomme lyn og strømme af vand.
Hun småløber hen ad den støvede vej. Jim ler bag hende og strækker ud for at følge med. Mørket sænker sig hastigt omkring dem.
”Er du bange?”
”Jeg hader tordenvejr!” svarer Lilja. Hun hader også, at andre ser hendes frygt. Hun ved godt, det er irrationelt. Men alene bragene hensætter hende i rædsel. Heldigvis siger Jim ikke, at han nok skal passe på hende. I stedet siger han: ”Man skal da også have respekt for den slags. Men jeg tror, vi når det, tror du ikke?”
Han har knap udtalt de sidste ord, før en buldren, som giver genlyd mellem bjergene, når dem. Få sekunder senere flænses himlen af et hvidt lyn.
Jim og Lilja løber videre. Hotellet ligger i udkanten af byen, og her ligger kun få spredte huse langs vejen. Lynene synes at slå ned overalt omkring dem. Ét rammer ned i asfalten nogle få hundrede meter borte og sender en skælven gennem jorden. Lilja jamrer og holder hænderne beskyttende over sit dukkede hoved.
”Kom!” Jim griber hende om skuldrene og trækker hende op ad en indkørsel og ind i en åben garageport. En hund giver sig til at glamme inde i huset, og en vred stemme kalder den til ro. Lilja skælver og fryser, mens sveden løber ned ad hendes hals. Hun ser op på Jim, hvis ansigt oplyses af lynene på gaden. Han ser tilbage på hende og lægger armene om hende. Han holder hende, som man holder et skræmt barn, og hun lægger sit ansigt mod hans skjortebryst. Luften er elektrisk omkring dem, den lugter skarpt af ozon. Jim lugter af læder og frisk græs.
”Pyha,” siger Jim over hendes hoved, ”det var lige op over.”
Lilja vover at kaste et blik ud på vejen. Lynene er aftaget, har bevæget sig videre. Men i det samme falder et par regndråber tungt ned på gruset udenfor garageporten. Jim slipper sit greb om Lilja, men holder hende fortsat under armen, idet han stikker hovedet ud og spejder hen ad gaden.
”Vi er ikke langt fra hotellet,” siger han, ” skal vi prøve at nå derhen, før det rigtig bryder løs med regn?”
Lilja nikker, og de styrter småleende og forpustede hen mod det oplyste hotel, mens regndråberne plasker ned over dem. De er totalt gennemblødte, da de kommer ind i receptionen. Receptionisten, en ung mand i ulastelig blå jakke med blanke knapper, smiler bredt og ryster på hovedet, da han rækker Lilja nøglen til værelset. Jim holder sig diskret i baggrunden.
Hun vender sig og ser på ham. Vandet tapløber fra hans lange hår, og hans skjorte og bukser er mørke af væde. Selv mærker hun, hvordan nederdelen klistrer til hendes ben.
”Du bliver nødt til at komme med op og blive tørret.” siger hun.

Manden i cafeteriet

Lilja kører gennem vidtstrakte solsikkemarker. Så langt, øjet rækker, er der kun gult at se på begge sider af vejen. I varmedisen går de fjerne blå bjergtoppe næsten i ét med himlen. Regnen er udeblevet, og varmen har fortsat overtaget. Lilja har sat musik på og nynner med til en gammel favorit: ”And you may tell yourself, this is not my beautiful house, this is not my beautiful wife.” Hjemme hører hun mest klassisk, men når hun kører over lange afstande, holder hun af den rytmiske musik, som forplanter sig gennem hendes krop. Her og der dukker en gammel gård med forvitrede gråhvide sten op i landskabet, og der løfter en kirke – et kloster måske – sig på en mindre bakke. De rødlige sten flammer i bløde toner mod de gule solsikker.
Lilja er på vej mod Pontremoli. En lille uanselig by med blot et enkelt ordentligt hotel. Ikke desto mindre er byen rammen omkring en jævnligt tilbagevendende kunstbiennale. Hun har været her engang før og er spændt på at se, hvilken udvikling, der er sket.
Solsikkemarkerne ophører pludseligt, og Lilja må finde sig i at køre på større veje i mere uskønne omgivelser. Landet er fladt her, og tørre trøstesløse marker med spredte nybebyggelser er det eneste, der er at se. Snart begynder klipperne dog at rejse sig langs vejen, og kæmpemæssige gravemaskiner og kraner dukker op. Og så ligger marmorbruddene der, med de lysende hvide marmorblokke henkastet smidt - som af en gigantisk hånd. Lilja holder sig i den inderste vognbane og lader de utålmodige italienske bilister overhale, så hun kan få tid til at betragte sceneriet. Så meget marmor – og alligevel koster det en formue. Hvor mange år har man gravet her? Hvor mange bjerge har man gravet bort? Marmorbjerge.

Hun holder ind ved den næste rasteplads og tanker op. Så parkerer hun bilen og går ind for at finde et toilet og få noget at spise i cafeteriet. Der er temmelig mange mennesker, og det tager sin tid, før hun, bevæbnet med en trist sandwich og en kop hed kaffe, kan bane sig vej til et enkelt ledigt bord. Hun betragter folkene rundt om. En ung mor med sit barn i en bæresele på maven har sit besvær med at få spist sin mad, mens barnet hele tiden slår ud efter hendes gaffel med sin buttede hånd. En forretningsmand i velpressede mørke bukser og tilknappet hvid skjorte kører en finger rundt i halslinningen. Hans ansigt er oppustet og rødt. Han ligner ikke en italiener. Et midaldrende par kommer ind og stiller sig i kø ved disken. De er begge iført shorts og solhatte, og deres lår er brede og hvide. For meget svinekød, tænker Lilja. Et par høje smukke italienske kvinder kommer ud fra toilettet, ivrigt optaget af deres samtale. Deres kjoler svøber sig om dem, de høje hæle klaprer mod flisegulvet. Lilja misunder dem deres rene og klassiske træk, de hvælvede øjenlåg, de lange sorte vipper, det blanke opsatte hår. Hun følger dem med øjnene, da de går ud på parkeringspladsen og sætter sig ind i en rød Ferrari. Fuldblodsheste.
>>Excuse me,<< siger en stemme >>is this seat taken?<< En solbrændt mand med halvlangt, sandfarvet hår og et fuldskæg, der trænger til trimning, bøjer sig let hen over bordet.
>>No - please!<< Siger Lilja og ser nysgerrigt ind i de blå øjne, som er kranset af små smilerynker. Manden lader noget tungt fotoudstyr, som han har haft over skulderen, glide ned af armen og lande blødt på bordpladen. Han smiler undskyldende og sætter sig på hjørnet ved siden af hende, så han også har udsigt over lokalet. Lilja puster på sin kaffe og studerer manden under halvt sænkede låg, mens han kigger op på tavlerne med menuer, som hænger over disken. Hans skjorte er af kraftigt bomuld og kakifarvet. Der er mørke skjolder under hans arme. Bukserne er krøllede og armygrønne og holdes oppe af et bredt læderbælte.
Han vender sig med en rask bevægelse mod Lilja og nikker i retning af hendes halvspiste sandwich: >>Is it good?<<
Lilja trækker mundvigene nedad: >>Not in particular.<<
Manden brummer, rejser sig halvt og trækker nogle sedler op af skjortelommen. Så ser han spørgende på Lilja: >>Would you be kind enough to watch these things while I fetch something to eat?<<
>>Certainly!<< Svarer hun.
Hvor er han fra? Ingen udtalt britisk accent, men heller ikke amerikansk. Der er en ro og afslappethed over ham, som hun kan lide. Mens han venter ved disken, vender han sig og smiler til hende. Han stryger en hånd gennem det lange hår, som hænger ned i øjnene.
Lilja finder et lommespejl i tasken og tegner sine læber op med læbestiften. Hun har netop tændt en cigaret, da fyren kommer tilbage med sin bakke: Pommes frites, cola, en sandwich.
>>Thanks,<< siger han. Så skubber han bakken med pommes frites over mod hende: >>Have some!<<
Lilja tager en og dypper den i dressingen. Det er længe siden, hun har spist pommes frites. Den salte smag gør godt i varmen.
Manden tørrer sine hænder i bukserne og rækker den højre frem mod hende. >>Hello, I’m Jim!<< Siger han.
>>Lilja<< Siger Lilja.
Jim tager en bid af sin sandwich og tygger grundigt. Så siger han: >>You’re not Italien, right – so where do you come from?<<
>>Denmark.<< Svarer Lilja.
Jim kører hånden gennem håret og ler en dyb latter, så siger han: >>Aha, jeg kommer fra Norge!<<
Lilja ler med: >>Jeg tænkte nok, du hverken var englænder eller amerikaner.<<
>>Jeg har rejst i USA et års tid, << siger Jim >>min mor er amerikaner, derfor navnet, men jeg er vokset op i Norge.<<
>>Du taler næsten perfekt dansk!<< Bemærker Lilja.
>>Javist, jeg studerede i Danmark, da jeg var yngre.<< Jim tørrer sin mund og sit skæg i servietten.
>>Jeg antager, at du er fotograf.<< Siger Lilja og slår asken af cigaretten.
>>Jeg laver fotoreportager. Freelance. Før i tiden var jeg fast tilknyttet en avis i Norge, men det blev for kedeligt i længden. Jeg må have min frihed.<<
>>Det kender jeg godt!<< Siger Lilja.
Jim peger på hende med en pommes frites: >>Hvad med dig? Buisness or pleasure?<<
>>Lidt af begge dele.<< Lilja tager en pommes frites mere. >>Jeg er kommet hertil for at skrive en personlig rejseskildring. Men det er helt for egen regning. Jeg regner med, at min forlægger tager den, men indtil nu synes jeg ikke, det går så godt.<<
>>Åh, du er forfatter,<< Siger Jim, >>det var da pudsigt, at vi skulle støde på hinanden. Jeg mener – det er ligesom lidt samme boldgade, ikke sandt?<<
Lilja trækker på skuldrene og nikker. Det er det vel i princippet.
>>Hvor holder du så til henne?<< Spørger Jim.
Lilja fortæller ham om olivengården i nærheden af Firenze, udmaler den storslåede udsigt, opregner Silvios fortræffeligheder og beretter om de andre gæster på stedet.
>>Hvad med dig?<< Siger hun.
Jim rejser rundt, dels på tommelfingeren, dels med tog. Han opholder sig ikke længe et sted af gangen. Der er hele tiden nye motiver, der venter et andet sted. Han lader sig føre, hvorhen det skal være, alt afhængig af kørelejlighed og tilfældigheder.
>>Jeg er på vej til Pontremoli.<< Siger Lilja >>Vil du med?<<

