Christen spiser sin middag på kroen i byen. Her serverer de et godt solidt dansk måltid. Det holder han af. Skal det være fint, skal det være fransk. Men i dag har han glædet sig til stegt flæsk og persillesovs. Restaurationslokalet er som ethvert andet restaurationslokale her på Vestkysten: Mørkt træ, slidte tæpper med rød luv, hvide duge på bordene, brændende kærlighed i glaserede urtepotter. Her lugter af mølkugler og af bøf med bløde løg. Som i bedsteforældrenes hjem dengang. Christen har en vinduesplads og kan se ud på den grusbelagte parkeringsplads gennem de små buede ruder. Der trænger kun et dæmpet støvet lys ind gennem vinduerne. De vinrøde portierer, som ganske vist er skubbet til side lige nu, dæmper lysindfaldet. Han skærer et stykke flæsk over. Kniven er ikke så skarp, som man kunne ønske. Skubber den hvide sovs med de grønne spor og et stykke kartoffel op på gaflen. Mens han tygger, kører en hvid stationcar ind på pladsen. En ældre mand stiger ud, kigger op mod den grålige himmel og rækker ind på passagersædet efter en jakke. Mørk gabardine. Sikkert en repræsentant, tænker Christen og ser på den kraftige skikkelse, som trækker op i bukserne og nu, med jakken over armen, begiver sig hen mod indgangsdøren.
En flue summer i vinduerne bag de tykbladede planter. Hvorfor beplanter man altid disse vindueskummer med svigermors skarpe tunge og ubestemmelige slyngplanter? Støvet samler sig på dem – og kalk fra vandet, når de en sjælden gang bliver fugtet. Det ser trist ud derude. Himlen er jævnt grå og Christen mærker en kølig brise i ryggen, da yderdøren bliver åbnet. Han vender sig halvt i stolen og møder repræsentantens blik. Manden nikker kort og fortsætter sin afsøgning af lokalet. Han går direkte hen til disken, som afskærer vejen ud til køkkenregionerne, og ringer på en lille klokke. Den ældre dame, som også serverede for Christen, dukker op, rødmosset, men med et træt udtryk omkring de blege øjne. Det lykkes hende at smile til repræsentanten:
>>Goddag, hvad kan jeg hjælpe med?<<
>>Goddag<<, repræsentanten rømmer sig kraftigt, har en tudse i halsen. Det lyder som om han ryger for meget. >>Kan jeg få en gang hamburgerryg og en pilsner til?<<
>>Så gerne.<< Kvinden forsvinder ud i køkkenet.
Christen lemper en ny portion op på gaflen. Fluen er blevet tiltrukket af duften og sværmer om hovedet på ham. Han slår den væk med højre hånd og taber flæsket ned på tallerkenen. Om igen.
Repræsentanten passerer hans bord og tildeler ham et velbekomme undervejs. Christen nikker og synker. Ser på mandens mave, som hænger ud over bukseremmen, da han skubber sig ind på en plads med ryggen mod væggen ved bordet overfor. Skjorten skiller lige ovenfor linningen og afslører et stykke blegt lyserød hud. Christen skænker mere øl i sit glas. Han er glad for at han stadig holder sig i form, trods sin tiltagende alder. Ville nødig se sådan ud. Manden ligner et fedesvin. For mange og lange ture bag rattet, for mange gode middage.
>>Ja, vejret er jo ikke det bedste i dag.<< Siger repræsentanten og kigger med skeptisk mine ud af vinduet.
>>Nej, det var synd at sige.<< Svarer Christen, som egentlig helst vil være i fred.
>>Nu regner det også. Det begyndte lige at støvregne, da jeg kom ind.<<
>>Hmm, ja, det skifter noget for tiden.<< Christen filer i flæsket.
>>Men vi skal vel være glade for at markerne får lidt vand. Bønderne klagede sig jo noget her i forsommeren.<<
>>Er det ikke snart lidt sent til det?<< Siger Christen med mad i munden. >>Nu er der jo ikke længe til høsten. Så er det vel ikke vand, de håber på, bønderne.<<
>>Ha! Næh, det kan der sgu være noget om. De skal jo helst have noget at beklage sig over, skal de ikke?<<
En tidløs samtale, tænker historikeren Christen. Den er foregået så langt tilbage, nogen kan huske. Og den vil foregå, så længe der findes afgrøder på markerne.