De røde gulvtæpper på Hotel Napoleon er falmet, siden Lilja var her sidst, og manden bag skranken ser ikke ud til at genkende hende. Alligevel mener hun, at det er den samme, som var her år tilbage.
Lilja indskriver sig, får nøglen udleveret og når netop at sætte bagagen fra sig på sit værelse, før mobilen ringer.
>>Hej Lilja, det er Christen!<<
>>Hej!<< Siger hun.
>>Markus kom hjem i nat, så jeg har tænkt mig at tage en tur over i hytten, du ved. Så kan han passe det derhjemme så længe.<<
>>Hvorfor?<< Siger Lilja, og sætter sig ned på sengen. >>Er der noget galt? Har han Det godt?<<
>>Nej, nej, alt i orden! Men hans kammerater ville vist videre til Schweiz eller sådan noget, og så ville han hellere hjem.<<
>>Okay, hvad så med pengene – har han brugt dem alle sammen?<<
>>Nå, ja – lad nu det være.<< Christen lyder kort for hovedet. >>Nu må han klare sig med, hvad der er i fryseren. Jeg tager over til Vesterhavet nogen dage. Jeg trænger til at komme lidt væk.<<
>>Ja, gør det!<<
>>Er der ellers sket noget? Hvor er du?<<
>>Intet nyt her.<< Siger Lilja. >>Jeg vil nok være i Pontremoli et par dage. Der er vist kunstbiennale her i denne uge.<<
>>Nå, du er kommet frem. Kørte du eller tog du toget?<<
>>Jeg tog bilen, det giver en større frihed.<< Siger Lilja. >>Jeg må have min frihed.<<
>>Javist, kæreste, selvfølgelig!<< Siger Christen.
>>Kan jeg få Markus et øjeblik?<< Spørger Lilja.
>>Han ligger og sover. Han var totalt bombet, da han kom hjem. Men du kan jo prøve senere.<<
>>Okay, det gør jeg måske. God tur til klitterne!<<
>>Tak,<< siger Christen, >>vi tales ved.<<
Lilja slukker mobilen, og lægger sig på sengen. Hun er træt og svedig efter køreturen. Hun lukker øjnene og ser en masse farver.. Farverne samler sig og bliver til en skikkelse. Lilja åbner øjnene igen og ser op i det hvide loft. Sollyset trænger pletvis ind gennem det lette blå gardin og danner mønstre på loftspladerne. Hun skubber en pude ind under nakken og trækker vejret dybt. En lille lur og så et bad, når hun vågner. Hun har aftalt at møde Jim på torvet i aften. Han nægtede hårdnakket at checke ind på hotellet. Han foretrækker private pensioner. En svag summen af fjern trafik trænger ind gennem det åbne vindue, og Lilja falder i en let søvn.

Kollektivisterne

Christens brilleglas dugger, og han træder ned i pytter, han ikke når at se. Han puster utilfreds. Af og til passeres han af en bil, som sprøjter vand op på hans bukser. Han standser et øjeblik for at tørre brillerne. Så skifter han vejside og går til, mens han lytter efter bagfra kommende biler. Han må tage den på stop. Det har han ikke gjort, siden han var i tyverne. En dråbe risler koldt ned langs hans nakke. Han burde se at blive klippet. Han stikker tomlen ud, da han hører en vogn nærme sig. Den passerer, og Christen rammes af endnu et styrtebad. Han bander lavmælt og går videre. Hvor langt er der endnu? Ikke mange kilometer, men i det her møgvejr.. Den tredje bil, en gammel rød Volvo, standser. Christen løber efter den, og en ung mand rækker over og åbner døren.
>>Kom ind i tørvejr,<< griner han, >>hvad er det for et vejr at tage på stop i?<<
>>Tak.<< siger Christen, og kanter sig ind på sædet, hvilket kun vanskeligt lader sig gøre, fordi pladsen er optaget af bøger.
>>Bare smid dem om bagi til pigerne.<< Den unge fyr, som har rastafarihår og mørkt skæg, griber en håndfuld bøger og rækker dem om på bagsædet. Christen vender sig halvt og hilser på et par unge kvinder, der bringer ham mindelser om dengang i 60erne.
>>Hej,<< siger Christen, og tørrer sine briller. >>Jeg tomler ikke på trods af vejret, men på grund af vejret.<<
>>Hvor skal du hen?<< Fyren sætter i gang igen.
>>Ud til klitterne - jeg bor i en hytte derude.<<
>>Okay, den klarer vi.<< Siger rastafarimanden. >>Hvad hedder du?<<
>>Christen!<< Christen rystes af en kuldegysning. Der er ikke varmt i bilen, men i det mindste tørt.
>>Jeg er Mike, og det er Singella og Mille.<< Mike gør et kast bagud med hovedet.
>>Vi har været på festival i Esbjerg,<< siger pigen med de blonde krøller, >>vi har en bod deroppe, men vi gad ikke mere i dag. Ind under aften begynder folk alligevel at blive så fulde, at de ikke gider købe noget.<<
>>Hvad sælger I?<<
>>Smykker, krystaller, den slags.<<
>>Vi bor på en gård hernede, hvor vi dyrker et økologisk landbrug.<< Siger Mike.
>>Et kollektiv?<<
>>Ja, et bofællesskab, ikke? Du kommer selv fra København, lyder det til. Det gør vi også. Vi boede faktisk på Christiania før, men nogen af vores venner flyttede herover, og så fulgte vi efter. Jyderne er måske lidt tunge i optrækket, men de er okay, når de opdager, at vi ikke bider.<< Mike griner.
>>Du skulle komme og besøge os.<< Siger den blonde pige. Hun rækker en spinkel hånd frem og prikker Mike på skulderen. Hendes mange sølvarmbånd klirrer. >>Skal vi ikke tage Christen med hjem? Anne ville lave suppe i dag, så kan han få varmen…<<
>>Nej, nej,<< protesterer Christen, >>det skal I da ikke.<< Men hans nysgerrighed er vækket. En nostalgisk følelse har bemægtiget sig ham.
>>Hvad siger du, Christen, hvorfor smutter du ikke med os hjem og ser, hvordan vi bor?<< Mike flytter blikket fra kørebanen og ser spørgende på Christen. Hans øjne er varme og rolige.
>>Kom nu!<< Siger den blonde.
Christen kigger om på den tavse mørkhårede pige, som sidder ved siden af hende. Hun lader en hånd glide gennem den korte pjuskede frisure og trækker en smule på skuldrene.
>>Okay,<< siger Christen.