>>Ja, nu mig selv,<< siger fyren, og skænker den pilsner op, som kromutter netop har stillet på hans bord, >>jeg behøver jo ikke klage over vejret. Men jeg gør det sgu alligevel. Man er jo ikke sådan at gøre tilpas. Jeg kører jo rundt med strømpeprøver til forhandlere rundt om i landet. Men derfor vil man jo godt se på noget andet end sådan en tung himmel undervejs.<<
>>Ja, det er klart.<< Christen skraber det sidste sovs op fra tallerkenen.
>>Det lokker jo heller ikke pigerne frem.<< Repræsentanten griner.
>>Hvad?<< Siger Christen.
>>Vejret. Regnvejret lokker jo ikke de kønne piger frem. Næh du. For fjorten dage siden, da solen var på himlen, da skulle du have set dem ude på revlerne. Ja, så smuttede jeg jo lige en tur derud forbi en gang imellem. Der var noget at se på, kan jeg love dig.<<
>>Hmm.<< Christen skubber tallerkenen fra sig og føler en let afsky for det rødblissede ansigt ved bordet derovre.
>>Ja, nu er man selvfølgelig også ved at blive for gammel til at komme i lag med dem. Men man har da lov at drømme, ikke?<<
>>Ja, tanker er toldfri.<< Svarer Christen høfligt, og overvejer, om han skal tænde en cigaret nu – piben har han efterladt i hytten - eller om han skal betale og se at komme ud herfra. Han kender typen. Når de først kommer i gang er de ikke til at stoppe igen. Braldrende, storskrydende. Men i grunden er han vel en ensom stakkel. Christen tænder sin cigaret.
>>Nå, du holder fast ved tobakken. Selv lagde jeg den på hylden for en ti år siden. Et hjerteanfald, du ved. Så ved man, hvad klokken er slået. Men jeg har nu ikke savnet det en dag siden. Fra den ene dag til den anden. Hvad siger du så?<<
>>Imponerende!<< Så ryger han altså ikke. Christen vil gerne have sin smøg i fred. Han ser på ruderne, som nu er dækket af et fint lag af småbitte rindende dråber.
>>Hør, må jeg ikke byde dig på en pilsner?<< Siger repræsentanten.
>>Næh, nej tak, jeg skal snart videre.<< Siger Christen ilde berørt. Han leder efter sin pung i jakkelommen, men kommer i tanker om, at han har stukket den i baglommen.
I det samme kommer kromutter ud fra køkkenet med repræsentantens bestilling.
>>Nå,<< manden gnider sig i de store hænder, >>nu skal det gøre godt med lidt mad – og hør, en pilsner mere til mig, og en til den herre ved bordet der.<<
Kromutter nikker og henter to pilsnere mere. Christen resignerer. Det kan være bygen driver over i mellemtiden. Repræsentanten smiler og skåler med ham.
>>Her er ikke mange gæster i dag.<< Konverserer Christen.
Repræsentanten kvæler et bøvs. Støder den kraftige hage ned mod brystet. >>Næh, her er forholdsvis fredeligt. Guderne må vide, hvordan de egentlig holder skidtet kørende i vore dage.<<
De sidder lidt i tavshed. Der skramles med potter og pander i køkkenet. Repræsentanten ånder kraftigt, mens han spiser. Frastødende.
>>Og hvad laver du så?<< Spørger han, og dypper et stykke kød i sovsen.
>>Jeg er her på ferie.<< Siger Christen undvigende.
>>Javel, ja, jeg kan jo nok høre, at du ikke er fra de her kanter. Køwenhawnstrup, ikke sandt?<<
>>Ja, det er rigtigt. Frederiksberg.<<
>>Ooha, oha!<< Repræsentanten peger på ham med gaflen. >>En af de fine herrer?<<
>>Det ved jeg nu ikke, om jeg er.<< Christen er glad for sin adresse, men pøbelen kan hurtigt smudse den til. Han rømmer sig.