Regnen er stilnet af, da de kører gennem en lang allé af kastanjetræer og ind på en gårdsplads, hvor nogle våde forpjuskede høns går og pikker i brostensbelægningen. Hovedbygningen, som ligger adskilt fra de to andre bygninger, er af røde mursten og stammer formentlig fra det nittende århundrede. En trappe med jerngelænder fører op til den afskallede grønmalede indgangsdør. Staldbygningerne er hvidkalkede – eller har i hvert fald været det engang. En sen solstråle bryder gennem skydækket, da de stiger ud af vognen.
>>Se, en regnbue!<< Den blonde pige løfter hånden og peger mod himlen.
>>Singella, hjælp mig lige med den her!<< kalder den mørkhårede pige, Mille, fra bagenden af bilen, hvor hun er ved at løfte en stor pilekurv dækket med et grønt klæde op af bagagerummet. Christen springer til og tager i hanken i den ene side. Mille smiler til ham, og fulgt af Mike og Singella begiver de sig op ad trappen til hovedbygningen.
En golden retriever kommer dem i møde i døren, så snart Mille åbner. Den småpiber og dikker med halen. Den er gammel, tænker Christen, den lugter gammelt og har tydeligvis kendt bedre dage. Men en godmodig hund. Den snuser til ham og puffer sin snude ind i hans knæhaser.
Der dufter af varm oksekødssuppe helt ud i entreen, og Christen glemmer et øjeblik, at han allerede har spist. En skål suppe kan man vel altid klemme ned. Han registrerer indtrykkene, mens han følger med Mille og pilekurven gennem entreen, gennem en større stue og ud i køkkenet. Alt er malet i rosa og violette farver, spraglede kludetæpper, som Christen er ved at snuble i, er bredt ud over de mørke slidte parketgulve, og møblerne er et stort virvar af forskellige stilarter. Tydeligvis fund fra loppemarkeder og enkelte hjemmegjorte ting i råt træ. Køkkenet er stort og lyst, holdt i den gamle traditionelle blå farve. Der står en omfangsrig kvinde med et forklæde på og rører i en gryde på komfuret. På gulvet leger et par små drenge med byggeklodser, og ved det lange plankebord sidder en ranglet pige i tolvårsalderen og læser i en bog. Hun kigger kort op på den fremmede, da de træder ind, men vender uanfægtet tilbage til sin læsning.
>>Anne, vi har en gæst til middag!<< Siger Mille, og giver Christen tegn til, at de kan sætte kurven fra sig i et hjørne.
Kvinden ved komfuret vender sig og nikker til Christen. >>Jamen, det er da hyggeligt.<< Hun smiler. Så stikker hun en ske ned i suppen, puster på den og rækker den frem mod Christen. >>Mangler den salt, synes du?<<
Christen smager på suppen, og erklærer, at den er præcis som den skal være.

Singella dukker frem bag Christen. Hun tager hans hånd og trækker ham med sig rundt i huset. Op og ned ad trapper, ind i det ene værelse efter det andet. Nogen døre passerer hun uden at åbne, siger bare navnet på den, der bor der. Andre steder går hun bare ind, selvom der ingen er hjemme. Imens fortæller hun, uden at standse eller trække vejret, forekommer det Christen, om de enkelte beboere, familieforhold, beskæftigelse og karaktertræk. Han bliver fuldstændig rundtosset og kan ikke følge med i, hvor de kom op, eller hvor de skal ned. Bag en af de lukkede døre kan han høre en, der øver sig på en elektrisk guitar, et andet sted hører han en mindre vellykket trompetsolo.
>>Der er altid liv her i huset,<< siger Singella.
Det tror Christen gerne. En sort kat stryger forbi dem på gangen og springer op i en vindueskarm.
Singella standser på vej ned ad trappen til entreen og ser på Christen, som om hun pludselig er kommet i tanker om noget: >>Du er helt gennemblødt. Kom, vi finder noget tøj til dig.<< Hun vender om og skubber Christen hen ad gangen og foran sig ind i et værelse, hvor der hersker et dunkelt tusmørke. >>Anton, kan vi ikke låne noget tøj af dig, Christen her er fuldstændig gennemblødt.<< En kronraget fyr med rødligt fuldskæg rejser sig fra sengens mørke og tager Christen i øjesyn med et sløvt blik. Christen indsnuser den sødlige krydrede duft i værelset, og får øje på en chillum i fyrens hånd.
>>Bare kig i skabet.<< Han taler langsomt og med en dyb sørgmodig stemme. Singella åbner skabet og fremdrager et par mørke jeans og en sweater, som hun rækker Christen. Han står uden at vide, hvor han skal gøre af sig selv. Singella ser på ham og stryger en hånd ned ad sin lilla fløjlsbusseronne. Så smiler hun pludselig og gør brat omkring: >>Nå ja, jeg venter ude på gangen, mens du skifter. Tag det våde tøj med, når du kommer ud.<<
Christen skifter, og kaster et blik hen mod skikkelsen på sengen. Anton har tilsyneladende glemt alt om ham.
Singella hænger Christens våde tøj op i bryggerset, før hun tager ham med udenfor. Han får en rundvisning i køkkenhaven, hvor der hersker en forbløffende orden mellem rækkerne af spirende grønkål, gulerodstoppe og sølvbeder. Deres fødder synker ned i den opblødte mørke muld. En solsort synger sin aftensang et sted mellem æbletræerne i frugthaven. De våde træer og planter funkler efter regnen, i den nedgående sols blege stråler. Her dufter af jord og dild. Da Christen følger Singella ad en lille sti bagom den ene staldbygning og ud til engen, hvor fårene græsser, ser han solen lyse i hendes hår, og han bliver vemodig.

I køkkenet er ejendommens beboere ved at indfinde sig til aftensmåltidet. Christen får tildelt en plads mellem Mike og Singella. Overfor ham sidder Anton og stirrer sløvt ned i sin endnu tomme tallerken, ganske uanfægtet af den summende aktivitet omkring bordet. Anne stiller suppegryden på en bordskåner, og tallerkenerne sendes op til hende og retur. Køkkenruderne dugger af emmen fra gryden. Børnene sidder samlet ved den fjerneste ende af bordet. Christen nikker høfligt rundt til de ansigter, han endnu ikke kender, og Singella fortæller ham deres navne: Jakob i den lyse skjorte og de runde briller – han ligner en, der er gået forkert, tænker Christen, Karen med det røde hår – det er hende, der spiller trompet, siger Singella. Halfdan, som ligner en vagabond, hvilket Singella bekræfter, - men han har fast adresse her. Lykke, en ganske ung pige, næppe en dag over femten. Hun har piercinger både i næsen, i øjenbrynet og i læben, som hun skulende stikker frem, mens hun lyner med de mørkeblå øjne under det sorte takkede hår. Christen tænker, at hun er skræmmende mager, og han kan ikke lade være med at kommentere det overfor Singella.
>>Hun lider af anorexi,<< siger Singella, >>hendes far har en millionvilla på strandvejen og har aldrig gidet tage sig af hende, efter at hendes mor døde. Så Lykke har prøvet at tage livet af sig nogle gange. Hun ville vel påkalde sig hans opmærksomhed. De sidste par år har hun levet på gaden og sultet sig uafbrudt.<<
>>Hun burde indlægges.<< Siger Christen og ser bekymret på den unge pige, som forsigtigt stikker til sin suppe.
>>Har været forsøgt.<< Svarer Singella. >>Det blev det ikke bedre af. Nu tager vi os af hende. Så kan det dumme svin på Strandvejen passe sig selv.<<
>>Hvad arbejder du egentlig med, Christen?<< Spørger Mike.
>>Jeg er læge.<< Christen opdager, at det ikke generer ham at besvare spørgsmålet i dette forum. Men han bemærker, at Lykke et øjeblik stivner og fæstner blikket på hans hænder.
>>Hvordan ser du så på diskussionen om at indføre alternative behandlingsmetoder i den traditionelle behandling?<< Mike prøver at konversere.
>>Under kontrollerede former vil jeg ikke afvise ideen,<< svarer Christen forsigtigt, >>men jeg har den opfattelse, at der er et stort gråt marked indenfor alternativ medicin.<<
>>Er der ikke det, når vi taler om traditionel lægevidenskab?<< Siger den rødhårede trompetist.
>>Der er mere og mindre dygtige læger, naturligvis. Men her er trods alt tale om veldokumenterede metoder. Ikke enhver kan gå ind fra gaden og kalde sig læge.<<
>>Veldokumenterede metoder,<< Lykke vrænger fra den anden side af bordet, >>ja, hvis man mener det er i orden at udsætte dyr for meningsløse pinsler, og så påstå, at de resultater, man når frem til, kan gælde for mennesker.<<
>>Slip lige kæphesten et øjeblik.<< Siger Mike til hende.
>>Hvorfor det? Hvorfor må man aldrig sige det, som det er? Kan du lide dyr, Christen?<<
>>De smager sgu meget godt.<< Anton griner smørret ned i sin suppe. Lykke ignorerer ham og fastholder Christens blik. En vred ung kvinde.
>>Ja, jeg kan lide de fleste dyr,<< siger Christen, >>og jeg tror ikke, man kan overføre resultater af dyreforsøg direkte på mennesker i alle tilfælde, men indtil vi kan finde bedre metoder..<<
>>Det er jeres sædvanlige undskyldning, ikke en skid andet. Jeg tør vædde med at du har skåret masser af frøer og marsvin op i din studietid.<<
>>Lykke har værelset fyldt med rotter,<< siger Jakob smilende og skubber sine briller på plads, >>tænk, før du taler, Christen.<<
>>Lad os nu ikke diskutere den slags, mens vi spiser,<< Anne, som sidder ved siden af Lykke, lægger en hånd beroligende på den unge piges arm, >>vi mister alle sammen appetitten.<<
>>Hvordan får I stedet til at løbe rundt?<< Spørger Christen for at skifte emne.
>>Åh, det kører også på pumperne. Men ved fælles hjælp.<< Siger Mike.
>>Vi laver alle sammen noget ved siden af,<< Karen lyder entusiastisk, >>landbruget er ikke nok i sig selv, så jeg kører varer ud for den lokale købmand. Anton er skolelærer. Singella har sine smykker og så videre. Mille maler, har du set hendes billeder?<<
Christen lader blikket vandre ned langs bordet til Mille, som laver en let grimasse, nedadvendte mundvige, da han møder hendes blik. Hun har ravfarvede øjne. Som askebægrene på kroerne. Han ryster på hovedet: >>Nej, jeg har ikke set dem.<<
>>Det skal du,<< siger Karen, >>de er virkelig gode. Internationalt format. Hun skal bare opdages af dem, der har penge.<<
Christen smiler, og nikker. Han henvender sig til vagabonden, som endnu ikke har mælet et ord: >>Hvad bestiller du så?<<
Det rykker i den ældre mand. Ja, måske er han ikke så gammel endda, tænker Christen, måske på alder med mig. Men det er svært at sige. Fyren har fedtperler fra suppen i skægget, da han løfter hovedet og ser på Christen med et vandet blik: >>Jeg spiser!<< Siger han og gnækker. Så bøjer han sig atter over suppen. De andre ler, med undtagelse af Lykke og børnene.
>>Det er rigtigt,<< siger Singella, >>Halfdan spiser. Vi bidrager alle efter evne. Halfdan evner ikke så meget. Men han klipper fårene, når det skal til.<<
Han kunne selv trænge til en studsning, tænker Christen, men han siger det ikke.
Efter middagen tilbyder Christen at give en hånd med opvasken, men Anne vifter ham af. >>Det er Lykke og ungerne, der står for den i dag. Skulle Mille ikke vise dig de billeder?<<
Mille står med armene krydset over det smalle bryst og ser på ham og Anne. >>Er du sikker på, du gider?<< Spørger hun.
Milles øjne er ravfarvede. Han gider godt.

Rejsebrev fra Toscana

”Den italienske gæstfrihed og imødekommenhed er legendarisk.” skriver Lilja med højre hånd, mens hun med den venstre manøvrerer en sørgmodigt udseende pizzabolle fra dagen før ind i munden. Hun streger ”legendarisk” og overvejer en anden formulering. Hun har trukket sig ind i køkkenets kølighed, men ladet døren stå åben ud mod terrassen. Lyset derude får åbningen til at fremstå som et hvidt felt midt i dunkelheden. ”Den italienske gæstfrihed og imødekommenhed har ikke forandret sig. Italienernes nysgerrighed i almindelighed og overfor landets gæster i særdeleshed…” Hun tænker på Claudio, da han uden tanke for hendes mulige blufærdighed betragtede hendes afklædte legeme på sengen. Nysgerrig, udforskende. Hun havde følt sig som en ting. Eller er det noget, hun tænker nu, set i tilbageblik. Hun havde været beruset og vistnok ikke følt noget ved hans interesse. Udover at den var kærkommen, fordi hun havde lyst til at elske. Heden, vinen, den italienske nat med cikadernes sang, rosernes duft. Naturligvis måtte italienerne være et lidenskabeligt folkeslag. Blodet blev bragt i kog her.

”Italienernes nysgerrighed i almindelighed og overfor landets gæster i særdeleshed gør, at man som gæst i landet føler sig svært privilegeret, hvis ikke ligefrem forkælet. Befolkningen synes at have en forkærlighed for danskerne – i hvert fald hvis man skal dømme efter deres højrøstede glædesudbrud og deres indgående spørgsmål til dansk skik og brug, når de hører, hvor man kommer fra.” >>Uinspireret<< mumler Lilja for sig selv og streger de sidste linier over. Der lyder lette slag af knoer mod dørkarmen og en høj ranglet mand tegner sig mørk mod den lyse firkant.