>>Så må du vel have en god stilling. Ellers har man sgu da ikke råd til at bo sådan et sted.<<
>>Jeg er læge.<<
>>Ja, selvfølgelig.<< Repræsentantens øjne lyser op, så glider der et tænksomt udtryk over hans ansigt. Et udtryk Christen kender alt for godt. >>Ja, siden de lavede den her by-pass på mig er det jo gået noget bedre, men jeg har alligevel ikke helt tillid til jeres slags, undskyld jeg siger det. Jeg får jo stadig åndenød engang imellem og de her små stik inde i maskineriet.<<
>>Vi er ikke mirakelmagere.<< Svarer Christen, måske lidt studst, og skodder cigaretten i askebægerets ravfarvede glas.
>>Nej, det er I vel ikke. Men tror du det betyder noget?<<
>>Det behøver det ikke, << siger Christen, >>har du ikke talt med din egen læge om det?<<
>>Ham vil jeg sgu helst ikke se for tit,<< Siger repræsentanten, som allerede har tømt tallerkenen, >>nu vil han også lave om på min kost. Men jeg tror nu, at den mad, der var god nok til mine forældre og mine bedsteforældre, den også er god nok til mig. Jeg er jo ingen kanin, vel?<<
Nej, det er ikke en kanin, du minder mig om, har Christen lyst til at svare. Men han ryster bare på hovedet.
>>Tak for skænken!<< Siger han, og rejser sig fra bordet.
Udenfor er regnen taget til.
lørdag den 23. august 2008
Spor
Det er langsomheden, Christen savner. Han er den nærmere, når han sådan står alene og ser ud over havet. Blæsten river i hans hår. Mågerne dykker gennem luften under en vældig himmel, slår med baskende vinger ned i havfladens skummende dønninger, skriger hæst og skingert til hinanden i en kontrast til vandmassernes brusen og blæstens susen. Han fryser lidt i sin ruskindsjakke under den blege sol, men går alligevel længere ned mod vandet, der i glinsende, glitrende bølger af sølv og tin skyller rytmisk op over sandet, skyller tang og muslinger, drivtømmer ind, trækker lidt med sig ud igen i den tilbagegående bevægelse, prøver på ny.
Hans skridt, som var besværede i det tunge sand længere oppe, bliver lettere nu, da han i spring bevæger sig langs havstokken, hvor sandet er tæt og mørkt, gennemtrængt af salt væde. Han bærer sine sko i den ene hånd, og hans fødder bliver hvide af kulde mod sandets grå og sammentrængte flade, som skrider en smule under hans vægt, for hvert skridt, og blødt eftergivende modtager hans spor. Blæsten fra havet bærer en stor og karsk lugt af salt, tang, fisk og forrådnelse med sig ind mod land. En bølge skyller over hans fødder og væden suger sig fast i hans bukseben. Han vender om, springer tilbage op i sikkerheden i det tunge hvide sand. Langt ude kommer en fiskerbåd til syne. Christen går længere op og sætter sig i marehalmen. Han gnider varme i sine nu næsten følelsesløse fødder og ifører sig strømper og sko. Mågernes skrig har fortonet sig. Han ser ud over det glitrende hav. Skyerne ruller i vældige elfenbensgule, snehvide og gråblå formationer, ikke ulig havets bølger, frem under den lyseblå himmel. Mågerne er søgt ud mod fiskerkutteren, hvis dimensioner er vokset.
Christen rejser sig og begiver sig gennem marehalmen tilbage mod stien, som leder op mod sommerhusene, der ligger tilfældigt kastet som terninger i klitlandskabet. Han går til - med tanke på at komme i læ for blæsten, inden døre. Han vil tænde op i kakkelovnen i aften og høre aftenkoncert i radioen, mens han prøver at få fæstnet nogle tanker på papiret.