>>Silvio!<< Siger Lilja og rejser sig smilende. Hun forstår kun enkelte brokker på italiensk og kan aldrig følge med i Silvios hastige og utydelige tale, men han er altid et stort smil, omsorgsfuld og elskværdig. Han kigger forbi mindst en gang om dagen og taler uafbrudt i et par minutter, tilsyneladende uanfægtet af, at man ikke begriber et ord. Denne gang rækker han en urtepotte med kraftigt duftende urter frem mod hende.
>>Basilico<< siger han og nikker og smiler, så man kan se alle hans brune tænder, >>basilico fresco, aah! << Han holder urterne helt tæt op under hendes næse.
>>Hmm<< svarer Lilja >>gratzie, Silvio, multo gratzie!<<
Silvio overlader den friske basilikum til Lilja og påbegynder en af sine rivende talestrømme, samtidig med at han går baglæns ud af døren, med hånden løftet i en kejtet hilsen. Han forsvinder ud af synsvidde, og hans tale slår over i en munter fløjten.

Duften af basilikum fylder hele rummet. Lilja åbner en flaske vand fra køleskabet og læner sig mod den tykke gråhvide køkkenplade af marmor, mens hun drikker. Hendes blik glider op under det høje loft, der tilsyneladende kun udgøres af de mørkbejdsede brædder, som går op i en ret vinkel. Under den er der tværbjælker, som bærer konstruktionen. Væggene er hvidkalkede og nøgne, og de danner en skarp kontrast til de få massive møbler, der ligeledes er af mørkt træ og, efter alt at dømme, har mindst hundrede år på bagen. Spisebordet, skænken, den eneste magelige lænestol med grønt plysbetræk og sofabordet ved siden af, hvor Silvios evigt muntre hustru har anbragt en fin lysedug og en kolossal kobberkandelaber. På det koksgrå flisegulv flyder et par kludetæpper i solblegede rødmende nuancer. Lilja kan lide rummet. Det giver hende en fornemmelse af, at tiden er ophævet her. Når man ser bort fra de moderne – nå, ja – relativt moderne indretninger som gaskomfuret og køleskabet, der er anbragt så diskret som muligt i et hjørne lige indenfor døren, kunne man tro, man befandt sig i det nittende århundrede. I den ene ende af køkkenet, modsat indgangsdøren, fører et par trin ned til venstre til en aflåst dør, som Lilja har konstateret fører ud i det fri, der hvor stien op til udsigtspunktet begynder. Til højre for disse trin fører en mørk trappe med repos op til soveværelset, hvorfra der er adgang til et diminutivt kombineret bad og toilet. Soveværelset er en drøm for en romantisk sjæl: Den kolossale smedejernsseng med blødt fjedrende madrasser og håndknyttet hvidt sengetæppe fylder næsten hele pladsen mellem de rødgyldne vægge. Et vindue med grønmalede skodder vender ud mod dalen og opkørslen til huset.

Lilja ser op mod soveværelset og overvejer at tage en lur. Det er siesta, og der er ro i de andre lejligheder nogle timer endnu. På den anden side set skulle hun måske hellere begynde at renskrive den sidste uges noter om sin rejse. Hun åbner lågen til skabet under vasken for at stille den tømte flaske derned. I skraldeposen får hun øje på gårsdagens brugte præservativ. Det ligger der så udslidt og opgivende som en hvilken som helst anden for længst udbrændt affære. Hun ser for sig de millioner af hendøende sædceller, som ligger og gisper efter vejret. Eller er de allerede døde? Det er en del af et fremmed legeme, som ligger der i affaldsdyngen.
Lilja tømmer kaffetragtens grums ned over den ubehagelige påmindelse og lukker lågen med et lille smæld, før hun placerer sig ved spisebordet med den bærbare computer og den blok, hun allerede har fyldt: ”Afrejsen fra Danmark i juli foregår i øsende regnvejr. Da jeg stiger ud af bilen og vinker farvel til min chauffør for at begive mig ind i lufthavnsmodtagelsens mylder, står humørbarometret imidlertid på solskin ved udsigten til gensynet med Italien og det vidunderlige Toscana, som jeg ikke har besøgt de sidste femten år. Hvor meget vil vise sig at være forandret?”

Lilja ser et øjeblik Christens ansigt for sig, da han gav hende et hastigt og kejtet knus efter at have overrakt hende kufferten fra bagagerummet. Regnen havde fået hans grå manke til at stritte og brilleglassene til at dugge, så hans blågrå blik syntes at svømme derinde bagved. >>Pas nu på dig selv<< sagde han >>vi tales ved i aften.<< Hans smil var kun en trækning ved mundvigene, og han trak kraven sammen i halsen, tydeligvis ivrig efter at få det overstået og komme ind i bilen, hjem til sine bøger, sin pibe – som han ville ryge over hele lejligheden, mens hun ikke var der – og gud måtte vide, hvad ellers. Lilja kommer pludselig til at tænke på noget: Christens ben er lyse og næsten hårløse sammenlignet med Claudios.

”Hvor meget vil vise sig at være forandret?” Deres forhold havde tidligt forandret sig. En gradvis forandring, men mærkbar. Fra stormende forelskelse til almindelig sympati, fra sympati til kølig distance, lejlighedsvis afløst af gensidig omsorg. Lilja rejser sig fra sin plads og roder sin taske igennem for at finde cigaretterne. Hun ryger Marlboro light i Italien. De italienske mærker er for stærke. Hun puster røgen ud i en tynd stråle, som opløses i det sollys, der nu flyder ind af køkkenvinduet. Pinjen udenfor bryder lyset og kaster en let skygge ind over gulvet og ned over blokken på bordet. Lilja holder sin hånd frem for sig og studerer dens overside i sollyset. Hun har smukke hænder, stærke, slanke. Men med årene er huden blevet mere tør, i lyset ses det tydeligt, hvordan de småbitte rynker myldrer frem. Engang, da hun var ganske ung, havde hun en ældre kæreste, som viste hende gennem sammenligning mellem sin egen trediveårige hånd og hendes tyveårige, hvordan hudens elasticitet mindskedes med tiden. Hun balancerer cigaretten i den ene mundvig og trækker med to fingre huden op i en fold på den venstre hånd. Huden falder omgående på plads igen. Havde hans hud ikke gjort det? Han havde været yngre dengang end hun er nu.
Lilja bladrer igennem sine noter, streger et par steder, fylder ud på andre. Så fortsætter hun renskrivningen, mens solen går sin vej omkring huset og over dalen.