Over ham hvælver himlen sig i en bue så høj, at den fremstår som en illustration af uendeligheden. Bag ham synker lyden af havets brusen til en susen, til han kun hører blæsten, der synger gennem det nu vidtstrakte lyngplettede landskab foran ham, som kun er afbrudt af enkelte træhuse og i horisonten afgrænset af mørke skovtykninger. Stien afløses af en smal asfalteret vej, og Christen går raskere, mere ubesværet nu, trækker vejret dybt ned i lungerne og længes efter piben, som han ikke har taget med ud.
Han holder meget af ensomheden. Langt mere nu end for blot få år siden. Det hele går så stærkt nu. Han føler sig som en frønnet bundgarnspæl, urokkelig om end under nedbrydning i de frådende evigt bevægelige vandmasser. Giv tid, giv tid.
Han holder af bøgerne. Han har altid holdt af bøgerne. De sorte tegn, der efterhånden samlede sig i mønstre, åbenbarede sig som lyde og betydninger, malede billeder på den indre himmel.
Forunderligt at ligge under sin lune dyne og med en lommelygte følge Daniel Dravot og Peachey Carnehan ind i Kafiristan, mens vinterkulden, der peb ind ad den skårede rude i hans eget værelse, isnede luften i dette uvedkommende ydre univers. Og før han selv blev i stand til at afkode tegnene deres betydning, var der eftermiddage i køkkenet, hvor hans mor utrætteligt læste højt, mens regnen trommede mod vinduerne og plaskede ned langs muren fra den overfyldte tagrende. Hvor mange børn af i dag kender sådanne glæder? Nu er det TV og computer, der udfylder tiden. Ingen behøver at arbejde for at finde noget nyt. Nyhederne vælter ind i en uafladelig strøm, som ikke levner plads til glæden i fordybelsen, forundringen og underet ved at opdage sine egne kompetencer, at en udvikling finder sted. Arbejdsglæden og belønningen for en indsats er ukendte størrelser.
Han ville gerne have været digter. Han forsøger sig. Men hans tanker hænger fast i konstruktioner, som bremser den frie udfoldelse. Han er blevet dannet, og hvor han engang håbede på, at dannelsen var vejen frem, at tilegnelsen af viden om historien og litteraturen kunne frisætte hans evner og føre ham frem til storhed, føler han sig nu fanget i sin rolle som den der ved noget, frem for at være den, der skaber noget. Han ville gerne have skabt noget. Han ville gerne have gjort en forskel. Have efterladt et spor i verden, som var bredt nok, tilstrækkeligt tiltrådt til at blive en farbar vej for senere generationer.
Storhed. Det gjaldt om at blive til noget stort. Hans forældre havde opdraget ham i de gamle dyder. Hans far havde rejst havet tyndt, mens hans moder tog sig af det derhjemme. Hun havde holdt heltene frem gennem sin oplæsning. Dertil skulle han nå. Han skulle blive en, der selv blev indskrevet i litteraturen blandt heltene. De mente ham det godt, hans forældre. Og det var vel godt. Han havde gjort det godt. Han havde studeret flittigt, både under lægestudiet, som skulle bringe brød på bordet og under sine fritidssysler med historie og litteratur. Han var kommet i de bedste kredse. Han havde giftet sig med en smuk og sprudlende kvinde, som havde foldet sine vinger ud og var lettet, steget mod berømmelsens tinder som en af de store, smukke fugle, der optrådte i hendes egne fantastiske fortællinger.
Og han, som selv havde længtes mod opdriften, mod himmelflugten og suset, mod det sted oppe i skyerne, hvor han var sikker på, han hørte til, han havde bygget rede i skyggen, i en leret jord, hvorfra ingen flugt syntes mulig.
Til tider forekommer det ham, at hun er vokset på skuldrene af ham, at det er derfra hun har sat af. Til andre tider er han ikke sikker på, om ikke det, at han overhovedet er blevet rodfæstet i miljøet og har fået mulighed for at beskæftige sig med det, der er hans hjerteblod, skyldes hans ægteskab med hende. De eksisterer i et gensidigt afhængighedsforhold.
Han havde brug for historien om dem som par. Myten også kaldet. Det var han dog – og det var måske alt, hvad han var: Den fattige dreng, der havde vundet prinsessen og det halve kongerige. Men det var ikke nok for manden, som ville være konge.