Tusmørket har sænket sig, og Lilja har iført sig et par lyse slacks og en let skjorte. Hvis hun vælger et udendørs bord på den lille restaurant nede i byen – forudsat naturligvis, at hun kan finde den igen – vil hun være forberedt på de aggressive myg. Hollænderne i lejligheden på den anden side af terrassen er rykket ud i aften og har dækket op. Deres gennemtrængende latter trænger ind gennem døren, som Lilja nu har trukket til. Hun ser ud over dalen. Himlen blåner dybere for hvert minut, og lysene tændes i småbyerne og på bjergskråningerne.
Hun må hellere ringe til Christen og høre, hvordan det står til derhjemme. Hun taster nummeret på mobiltelefonen og hører ringetonen fire gange, før han tager den.
>>Ja, det er Christen!<< Han lyder altid formel, når han tager telefonen. Lidt forbeholden som om han er blevet forstyrret i noget vigtigt.
>>Hej, det er mig.<< Siger hun.
>>Hvordan står det til. Er vejret godt dernede?<<
>>Varmt, << siger Lilja >>hvordan går det med Markus – har han ringet hjem?<<
Markus er på ferie i Berlin sammen med et par venner. Lilja har for så vidt tiltro til sin søn, men mindre tiltro til de venner, han er sammen med. Søde unge mennesker – (ikke meget yngre end Claudio) – men lidt for glade for at feste.
>>Jeg talte med ham i dag. Han havde selvfølgelig brug for forstærkning.<< Siger Christen og rømmer sig. >>Jeg har sat lidt ind på hans konto. Men ikke for meget. Han skal ikke tro, at pengene bare kommer strømmende fra et bundløst kar.<<
>>Har du fået overstået konferencen?<< spørger Lilja. Hun havde glemt alt om den indtil dette øjeblik, men Christen har længe bekymret sig om sit indlæg. Han fortæller, at det vistnok gik udmærket. Hans forelæsning blev vel modtaget. For så vidt som ingen havde væsentlige indsigelser at gøre.
>>Hvad med dig?<< Siger han >>Er der noget at skrive om? Får du arbejdet?<<
>>Jeg prøver.<< Svarer Lilja >>I dag har jeg da renskrevet tredive sider, men du ved – det skal altid pudses efter. Måske sender jeg noget hjem en af dagene. Hvis du lige vil kigge på det og kommentere det. Jeg laver det som en slags rejsedagbog. Holder det i en personlig stil, 1. person osv.<<
>>Ja, ja – send det bare.<< Siger Christen, og hun kan høre, at hans tanker pludselig er et andet sted.
>>Jeg forsøgte at ringe til dig i går aftes<< siger han >>har du ikke set det på mobilen? Ja, jeg lagde ingen besked. Så vigtigt var det ikke.<<
>>Jeg har ikke hørt den<< siger Lilja og følger med blikket den magre hollandske kvinde, som netop passerer udenfor køkkenvinduet iført en turkis top og cyklamenfarvede shorts, som står ualmindelig dårligt til hendes gustne hudfarve. Utroligt, at nogle mennesker kan opholde sig under sydens sol uden at tage farve.

Nej, igår hørte hun ikke telefonen. Hun var gået med Claudio fra fortovscafeen og hen på et tarveligt diskotek, hvor den italienske teknomusik dundrede mod trommehinderne. Musikken var rædsom, og lyset flimrende og sansebedøvende. Men Claudio havde fungeret som et fikspunkt i dette fremmede univers, hvor hun formentlig var den eneste, som var en dag over femogtyve.
>>Jeg glemte telefonen, da jeg kørte ned i byen for at spise<< Siger hun. >>Jeg fik en glimrende pastaret og en god rødvin på en lille lokal restaurant. Og jeg faldt i snak med nogen italienere.<<
>>Hm<< Siger Christen >>Jamen, det var da godt. Nu drikker du ikke mere end du kan køre sikkert, vel? Så må du altså spendere på en taxa.<< Omsorgsfuld.
>>Jeg skal nok passe på.<< Havde hun drukket for meget? Ganske givet. Hun har ingen erindring om hjemturen. Hun kan kun huske duften af Claudios aftershave, forlygternes lys, som skar gennem den mørke nat, ramte træstammerne, de små hvide insekter, der dansede i lyskeglerne. Hun synes pludselig, hun kan mærke den aftershave igen, og hun får en let kvalme, som hun prøver at forjage ved at stikke næsen ned i Silvios basilikum, som endnu står i en lille potte på bordet.
>>Silvio kom med frisk basilikum i dag. Han er sådan en sød gammel mand.<< Hun prøver at skifte emne.
>>Ja, det er godt.<< Siger Christen >>Det er godt, der er nogen til at tage sig af dig. Hør, min ven – det er dyrt det her. Vi tales ved, ikke?<<
>>Okay, hej igen – og pas på dig selv!<< Siger hun. Hun kan høre, at Christen allerede er på vej væk, da han svarer i lige måde.

Lilja snuser til huden på sine arme. Har Claudios duft efterladt spor? Men hun tog et bad i morges. Hun kan ikke lugte noget nu, andet end sin egen duft. Hun finder nøglerne i sin taske, åbner døren og nikker kort til hollænderne, som er optaget af deres egne anekdoter og måltidets beskaffenhed, inden hun går ned og starter den endnu solvarme bil.

Repræsentanten

Christen spiser sin middag på kroen i byen. Her serverer de et godt solidt dansk måltid. Det holder han af. Skal det være fint, skal det være fransk. Men i dag har han glædet sig til stegt flæsk og persillesovs. Restaurationslokalet er som ethvert andet restaurationslokale her på Vestkysten: Mørkt træ, slidte tæpper med rød luv, hvide duge på bordene, brændende kærlighed i glaserede urtepotter. Her lugter af mølkugler og af bøf med bløde løg. Som i bedsteforældrenes hjem dengang. Christen har en vinduesplads og kan se ud på den grusbelagte parkeringsplads gennem de små buede ruder. Der trænger kun et dæmpet støvet lys ind gennem vinduerne. De vinrøde portierer, som ganske vist er skubbet til side lige nu, dæmper lysindfaldet. Han skærer et stykke flæsk over. Kniven er ikke så skarp, som man kunne ønske. Skubber den hvide sovs med de grønne spor og et stykke kartoffel op på gaflen. Mens han tygger, kører en hvid stationcar ind på pladsen. En ældre mand stiger ud, kigger op mod den grålige himmel og rækker ind på passagersædet efter en jakke. Mørk gabardine. Sikkert en repræsentant, tænker Christen og ser på den kraftige skikkelse, som trækker op i bukserne og nu, med jakken over armen, begiver sig hen mod indgangsdøren.

En flue summer i vinduerne bag de tykbladede planter. Hvorfor beplanter man altid disse vindueskummer med svigermors skarpe tunge og ubestemmelige slyngplanter? Støvet samler sig på dem – og kalk fra vandet, når de en sjælden gang bliver fugtet. Det ser trist ud derude. Himlen er jævnt grå og Christen mærker en kølig brise i ryggen, da yderdøren bliver åbnet. Han vender sig halvt i stolen og møder repræsentantens blik. Manden nikker kort og fortsætter sin afsøgning af lokalet. Han går direkte hen til disken, som afskærer vejen ud til køkkenregionerne, og ringer på en lille klokke. Den ældre dame, som også serverede for Christen, dukker op, rødmosset, men med et træt udtryk omkring de blege øjne. Det lykkes hende at smile til repræsentanten:
>>Goddag, hvad kan jeg hjælpe med?<<
>>Goddag<<, repræsentanten rømmer sig kraftigt, har en tudse i halsen. Det lyder som om han ryger for meget. >>Kan jeg få en gang hamburgerryg og en pilsner til?<<
>>Så gerne.<< Kvinden forsvinder ud i køkkenet.
Christen lemper en ny portion op på gaflen. Fluen er blevet tiltrukket af duften og sværmer om hovedet på ham. Han slår den væk med højre hånd og taber flæsket ned på tallerkenen. Om igen.

Repræsentanten passerer hans bord og tildeler ham et velbekomme undervejs. Christen nikker og synker. Ser på mandens mave, som hænger ud over bukseremmen, da han skubber sig ind på en plads med ryggen mod væggen ved bordet overfor. Skjorten skiller lige ovenfor linningen og afslører et stykke blegt lyserød hud. Christen skænker mere øl i sit glas. Han er glad for at han stadig holder sig i form, trods sin tiltagende alder. Ville nødig se sådan ud. Manden ligner et fedesvin. For mange og lange ture bag rattet, for mange gode middage.
>>Ja, vejret er jo ikke det bedste i dag.<< Siger repræsentanten og kigger med skeptisk mine ud af vinduet.
>>Nej, det var synd at sige.<< Svarer Christen, som egentlig helst vil være i fred.
>>Nu regner det også. Det begyndte lige at støvregne, da jeg kom ind.<<
>>Hmm, ja, det skifter noget for tiden.<< Christen filer i flæsket.
>>Men vi skal vel være glade for at markerne får lidt vand. Bønderne klagede sig jo noget her i forsommeren.<<
>>Er det ikke snart lidt sent til det?<< Siger Christen med mad i munden. >>Nu er der jo ikke længe til høsten. Så er det vel ikke vand, de håber på, bønderne.<<
>>Ha! Næh, det kan der sgu være noget om. De skal jo helst have noget at beklage sig over, skal de ikke?<<
En tidløs samtale, tænker historikeren Christen. Den er foregået så langt tilbage, nogen kan huske. Og den vil foregå, så længe der findes afgrøder på markerne.