Hun havde brug for hans støtte, mens hun skrev. Perioder, hvor hun sled sig selv op. For slet ikke at tale om ugerne op til udgivelserne, kritikken, interviewene. Hun var ofte bortrejst. Hun læste op, optrådte i forskellige sociale sammenhænge, holdt møder med udenlandske forlag, deltog i konferencer. Tilbragte dage og nætter i Oslo, Paris, Venedig, New York med sin cubanske elsker. Når hun kom tilbage, kunne hun isolere sig med skriverierne i ugevis, eller hun gik irritabel og sørgmodig rundt i stuerne, sad i timevis og stirrede ud af vinduerne og græd sig nogle gange i søvn mod hans skulder. Han talte lavmælt til hende, han flygtede ind på sovesofaen i gæsteværelset, eller de stod midt i stuen og udgød ondskabsfuldheder over hinanden, indtil de høje, lyse lofter formørkede sænkede sig over dem. Ude af stand til at finde sammen, ude af stand til at forlade hinanden. Når børnene kom hjem optrådte de høfligt reserveret overfor hinanden, men begge hjerteligt overfor børnene. De lod til gengæld som om de ikke mærkede spændingerne mellem forældrene.
Han kunne ikke bebrejde Lilja, at hun havde en elsker. Det værste var vel heller ikke forholdet i sig selv. Det værste var, at han var den, som måtte skjule det. At hun ikke selv havde været i stand til det – overfor ham og overfor andre. Det var ham - han som ikke kunne digte - der måtte lyve på forfatterindens vegne. Det gjorde ham bitter. Selv havde han været varsom med sine eventyr. Naturligvis havde Lilja en mistanke, ja, mere end det. Men han havde altid benægtet det. Det var løgne, men ærefulde løgne. Det gjaldt om at holde idealet oppe de to imellem. Det havde hun nu opgivet. Han var alene om det. Mere alene end før. Mere alene end han var i sin ensomhed her i klitterne. Denne ensomhed var anderledes, fordi den var selvvalgt.
Christen sætter sig på den almueblå træstol ved bordet og ser ud af vinduet. Han har udsigt til skyerne og det flade landskab, men kan ikke se vandet herfra. Hvis man går ud af huset, eller hytten, som det vel bør kaldes, og lidt op ad bakken til højre kan man se det. Umiddelbart udenfor huset vokser nogle få spredte og hårdt prøvede buske på de sandede vindomsuste jorder. Der er noget ved det barske landskab som tiltaler ham.
Selv er han ingenting. Nu prøver han at sætte sig i en andens sted og beskriver, hvordan denne anden må have haft det. De er sådan han gør, når han prøver at digte. Det personlige skal lades ude af betragtning. Det personlige er ikke interessant for nogen, før det er blevet forvandlet til noget almengyldigt. Det er kunsten. Det er det, stor kunst kan. Men kan han skabe stor kunst? Formentlig ikke, men han kan prøve. Det er hans trods mod de faktiske forhold. Og han står støt som en frønnet bundgarnspæl og holder stand mod vandmassernes brusen, mens han holder det net oppe, som fiskene fanges i. Alle de små fisk, som her møder deres skæbne. Alle de små fisk, hvis bestemmelse viser sig i deres første og nu sidste valg, som har sat dem i stand til at gå i nettet for at give føde til en højere vilje. Nu sætter han pennen til papiret. Nu sætter han net ud for at fange fisk. Nu sætter han sit spor i verden.
Hans skridt, som var besværede i det tunge sand længere oppe, bliver lettere nu, da han i spring bevæger sig langs havstokken, hvor sandet er tæt og mørkt, gennemtrængt af salt væde. Han bærer sine sko i den ene hånd, og hans fødder bliver hvide af kulde mod sandets grå og sammentrængte flade, som skrider en smule under hans vægt, for hvert skridt, og blødt eftergivende modtager hans spor. Blæsten fra havet bærer en stor og karsk lugt af salt, tang, fisk og forrådnelse med sig ind mod land. En bølge skyller over hans fødder og væden suger sig fast i hans bukseben. Han vender om, springer tilbage op i sikkerheden i det tunge hvide sand. Langt ude kommer en fiskerbåd til syne. Christen går længere op og sætter sig i marehalmen. Han gnider varme i sine nu næsten følelsesløse fødder og ifører sig strømper og sko. Mågernes skrig har fortonet sig. Han ser ud over det glitrende hav. Skyerne ruller i vældige elfenbensgule, snehvide og gråblå formationer, ikke ulig havets bølger, frem under den lyseblå himmel. Mågerne er søgt ud mod fiskerkutteren, hvis dimensioner er vokset.
Christen rejser sig og begiver sig gennem marehalmen tilbage mod stien, som leder op mod sommerhusene, der ligger tilfældigt kastet som terninger i klitlandskabet. Han går til - med tanke på at komme i læ for blæsten, inden døre. Han vil tænde op i kakkelovnen i aften og høre aftenkoncert i radioen, mens han prøver at få fæstnet nogle tanker på papiret.
Over ham hvælver himlen sig i en bue så høj, at den fremstår som en illustration af uendeligheden. Bag ham synker lyden af havets brusen til en susen, til han kun hører blæsten, der synger gennem det nu vidtstrakte lyngplettede landskab foran ham, som kun er afbrudt af enkelte træhuse og i horisonten afgrænset af mørke skovtykninger. Stien afløses af en smal asfalteret vej, og Christen går raskere, mere ubesværet nu, trækker vejret dybt ned i lungerne og længes efter piben, som han ikke har taget med ud.
Han holder meget af ensomheden. Langt mere nu end for blot få år siden. Det hele går så stærkt nu. Han føler sig som en frønnet bundgarnspæl, urokkelig om end under nedbrydning i de frådende evigt bevægelige vandmasser. Giv tid, giv tid.
Han holder af bøgerne. Han har altid holdt af bøgerne. De sorte tegn, der efterhånden samlede sig i mønstre, åbenbarede sig som lyde og betydninger, malede billeder på den indre himmel.
Forunderligt at ligge under sin lune dyne og med en lommelygte følge Daniel Dravot og Peachey Carnehan ind i Kafiristan, mens vinterkulden, der peb ind ad den skårede rude i hans eget værelse, isnede luften i dette uvedkommende ydre univers. Og før han selv blev i stand til at afkode tegnene deres betydning, var der eftermiddage i køkkenet, hvor hans mor utrætteligt læste højt, mens regnen trommede mod vinduerne og plaskede ned langs muren fra den overfyldte tagrende. Hvor mange børn af i dag kender sådanne glæder? Nu er det TV og computer, der udfylder tiden. Ingen behøver at arbejde for at finde noget nyt. Nyhederne vælter ind i en uafladelig strøm, som ikke levner plads til glæden i fordybelsen, forundringen og underet ved at opdage sine egne kompetencer, at en udvikling finder sted. Arbejdsglæden og belønningen for en indsats er ukendte størrelser.
Han ville gerne have været digter. Han forsøger sig. Men hans tanker hænger fast i konstruktioner, som bremser den frie udfoldelse. Han er blevet dannet, og hvor han engang håbede på, at dannelsen var vejen frem, at tilegnelsen af viden om historien og litteraturen kunne frisætte hans evner og føre ham frem til storhed, føler han sig nu fanget i sin rolle som den der ved noget, frem for at være den, der skaber noget. Han ville gerne have skabt noget. Han ville gerne have gjort en forskel. Have efterladt et spor i verden, som var bredt nok, tilstrækkeligt tiltrådt til at blive en farbar vej for senere generationer.