>>Ja, nu mig selv,<< siger fyren, og skænker den pilsner op, som kromutter netop har stillet på hans bord, >>jeg behøver jo ikke klage over vejret. Men jeg gør det sgu alligevel. Man er jo ikke sådan at gøre tilpas. Jeg kører jo rundt med strømpeprøver til forhandlere rundt om i landet. Men derfor vil man jo godt se på noget andet end sådan en tung himmel undervejs.<<
>>Ja, det er klart.<< Christen skraber det sidste sovs op fra tallerkenen.
>>Det lokker jo heller ikke pigerne frem.<< Repræsentanten griner.
>>Hvad?<< Siger Christen.
>>Vejret. Regnvejret lokker jo ikke de kønne piger frem. Næh du. For fjorten dage siden, da solen var på himlen, da skulle du have set dem ude på revlerne. Ja, så smuttede jeg jo lige en tur derud forbi en gang imellem. Der var noget at se på, kan jeg love dig.<<
>>Hmm.<< Christen skubber tallerkenen fra sig og føler en let afsky for det rødblissede ansigt ved bordet derovre.
>>Ja, nu er man selvfølgelig også ved at blive for gammel til at komme i lag med dem. Men man har da lov at drømme, ikke?<<
>>Ja, tanker er toldfri.<< Svarer Christen høfligt, og overvejer, om han skal tænde en cigaret nu – piben har han efterladt i hytten - eller om han skal betale og se at komme ud herfra. Han kender typen. Når de først kommer i gang er de ikke til at stoppe igen. Braldrende, storskrydende. Men i grunden er han vel en ensom stakkel. Christen tænder sin cigaret.

>>Nå, du holder fast ved tobakken. Selv lagde jeg den på hylden for en ti år siden. Et hjerteanfald, du ved. Så ved man, hvad klokken er slået. Men jeg har nu ikke savnet det en dag siden. Fra den ene dag til den anden. Hvad siger du så?<<
>>Imponerende!<< Så ryger han altså ikke. Christen vil gerne have sin smøg i fred. Han ser på ruderne, som nu er dækket af et fint lag af småbitte rindende dråber.
>>Hør, må jeg ikke byde dig på en pilsner?<< Siger repræsentanten.
>>Næh, nej tak, jeg skal snart videre.<< Siger Christen ilde berørt. Han leder efter sin pung i jakkelommen, men kommer i tanker om, at han har stukket den i baglommen.

I det samme kommer kromutter ud fra køkkenet med repræsentantens bestilling.
>>Nå,<< manden gnider sig i de store hænder, >>nu skal det gøre godt med lidt mad – og hør, en pilsner mere til mig, og en til den herre ved bordet der.<<
Kromutter nikker og henter to pilsnere mere. Christen resignerer. Det kan være bygen driver over i mellemtiden. Repræsentanten smiler og skåler med ham.
>>Her er ikke mange gæster i dag.<< Konverserer Christen.
Repræsentanten kvæler et bøvs. Støder den kraftige hage ned mod brystet. >>Næh, her er forholdsvis fredeligt. Guderne må vide, hvordan de egentlig holder skidtet kørende i vore dage.<<
De sidder lidt i tavshed. Der skramles med potter og pander i køkkenet. Repræsentanten ånder kraftigt, mens han spiser. Frastødende.
>>Og hvad laver du så?<< Spørger han, og dypper et stykke kød i sovsen.
>>Jeg er her på ferie.<< Siger Christen undvigende.
>>Javel, ja, jeg kan jo nok høre, at du ikke er fra de her kanter. Køwenhawnstrup, ikke sandt?<<
>>Ja, det er rigtigt. Frederiksberg.<<
>>Ooha, oha!<< Repræsentanten peger på ham med gaflen. >>En af de fine herrer?<<
>>Det ved jeg nu ikke, om jeg er.<< Christen er glad for sin adresse, men pøbelen kan hurtigt smudse den til. Han rømmer sig.
>>Så må du vel have en god stilling. Ellers har man sgu da ikke råd til at bo sådan et sted.<<
>>Jeg er læge.<<
>>Ja, selvfølgelig.<< Repræsentantens øjne lyser op, så glider der et tænksomt udtryk over hans ansigt. Et udtryk Christen kender alt for godt. >>Ja, siden de lavede den her by-pass på mig er det jo gået noget bedre, men jeg har alligevel ikke helt tillid til jeres slags, undskyld jeg siger det. Jeg får jo stadig åndenød engang imellem og de her små stik inde i maskineriet.<<
>>Vi er ikke mirakelmagere.<< Svarer Christen, måske lidt studst, og skodder cigaretten i askebægerets ravfarvede glas.
>>Nej, det er I vel ikke. Men tror du det betyder noget?<<
>>Det behøver det ikke, << siger Christen, >>har du ikke talt med din egen læge om det?<<
>>Ham vil jeg sgu helst ikke se for tit,<< Siger repræsentanten, som allerede har tømt tallerkenen, >>nu vil han også lave om på min kost. Men jeg tror nu, at den mad, der var god nok til mine forældre og mine bedsteforældre, den også er god nok til mig. Jeg er jo ingen kanin, vel?<<
Nej, det er ikke en kanin, du minder mig om, har Christen lyst til at svare. Men han ryster bare på hovedet.
>>Tak for skænken!<< Siger han, og rejser sig fra bordet.
Udenfor er regnen taget til.

Spor

Det er langsomheden, Christen savner. Han er den nærmere, når han sådan står alene og ser ud over havet. Blæsten river i hans hår. Mågerne dykker gennem luften under en vældig himmel, slår med baskende vinger ned i havfladens skummende dønninger, skriger hæst og skingert til hinanden i en kontrast til vandmassernes brusen og blæstens susen. Han fryser lidt i sin ruskindsjakke under den blege sol, men går alligevel længere ned mod vandet, der i glinsende, glitrende bølger af sølv og tin skyller rytmisk op over sandet, skyller tang og muslinger, drivtømmer ind, trækker lidt med sig ud igen i den tilbagegående bevægelse, prøver på ny.
Hans skridt, som var besværede i det tunge sand længere oppe, bliver lettere nu, da han i spring bevæger sig langs havstokken, hvor sandet er tæt og mørkt, gennemtrængt af salt væde. Han bærer sine sko i den ene hånd, og hans fødder bliver hvide af kulde mod sandets grå og sammentrængte flade, som skrider en smule under hans vægt, for hvert skridt, og blødt eftergivende modtager hans spor. Blæsten fra havet bærer en stor og karsk lugt af salt, tang, fisk og forrådnelse med sig ind mod land. En bølge skyller over hans fødder og væden suger sig fast i hans bukseben. Han vender om, springer tilbage op i sikkerheden i det tunge hvide sand. Langt ude kommer en fiskerbåd til syne. Christen går længere op og sætter sig i marehalmen. Han gnider varme i sine nu næsten følelsesløse fødder og ifører sig strømper og sko. Mågernes skrig har fortonet sig. Han ser ud over det glitrende hav. Skyerne ruller i vældige elfenbensgule, snehvide og gråblå formationer, ikke ulig havets bølger, frem under den lyseblå himmel. Mågerne er søgt ud mod fiskerkutteren, hvis dimensioner er vokset.
Christen rejser sig og begiver sig gennem marehalmen tilbage mod stien, som leder op mod sommerhusene, der ligger tilfældigt kastet som terninger i klitlandskabet. Han går til - med tanke på at komme i læ for blæsten, inden døre. Han vil tænde op i kakkelovnen i aften og høre aftenkoncert i radioen, mens han prøver at få fæstnet nogle tanker på papiret.
Over ham hvælver himlen sig i en bue så høj, at den fremstår som en illustration af uendeligheden. Bag ham synker lyden af havets brusen til en susen, til han kun hører blæsten, der synger gennem det nu vidtstrakte lyngplettede landskab foran ham, som kun er afbrudt af enkelte træhuse og i horisonten afgrænset af mørke skovtykninger. Stien afløses af en smal asfalteret vej, og Christen går raskere, mere ubesværet nu, trækker vejret dybt ned i lungerne og længes efter piben, som han ikke har taget med ud.

Han holder meget af ensomheden. Langt mere nu end for blot få år siden. Det hele går så stærkt nu. Han føler sig som en frønnet bundgarnspæl, urokkelig om end under nedbrydning i de frådende evigt bevægelige vandmasser. Giv tid, giv tid.
Han holder af bøgerne. Han har altid holdt af bøgerne. De sorte tegn, der efterhånden samlede sig i mønstre, åbenbarede sig som lyde og betydninger, malede billeder på den indre himmel.
Forunderligt at ligge under sin lune dyne og med en lommelygte følge Daniel Dravot og Peachey Carnehan ind i Kafiristan, mens vinterkulden, der peb ind ad den skårede rude i hans eget værelse, isnede luften i dette uvedkommende ydre univers. Og før han selv blev i stand til at afkode tegnene deres betydning, var der eftermiddage i køkkenet, hvor hans mor utrætteligt læste højt, mens regnen trommede mod vinduerne og plaskede ned langs muren fra den overfyldte tagrende. Hvor mange børn af i dag kender sådanne glæder? Nu er det TV og computer, der udfylder tiden. Ingen behøver at arbejde for at finde noget nyt. Nyhederne vælter ind i en uafladelig strøm, som ikke levner plads til glæden i fordybelsen, forundringen og underet ved at opdage sine egne kompetencer, at en udvikling finder sted. Arbejdsglæden og belønningen for en indsats er ukendte størrelser.

Han ville gerne have været digter. Han forsøger sig. Men hans tanker hænger fast i konstruktioner, som bremser den frie udfoldelse. Han er blevet dannet, og hvor han engang håbede på, at dannelsen var vejen frem, at tilegnelsen af viden om historien og litteraturen kunne frisætte hans evner og føre ham frem til storhed, føler han sig nu fanget i sin rolle som den der ved noget, frem for at være den, der skaber noget. Han ville gerne have skabt noget. Han ville gerne have gjort en forskel. Have efterladt et spor i verden, som var bredt nok, tilstrækkeligt tiltrådt til at blive en farbar vej for senere generationer.
Storhed. Det gjaldt om at blive til noget stort. Hans forældre havde opdraget ham i de gamle dyder. Hans far havde rejst havet tyndt, mens hans moder tog sig af det derhjemme. Hun havde holdt heltene frem gennem sin oplæsning. Dertil skulle han nå. Han skulle blive en, der selv blev indskrevet i litteraturen blandt heltene. De mente ham det godt, hans forældre. Og det var vel godt. Han havde gjort det godt. Han havde studeret flittigt, både under lægestudiet, som skulle bringe brød på bordet og under sine fritidssysler med historie og litteratur. Han var kommet i de bedste kredse. Han havde giftet sig med en smuk og sprudlende kvinde, som havde foldet sine vinger ud og var lettet, steget mod berømmelsens tinder som en af de store, smukke fugle, der optrådte i hendes egne fantastiske fortællinger.
Og han, som selv havde længtes mod opdriften, mod himmelflugten og suset, mod det sted oppe i skyerne, hvor han var sikker på, han hørte til, han havde bygget rede i skyggen, i en leret jord, hvorfra ingen flugt syntes mulig.
Til tider forekommer det ham, at hun er vokset på skuldrene af ham, at det er derfra hun har sat af. Til andre tider er han ikke sikker på, om ikke det, at han overhovedet er blevet rodfæstet i miljøet og har fået mulighed for at beskæftige sig med det, der er hans hjerteblod, skyldes hans ægteskab med hende. De eksisterer i et gensidigt afhængighedsforhold.

Han havde brug for historien om dem som par. Myten også kaldet. Det var han dog – og det var måske alt, hvad han var: Den fattige dreng, der havde vundet prinsessen og det halve kongerige. Men det var ikke nok for manden, som ville være konge.
Hun havde brug for hans støtte, mens hun skrev. Perioder, hvor hun sled sig selv op. For slet ikke at tale om ugerne op til udgivelserne, kritikken, interviewene. Hun var ofte bortrejst. Hun læste op, optrådte i forskellige sociale sammenhænge, holdt møder med udenlandske forlag, deltog i konferencer. Tilbragte dage og nætter i Oslo, Paris, Venedig, New York med sin cubanske elsker. Når hun kom tilbage, kunne hun isolere sig med skriverierne i ugevis, eller hun gik irritabel og sørgmodig rundt i stuerne, sad i timevis og stirrede ud af vinduerne og græd sig nogle gange i søvn mod hans skulder. Han talte lavmælt til hende, han flygtede ind på sovesofaen i gæsteværelset, eller de stod midt i stuen og udgød ondskabsfuldheder over hinanden, indtil de høje, lyse lofter formørkede sænkede sig over dem. Ude af stand til at finde sammen, ude af stand til at forlade hinanden. Når børnene kom hjem optrådte de høfligt reserveret overfor hinanden, men begge hjerteligt overfor børnene. De lod til gengæld som om de ikke mærkede spændingerne mellem forældrene.
Han kunne ikke bebrejde Lilja, at hun havde en elsker. Det værste var vel heller ikke forholdet i sig selv. Det værste var, at han var den, som måtte skjule det. At hun ikke selv havde været i stand til det – overfor ham og overfor andre. Det var ham - han som ikke kunne digte - der måtte lyve på forfatterindens vegne. Det gjorde ham bitter. Selv havde han været varsom med sine eventyr. Naturligvis havde Lilja en mistanke, ja, mere end det. Men han havde altid benægtet det. Det var løgne, men ærefulde løgne. Det gjaldt om at holde idealet oppe de to imellem. Det havde hun nu opgivet. Han var alene om det. Mere alene end før. Mere alene end han var i sin ensomhed her i klitterne. Denne ensomhed var anderledes, fordi den var selvvalgt.

Christen sætter sig på den almueblå træstol ved bordet og ser ud af vinduet. Han har udsigt til skyerne og det flade landskab, men kan ikke se vandet herfra. Hvis man går ud af huset, eller hytten, som det vel bør kaldes, og lidt op ad bakken til højre kan man se det. Umiddelbart udenfor huset vokser nogle få spredte og hårdt prøvede buske på de sandede vindomsuste jorder. Der er noget ved det barske landskab som tiltaler ham.
Selv er han ingenting. Nu prøver han at sætte sig i en andens sted og beskriver, hvordan denne anden må have haft det. De er sådan han gør, når han prøver at digte. Det personlige skal lades ude af betragtning. Det personlige er ikke interessant for nogen, før det er blevet forvandlet til noget almengyldigt. Det er kunsten. Det er det, stor kunst kan. Men kan han skabe stor kunst? Formentlig ikke, men han kan prøve. Det er hans trods mod de faktiske forhold. Og han står støt som en frønnet bundgarnspæl og holder stand mod vandmassernes brusen, mens han holder det net oppe, som fiskene fanges i. Alle de små fisk, som her møder deres skæbne. Alle de små fisk, hvis bestemmelse viser sig i deres første og nu sidste valg, som har sat dem i stand til at gå i nettet for at give føde til en højere vilje. Nu sætter han pennen til papiret. Nu sætter han net ud for at fange fisk. Nu sætter han sit spor i verden.