Storhed. Det gjaldt om at blive til noget stort. Hans forældre havde opdraget ham i de gamle dyder. Hans far havde rejst havet tyndt, mens hans moder tog sig af det derhjemme. Hun havde holdt heltene frem gennem sin oplæsning. Dertil skulle han nå. Han skulle blive en, der selv blev indskrevet i litteraturen blandt heltene. De mente ham det godt, hans forældre. Og det var vel godt. Han havde gjort det godt. Han havde studeret flittigt, både under lægestudiet, som skulle bringe brød på bordet og under sine fritidssysler med historie og litteratur. Han var kommet i de bedste kredse. Han havde giftet sig med en smuk og sprudlende kvinde, som havde foldet sine vinger ud og var lettet, steget mod berømmelsens tinder som en af de store, smukke fugle, der optrådte i hendes egne fantastiske fortællinger.
Og han, som selv havde længtes mod opdriften, mod himmelflugten og suset, mod det sted oppe i skyerne, hvor han var sikker på, han hørte til, han havde bygget rede i skyggen, i en leret jord, hvorfra ingen flugt syntes mulig.
Til tider forekommer det ham, at hun er vokset på skuldrene af ham, at det er derfra hun har sat af. Til andre tider er han ikke sikker på, om ikke det, at han overhovedet er blevet rodfæstet i miljøet og har fået mulighed for at beskæftige sig med det, der er hans hjerteblod, skyldes hans ægteskab med hende. De eksisterer i et gensidigt afhængighedsforhold.
Han havde brug for historien om dem som par. Myten også kaldet. Det var han dog – og det var måske alt, hvad han var: Den fattige dreng, der havde vundet prinsessen og det halve kongerige. Men det var ikke nok for manden, som ville være konge.
Hun havde brug for hans støtte, mens hun skrev. Perioder, hvor hun sled sig selv op. For slet ikke at tale om ugerne op til udgivelserne, kritikken, interviewene. Hun var ofte bortrejst. Hun læste op, optrådte i forskellige sociale sammenhænge, holdt møder med udenlandske forlag, deltog i konferencer. Tilbragte dage og nætter i Oslo, Paris, Venedig, New York med sin cubanske elsker. Når hun kom tilbage, kunne hun isolere sig med skriverierne i ugevis, eller hun gik irritabel og sørgmodig rundt i stuerne, sad i timevis og stirrede ud af vinduerne og græd sig nogle gange i søvn mod hans skulder. Han talte lavmælt til hende, han flygtede ind på sovesofaen i gæsteværelset, eller de stod midt i stuen og udgød ondskabsfuldheder over hinanden, indtil de høje, lyse lofter formørkede sænkede sig over dem. Ude af stand til at finde sammen, ude af stand til at forlade hinanden. Når børnene kom hjem optrådte de høfligt reserveret overfor hinanden, men begge hjerteligt overfor børnene. De lod til gengæld som om de ikke mærkede spændingerne mellem forældrene.
Han kunne ikke bebrejde Lilja, at hun havde en elsker. Det værste var vel heller ikke forholdet i sig selv. Det værste var, at han var den, som måtte skjule det. At hun ikke selv havde været i stand til det – overfor ham og overfor andre. Det var ham - han som ikke kunne digte - der måtte lyve på forfatterindens vegne. Det gjorde ham bitter. Selv havde han været varsom med sine eventyr. Naturligvis havde Lilja en mistanke, ja, mere end det. Men han havde altid benægtet det. Det var løgne, men ærefulde løgne. Det gjaldt om at holde idealet oppe de to imellem. Det havde hun nu opgivet. Han var alene om det. Mere alene end før. Mere alene end han var i sin ensomhed her i klitterne. Denne ensomhed var anderledes, fordi den var selvvalgt.
Christen sætter sig på den almueblå træstol ved bordet og ser ud af vinduet. Han har udsigt til skyerne og det flade landskab, men kan ikke se vandet herfra. Hvis man går ud af huset, eller hytten, som det vel bør kaldes, og lidt op ad bakken til højre kan man se det. Umiddelbart udenfor huset vokser nogle få spredte og hårdt prøvede buske på de sandede vindomsuste jorder. Der er noget ved det barske landskab som tiltaler ham.
Selv er han ingenting. Nu prøver han at sætte sig i en andens sted og beskriver, hvordan denne anden må have haft det. De er sådan han gør, når han prøver at digte. Det personlige skal lades ude af betragtning. Det personlige er ikke interessant for nogen, før det er blevet forvandlet til noget almengyldigt. Det er kunsten. Det er det, stor kunst kan. Men kan han skabe stor kunst? Formentlig ikke, men han kan prøve. Det er hans trods mod de faktiske forhold. Og han står støt som en frønnet bundgarnspæl og holder stand mod vandmassernes brusen, mens han holder det net oppe, som fiskene fanges i. Alle de små fisk, som her møder deres skæbne. Alle de små fisk, hvis bestemmelse viser sig i deres første og nu sidste valg, som har sat dem i stand til at gå i nettet for at give føde til en højere vilje. Nu sætter han pennen til papiret. Nu sætter han net ud for at fange fisk. Nu sætter han sit spor i verden.
Hun sover ikke
Det er Treøjelil
der har gennemskuet familien
ensom og bitter sidder hun
nederst ved bordet
og værner om sit lille liv
det liv de ikke ville gi hende
det liv de ikke kunne ta
næsten smuk
var det ikke for det øje midt i panden
som forvandler prinser til frøer
og får folk til at se
til den anden side
hun sover ikke om natten
i drømmens parallelunivers er hun altid
på flugt fra sin barndom
hvor trolden lurer i skyggen
rede til at lære et barn
hvad kærlighed ikke er
hendes mor er blevet blind
eller gået hjemmefra
hun sover ikke om natten
hun kan ikke lukke et øje
der har gennemskuet familien
ensom og bitter sidder hun
nederst ved bordet
og værner om sit lille liv
det liv de ikke ville gi hende
det liv de ikke kunne ta
næsten smuk
var det ikke for det øje midt i panden
som forvandler prinser til frøer
og får folk til at se
til den anden side
hun sover ikke om natten
i drømmens parallelunivers er hun altid
på flugt fra sin barndom
hvor trolden lurer i skyggen
rede til at lære et barn
hvad kærlighed ikke er
hendes mor er blevet blind
eller gået hjemmefra
hun sover ikke om natten
hun kan ikke lukke et øje
Vokseværk
Vokser ud af det hus
hvor jeg voksede op
må bøje nakken
for ikke at støde mod loftet
kravler gennem gangene
hvor lyset går ud
når man tænder
løber over loftet
og ser ikke lemmen i gulvet
åben som en grav
løber over graven
som ikke er der
og falder
ud af min barndom
hvor jeg voksede op
må bøje nakken
for ikke at støde mod loftet
kravler gennem gangene
hvor lyset går ud
når man tænder
løber over loftet
og ser ikke lemmen i gulvet
åben som en grav
løber over graven
som ikke er der
og falder
ud af min barndom
Marts
Det er marts
og en kvinde lægger stille pennen fra sig
lader håndens slanke fingre glide over bordets flade
det er marts og der er løfter om april og maj i luften
Det er marts
og en kvinde iført frakke tøver lidt på trappetrinet
stryger hånden over håret
imens brisen køligt stryger over landet
det er marts
Det er marts
og en kvinde samler sten ved flodens bred
bemærker mønstrene og tyngden i hver flade
synker dybt i skræntens blødhed
det er marts
Det er marts
og en kvinde vader ud i floden Ouse
hvor tankestrømmen blander sig med flodens
Langt om længe ét med bølgerne
og marts april og maj
Det muliges usandsynlighed
Med opmærksomhed på dit nærvær i rummet
og det muliges usandsynlighed
strækker jeg tanken imod dig
over afstanden mellem to linier
Dit kodesprog lader mig ikke i tvivl
om signalværdien i bevægelsens tøven
Jeg griber et kærtegn slet skjult i din hånd
og vender mig roligt mod ønskernes brønd
mens det usandsynliges mulighed
spejles i en udgået pære
og det muliges usandsynlighed
strækker jeg tanken imod dig
over afstanden mellem to linier
Dit kodesprog lader mig ikke i tvivl
om signalværdien i bevægelsens tøven
Jeg griber et kærtegn slet skjult i din hånd
og vender mig roligt mod ønskernes brønd
mens det usandsynliges mulighed
spejles i en udgået pære
Abonner på:
Opslag (Atom)
